Lykkes Det Kongelige Teaters store projekt? Gymnasieeleven og anmelderen er ikke helt enige

Det Kongelige Teaters store efterårsprojekt er den katalanske instruktør Carlus Padrissas iscenesættelse af »Kongens fald«. Skuespilchef Morten Kirkskov mener, at alle skal kende Johannes V. Jensens roman. Men lykkes det at omplante kanonklassikeren til teatret? Gymnasieeleven og anmelderen er ikke helt enige.

Berlingskes to anmeldere er enige om, at »Kongens fald« tager sig flot ud på scenen i Skuespilhuset – men her slutter enigheden. Her Mikkel Thøgersen i skikkelse af Joen Højerslev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

»Kongens fald« på Det Kongelige Teater anmeldes af gymnasielev Magnus Dela og Berlingskes teateranmelder Anne Liisberg

»Kongens fald« ligner et egnsspil med uventet stort kulissebudget

Er det sprogbarrieren, der er trådt ind, når den katalanske instruktør Carlus Padrissa går helt galt i byen med Det Kongelige Teaters stort anlagte teaterversion af den danske romanklassiker »Kongens fald«? Flot og rå i det ydre, men retnings- og virkningsløs.

Anne Liisberg Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.
Af Anne Liisberg kultur@berlingske.dk

★★★☆☆☆

»Vil du alt, når du aldrig til livet, og tør ikke dø, fordi du aldrig har levet«.

Så præcist resigneret opsummeres moralen i »Kongens Fald«. Johannes V. Jensens roman, flere gange kåret til århundredets danske roman, fordi den på én og samme tid er en sproggnistrende knaldroman og nihilistisk indfanger den danske folkesjæl, gennemlyst af spejlfigurerne kong Christian II og studentersoldaten Mikkel Thøgersen.

Nu som teater på Det Kongelige, der modigt har disruptet den traditionelle »danskheds«-læsning af romanen ved at lægge den sceniske transformation i hænderne på den catalanske instruktør Carlus Padrissa, der er kendt for at syntetisere kaotiske rum med mange elementer. Her lykkes han flot på den visuelle side, men skuffer fælt i en umusikalsk iscenesættelse, der måske skyldes sprogbarrieren. Sprogligt har Henrik Szklany lavet en loyal og spillevende dramatisering af romanen, men den får ikke liv på scenen.

Kun hos Maria Rossings karakter, Ide, lever ånden af Johannes V. Jensens ord sanseligt og knivskarpt, mens de øvrige dygtige spillere, med Joen Højerslev og Peter Christoffersen i front som Mikkel og Christian, kæmper bravt med replikker, der mest af alt lyder som kartofler og i de værste øjeblikke får forestillingen til at fremstå som – med al respekt for denne genre – et egnsspil med uventet stort kulissebudget.

Visuelt fanger forestillingen nemlig ret fint forlæggets univers af død, råd, forskruede planer og forspildte muligheder. Manierede projektioner a la den nederlandske maler Hieronymus Bosch flyder på både bagtæppe og det flittigt brugte fortæppe sammen med et nærmest lars von triersk mørke på scenen, der sejler i vand, vand og atter vand. Muskuløse heste og vanskabninger mænger sig med karaktererne og skaber billeder af stor skønhed i al deres grimhed.

»Padrissa vil gerne sætte publikum i centrum, men så skulle han – og teatret – have valgt et lokale, hvor det giver mening.«


Var de da for pokker bare blevet på scenen. Men nej, karaktererne og det akrobatiske ensemble vandrer ideligt ud i salen og op på balkonen.

Hvorfor?

Skuespilhusets Store Scene er ikke egnet til totalteater. Det er ikke inddragende, bare illusionsbrydende, når man igen og igen skal knække nakken for at se de stakkels akrobater, der slet ikke kommer til deres ret – usete som de er af de fleste. Padrissa vil gerne sætte publikum i centrum, men så skulle han – og teatret – have valgt et lokale, hvor det giver mening.

Eller måske ikke. Da der tydeligvis ikke er en dybere tanke med inddragelsen end at bringe skuespillerne tættere på publikum, skulle instruktøren måske bare have holdt spillerne på scenen, skåret en ordentlig luns af den måske lidt for loyale gendigtning af det – i forvejen rodede – episke forlæg og centreret iscenesættelsen om de fortsat relevante eksistentielle spørgsmål, som fortællingen er så fuld af.

Vi kan undvære Jakob Spillemands død, vi kan undvære Fenja og Menja, vi kan undvære Ingers dialog med døde Axel, ja, vi kan – selv om det er øjeguf – undvære vanskabningen Carolus. Vi vil bare så gerne mærke Mikkels ensomhed og kongens tvivlrådighed.

»Livet er noget, de andre lever«, som Thomas Bredsdorff præcist formulerer det i forestillingens program, og fortællingen om dem, der står udenfor og altid undlader, er alt nok.

Jeg holder umådeligt meget af fysisk og visuelt teater. Jeg holder også ofte af rodebutikker, der spænder den teatralske bue. Jeg holder i særdeleshed af den vidtløftige og sprogsprælske roman.  Men her rammes jeg desværre ikke. De skurrende replikker og de lidt for mange sidehistorier kommer til at overdøve fortællingens kraft og den vellykkede poetisk-rå billedside.

Mikkel Thøgersen (Joen Højerslev) på sejltur, mens Ide (Maria Rossing) blidt skubber på. Et af mange poetiske billeder i »Kongens fald«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.

Vi unge vil underholdes og ikke bare sidde stille og kigge i to timer

Selv om det ikke rigtigt lykkes at videregive hovedpersonens selvrefleksion, er Det Kongelige Teater sluppet godt fra den svære opgave at sætte »Kongens fald » på scenen. Og forestillingen appellerer til unge, der går i teatret.

Magnus Dela Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.
Af Magnus Dela  kultur@berlingske.dk

★★★★☆☆

For to uger siden blev jeg ringet op af min dansklærer og spurgt, om jeg ville skrive en anmeldelse for Berlingske af Det Kongelige Teaters opsætning af »Kongens Fald«, set fra en gymnasieelevs synspunkt. Jeg sagde hurtigt ja tak. Overraskelsen over opringningen fik mig til at glemme en detalje, nemlig at jeg nu snart skulle anmelde en teaterforestilling bygget over Johannes V. Jensens roman, der var udråbt af både Berlingske og Politiken til at være det 20. århundredes bedste danske roman. Den før så overkommelige opgave blev lige lidt mere uoverkommelig.

Og lige præcis ordet uoverkommelig beskriver nok bedst den opgave at skrive alle tiders største danske roman om til et teaterstykke - for første gang nogensinde. Bare det at give et handlingsresumé kan være svært, da et sådant resumé aldrig ville kunne ridse hele historien op. I forestillingen prøver de at opsummere det således: »Vil du alt, når du aldrig til livet og tør ikke dø, fordi du aldrig har levet.«

»Det er noget, vi unge især kan nikke genkendende til. Der er så mange muligheder, at det ender i ubeslutsomhed.«


»Kongens fald« er instrueret af den verdensberømte catalanske teaterinstruktør Carlus Padrissa. Han er en mand, der er kendt for at involvere publikum, og det gør han  i allerhøjeste grad også denne gang. Det sker bl.a., når Joen Højerslev, der spiller hovedpersonen, Mikkel Thøgersen, lusker rundt blandt publikum og spørger: »Hvor er Mester Zacharias?«, mens skuespillet fortsætter oppe på den traditionelle scene. Denne nytænkning med, at teater ikke bare er noget, der foregår på scenen, er helt sikkert noget, mange i min aldersgruppe vil synes godt om. De vil underholdes og være en del af forestillingen - ikke bare sidde stille som publikum i to timer og kigge.

Sjælespejling: Peter Christoffersen som kongen og Joen Højerslev som Mikkel Thøgersen i »Kongens fald«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.

Forestillingen har ikke lagt synderlig vægt på første del af romanen, »Forårets død«. Dette er dog en skam, da det især er denne del, der appellerer til os unge, selv den dag i dag, da Mikkel Thøgersen selv er ung studerende i starten af romanen. Der er især gennem Mikkels byvandringer i København, at jeg kan genkende ham i mig selv. Gennem disse byvandringer og de refleksioner, han har, forstår man, at han vil så mange ting i livet, at han aldrig får gennemført noget. Det er noget, vi unge især kan nikke genkendende til. Der er så mange muligheder, at det ender i ubeslutsomhed.

Det Kongelige Teater er overordnet kommet godt i mål med den uoverkommelige opgave i at få »Kongens Fald«s poetiske og humoristiske sprog, karakternes tvivl og nationens fald overført til teaterscenen. Det er til gengæld ikke helt lykkedes opsætningen at vise Mikkel Thøgersens selvrefleksion og tvivl, der ellers er et så gennemgående tema i romanen.

Lydsiden har Det Kongelige Teater dog løst utroligt flot: Fra når smeden hvæsser sin økse til middelalderlig pubcrawl i indre København. Så alt i alt er forestillingen særdeles anbefalelsesværdig som en oplevelse for unge, der gerne vil ind og opleve en anderledes og moderne form for teater. Man er underholdt fra start til slut.

Magnus Dela er 18 år gammel og går i 3. g på Virum Gymnasium.

Kongens fald. Iscenesættelse og scenografi: Carlus Padrissa. Dramatiker: Henrik Szklany. Kostumedesign: Karin Betz. Komponist: Adele Madau. Videoprojektioner: Vertigo. Det Kongelige Teater til 21. december, Aarhus Teater fra 10. januar.