Lone Theils: London er blevet mere stramtandet efter Brexit, men er stadig en prægtig by

Den britiske hovedstad har fået et hak over tuden efter Brexit, men den er stadig en af verdens mest fascinerende, festlige og traditionsrige byer. London er altid den samme og altid helt ny, skriver forfatter og tidligere London-korrespondent Lone Theils i dette essay.

London er mærket af Brexit, men stadig den bedste by i verden, hvis man spørger Lone Theils. Hannah Mckay

Det kan ramme mig når som helst, men det er tit om søndagen. Den der fantomsmerte, der kan opstå, når man har boet i London 16 år af sit voksne liv og ikke længere gør det. Min base var i det nordvestlige London, i Golders Green, der er et overvejende jødisk kvarter, og når jeg lukker øjnene, kan jeg genskabe en hel typisk søndag morgen.

Hente de store fede aviser i min skotsk-pakistanske aviskiosk, hvor de altid lagde The Observer til side til mig på de søndage, hvor jeg kom sent op. Gå forbi den jødiske bager, der solgte bagels, som folk kom rejsende fra hele byen for at købe.