Lone Scherfigs nye film er for forelsket i New York og har ikke meget med virkeligheden at gøre

Lone Scherfig lovsynger humanismen og det gode menneske i sin seneste film. Prisværdigt, men også mere end en smule langsommeligt.

 
Trailer: The Kindness of Strangers. Video: SF Studios Fold sammen
Læs mere

Tiden er noget underligt noget. I denne næstekærlige film spoles alting lidt tilbage til en lidt mere uskyldig tid, før coronapanik og uroligheder tog kvælertag på verden. Alt efter temperament lander »The Kindness of Strangers« måske præcis i en forandret verden, der længes efter simplere tider. Eller lige ved siden af tidsåndens ubønhørlige realisme.

Den dybest set temmeligt dramatiske historie om hjemløshed, kærlighed og nåde mellem mennesker er sødmefyldt, lavmælt og dvælende fortalt. Clara, en ung mor (Zoe Kazan), flygter fra sin kontrollerende og voldelige mand (Esben Smed) og ender på gaden på Manhattan med sine to små drenge, kun med sit rene hjerte og alt for meget optimisme. Men det er først, når gåpåmodet alt for langsomt er drænet fra hende, at hun kan få hjælp og møde kærligheden.

»Lone Scherfig er en Danmarks dygtigste instruktører; hun er stærk i historiefortællingen, men virker her for forelsket i Manhattan til at fortrylle for alvor.«


Den enlige mor og hendes kærligt/kloge drenge rører omtrent alle, som de møder på deres knoklede vej. Den opofrende og kuldslåede sygeplejerske Alice (Andrea Riseborough) finder også modet til at gribe ind og til at stå på sit, samtidig med at alle lærer at række ud til hinanden. Men er det helt nok?

De enkelte scener er glimrende, mens overgangene og filmens plothuller dækkes over med en glasur af svulmende musik. Filmen er længe om at forløse sine mange karakterer, og man kan nemt glemme, hvorfor man følger de sammenflettede skæbner.

Fordi dramaturgien pinedød skal passe, er der ikke meget plads til baggrund og dybde i de enkelte sidehistorier. Når Clara rapser mad fra bugnende receptionsborde eller tøj fra stormagasiner, skal vi mindes om, at hun altid er udenfor.

Alle kæmper med en grundlæggende ensomhed. Og derfor knokler hver eneste skuespiller for at skabe sig et rum, de kan udfolde sig i, mens næsten magiske tilfældigheder gør, at de kan mødes og engagere sig i hinanden. Nogle af sammenhængene er utroværdige, og de enkelte skuespillere virker til at være med i hver sin film med hvert sit toneleje. Særligt Bill Nighy, hvis fup-russiske restaurantejer til gengæld er charmerende, og som fanger den blanding af humor og humanisme, som Lone Scherfig tydeligt gerne vil ramme.

Lone Scherfig er en Danmarks dygtigste instruktører; hun er stærk i historiefortællingen, men virker her for forelsket i Manhattan til at fortrylle for alvor. Realismen er måske fjern, men man mærker de gode viljer. Næstekærligheden tror man på, men den romantiske kærlighed virker mere som en eftertanke.

Til gengæld er der stor nydelse ved at synke ned i et glitrende og gyldent New York, som altid ligner sig selv på film, men ikke har meget at gøre med virkeligheden. Selv suppekøkkenerne ser godt ud. Sebastian Blenkov, der også var fotograf på Scherfigs temmeligt formidable »Their Finest Hour«, har gjort det igen og skabt billeder, der bærer og bevæger.

Tiden har flyttet sig, siden »The Kindness of Strangers« var åbningsfilm ved Berlinalen i 2019, hvor den ikke blev mødt med ret megen venlighed. Måske kom filmen for tidligt, måske kom den for sent. Måske trænger vi igen til at drømme os tilbage en til en mere nænsom tid, hvor mennesker grundlæggende vil hinanden det godt. I hvert fald på film.

»The Kindness of Strangers«. Drama, 116 minutter. Instruktion og manus: Lone Scherfig. Med: Zoe Kazan, Andrea Riseborough, Tahar Rahim, Bill Nighy, Esben Smed og mange flere. Premiere 18. juni landet over.