Kritikken var til at tage og føle på, da landets kulturliv blev overset i forbindelse med fase 2, den tekniske betegnelse for genåbningen af Danmark.  Hvorfor skulle storcentre, spisehuse og værtshuse rangere højere end museer, kunsthaller og teatre på den nationale prioritetsskala? Nu viser det sig, at en række museer endnu ikke er åbnet, selv om de har haft lov til det siden 21. maj.

Finn Wiedemann, der er lektor i uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet, mener, at den langsomme genåbning ser lidt problematisk ud. Han understreger, at der kan være forskellige grunde til, at museerne stadig er lukkede.