Abdel Aziz Mahmoud: Jeg havde slet ikke overvejet, at de ting kunne ryge så hurtigt

Journalist og forfatter Abdel Aziz Mahmoud håber, at coronakrisen får gjort has på pseudodebatter og symbolpolitik, og så har han opdaget, hvor uselvstændig han i virkeligheden er.

Abdel Aziz Mahmoud har lært at strukturere sin tid under coronakrisen, og så har han lært, at et sikkerhedsnet ikke kun er forsikringer og indkomst. Søren Bidstrup

Hvad er du begyndt at gøre under coronakrisen, som du ikke gjorde før?

»Jeg er begyndt at sætte ting i system og putte alt muligt i kalenderen. En gåtur, Facetime med venner eller sågar at snakke med min mand. Under lockdown virkede tiden meningsløs, men for en ellers spontan person, var en fast struktur pludselig sund og vigtig for mig. Selv at se serier, har jeg nu sat i kalenderen.«

Har du et særligt trick, du benytter til at afstresse i denne tid?

»Naturen. Storbyen er kedelig, når man ikke bruger penge eller ser mennesker. Jeg har fundet værdi i at holde øje med den fuglerede, vi har under taget på vores sommerhus, og jeg kan snart fornavnene på alle de egern, der render rundt i haven.«

Hvad har været den hårdeste erkendelse de seneste uger?

»At selv verdens mest trygge samfund kan smuldre. Jeg opsagde a-kassen for et par år siden, og følte mig sikker på, at jeg aldrig ville komme i en situation, hvor det kunne blive aktuelt. Jeg har normalvis spillet på alle de tangenter, som mit talent kunne række til. Hvis nu konjunkturerne og mediebilledet ville ændre sig, havde jeg foredrag. Blev de mindre aktuelle, havde jeg en bog. Men med ét er jeg i en situation, hvor dels min arbejdsgiver TV 2 har faldende annonceindtægter, og hvor foredragene er forbudte. Den situation havde jeg aldrig set for mig.

Hvad savner du mest?

»Min tid på landevejen med foredrag. Den kontante afregning fra publikum. At mærke grin, klapsalver og indignation i publikum. At kunne mærke, når jeg går igennem – eller falder igennem. Jeg savner også at måtte se min familie under ramadanen. Det er trist i en måned, hvor man er vant til fællesskabet. Det svarer lidt til en december uden julefrokoster og juleaften.«

Hvad savner du ikke – hvad må den gamle verden godt beholde?

»Symbolpolitikken og pseudodebatter, der er opfundet til lejligheden, hvor især muslimer står for skud. Jeg vågner ikke op og er ked af det og føler mig hængt ud lige nu. Tværtimod føler jeg mig som en del af et stort fællesskab, og orienterer mig om et problem, som rammer os allesammen, og som er ligeglad med køn, seksualitet og etnicitet. Jeg fornemmer en samhørighed. Eksempelvis debatten om håndtrykket. Det er da påfaldende, at noget vi insisterer på var vigtigt, for at blive dansk statsborger, med et kan tages væk, fordi det nu er farligt. Det er tankevækkende og sigende.«

Hvad har du skilt dig af med?

»Gammel medicin, solcreme, lotion og andet shit vi har købt i lufthavne gennem tiden. Salver som på mystisk vis har brygget videre på sig selv. De har skiftet farve og konsistens, og er nærmest blevet farlige.«

Hvad er det mest overraskende, du har lært om dig selv under coronakrisen?

»Hvor uselvstændig jeg er, og hvor afhængig jeg er af, at det går andre godt. Jeg får energi af mennesker. Jeg har lært at et sikkerhedsnet ikke kun er et velfærdssystem, forsikringer og indkomst, men også ens egen sundhed og at have en at dele bekymringerne med.«

Hvad vil du tage med dig ind i en verden efter coronakrisen?

»Strukturen. At sætte fritiden i struktur, kan lyde lidt kedeligt, men det gør mig fri.«