Vi kender indledningen: »Lolita, mit livs lys, mine lænders lue. Min synd, min sjæl. Lo-lee-ta.«
Gyldendal har netop genudgivet Vladimir Nabokovs »Lolita«, og den er på alle måder en genlæsning værd. Skamløs, kontroversiel, forførende, upassende, mesterlig og dybt moralsk i al sin amoral. Den midaldrende Humberts forsvarstale for pædofili er et af det 20. århundredes mest betydningsfulde værker, men også et af dem, der giver læseren elektriske krænkelsesstød og er i overhængende fare for at blive cancelled.
Det sidste er der ikke noget nyt i. Nabokov var to gange ved at afbrænde sit eget manuskript, og forlag efter forlag afslog i 1950erne at udgive den perverse roman. En roman, der imidlertid er så overlegent skrevet, at det er umuligt ikke at blive begejstret og betaget og overhøre enhver bimlende woke-alarm.
Det er meget banalt at læse »Lolita« som en pornografisk roman. Tværtimod handler den om en mand, hvis besættelse tager magten fra ham.
Eller jo, det kan man selvfølgelig godt, og diskussionen går naturligvis på de amerikanske universiteter, om ikke Nabokov skal deplatformes, og »Lolita« udstyres med en trigger warning og helst gemmes i et hjørne af litteraturhistorien sammen med Ovid, Goethe, Scott Fitzgerald, Hemingway, Woolf, Shakespeare og så videre.
Og selvfølgelig er Humbert Humbert også en skidt karl. Lolita er kun 12 år (da Stanley Kubrick første gang filmatiserede romanen i 1962, hævede han hendes alder til 14 år), og man må ikke gå i seng med et barn. Det måtte man heller ikke i 1955, da det franske forlag Olympia, kendt for sine pornografiske udgivelser, udgav romanen.
Ikke banalt, men genialt
Men det er også meget banalt at læse »Lolita« som en pornografisk roman. Tværtimod handler den om en mand, hvis besættelse tager magten fra ham. Humbert forsøger ganske vist at bilde læseren ind, at »nymfetten« Lolita forfører ham, men hans vedholdende manipulationer afmonteres af de ublu redegørelser for et langt liv som libertiner.
Han forsøger også at gøre kriminaliseringen af pædofili til et kulturelt fænomen knyttet til en samtids snerpethed og opfinder til lejligheden beretninger om Lepchas-stammen i Indien, hvor 80-årige mænd korpulerer med otteårige piger, »og ingen løfter et øjenbryn«. Men den er der jo ingen, der hopper på. Tilsvarende henviser han til Dantes forelskelse i Beatrice, vel vidende at poeten ikke indlod sig seksuelt med det kun niårige pigebarn. Det gjorde Petraca heller ikke med Laura.
Humbert er med andre ord en forfører, ikke kun af Lolita, men også af læseren, og klædt ud som finkulturel, europæisk gentleman indtager han amerikansk vulgærkultur. Når han ser på Lolita, beskriver han først hendes tarvelige jeans, tyggegummi og gummisko for dernæst at indhylle hende i citater af digteren Robert Browning. Han gør sin egen betagelse både ophøjet og komisk, og det er netop hensigten. Humbert er morsom og på lange stræk mere snu end sine læsere, særligt de knibske.
Men også mere ondskabsfuld. Tænk bare på scenen, hvor Lolita er blevet sendt væk på sommerskole, og hvor hendes mor i brevform bekender sin kærlighed og kommer med et ægteskabstilbud. Humbert læser kærlighedserklæringen i Lolitas pigeseng og kommenterer med foragt de patetiske udbrud, indtil det åbenlyse slår ham – at et ægteskab med moderen betyder fri bane til datteren. Og endnu mere perverst – at han i så fald får status af stedfar og pædofilien følgeskab af incesten.
Humbert nøjes dog ikke med at være pædofil og en stedfar med overgreb på samvittigheden, han bliver også morder, for vi skal selvfølgelig helt ind i mørkets hjerte.
»Kunne De være interesseret i at udgive en tidsindstillet bombe, som jeg netop har sat sammen? Det er en roman, som består af 457 maskinskrevne sider,« skrev Vladimir Nabokov til forlaget New Directions i 1954, og svaret var klart nej.
Ville den være blevet udgivet (for første gang) i dag? Jeg kan godt frygte, at der ikke findes tilstrækkeligt modige forlæggere – eller forlæggere så primitivt læsende som Olympias.
Og dermed ville vi være gået glip af en af verdenslitteraturhistoriens mest spektakulære romaner. Begået af en forfatter, hvis ubestridelige genialitet bestod i at forsyne en galning med en digters følsomhed og dybde. Læs bare her:
»Jeg tænker på urokser og engle, på de holdbare pigmenters hemmelighed, profetiske sonetter, kunsten som tilflugtssted, Og det er den eneste udødelighed, som du og jeg kan være fælles om, min Lolita.«
Sådan ender romanen, og sådan skriver kun en stor troldmand.
»Lolita«
Forfatter: Vladimir Nabokov: Oversættelse: Claus Bech. Sider: 430. Pris: 299,95 kr. Forlag: Gyldendal.
