Herman Melville beskriver det præcist i »Moby Dick«: Synet af den store hvide hval, der først toner frem over 600 sider inde i fortællingen, efterlader fortælleren Ismael med »en dunkel forestilling om universets kolde tomhed«. Ikke med håb, ikke med begejstring, men med ensomhed. Hvalens hvide ryg reflekterer en nattehimmel, forladt af gud, og et vilkår, som er uomgængeligt – at vi er sat i denne verden alene.
Ensomhed er et af tidens store tabuer, og for nylig viste en undersøgelse støttet af Mary Fonden, at hele 12 procent af landets unge føler sig som Ismael på havet. Ikke bare på grund af corona, men til daglig i en helt normal verden.
Nogle af os skal således 600 sider ind i beretningen om os selv, før vi møder mennesker, der oprigtigt kerer sig om os og ikke vil lave os om
For et par måneder siden skrev en ung kvinde et læserbrev til Information, jeg blev meget rørt af. »Jeg er ung og ensom og kan ikke lade være med at føle, at jeg har gjort noget galt«, skrev hun og tilføjede, at hun havde bestået sine eksaminer, men følte, hun havde dumpet sin ungdom. At hun tøvede med at indløse billet til festivaler, for hvem skulle hun dele camp med, og at hun havde set »Friends« og »Skam«, men aldrig selv oplevet at være en del af en vennegruppe. Hun beskrev sig selv som en »baggrundsven«.
Jeg blev rørt, fordi jeg selv har haft det på nøjagtig samme måde og sendte hende derfor en hilsen – i håbet om at kunne bidrage med lidt trøst og åndsfællesskab. For jeg har også tilbragt nytår alene, højtider alene, rejst alene og plejer at tænke, at det er min hemmelige superkraft, at jeg over lange stræk er i stand til at udholde mit eget selskab.
Det er ikke alle, der kan det. Mange panikker ved udsigten til at være alene med sig selv og hopper på Tinder eller holder fast i venskaber, som ikke engang fortjener betegnelsen bekendtskaber.
Eller værre: Lever videre i ægteskaber i stille fortvivlelse.
Da jeg var ung, troede jeg, at gymnasietiden ville være fuld af fester, og at jeg ville møde de mennesker, jeg ville være venner med resten af livet. Det samme tænkte jeg om universitetet, men jeg vedblev med at være en fremmed fugl, for meget, for lidt, for skæv, og til sidst gjorde det ikke så meget, for det var sådan, det var. I stedet blev det til en superkraft og har sat sig så kraftigt i min sjæl, at jeg aldrig tager opfordringer til netværk for givet og ser forbløffet på invitationer til VL-grupper.
Når min søn hver anden uge er hos sin far, savner jeg ham, men jeg føler mig ikke ensom. Tilsvarende bor jeg hver anden uge med min kæreste og trives fint med det, ligesom jeg trives fint med at være leder og en del af en afdeling eller redaktion og så alligevel ikke, fordi der altid vil være en afstand mellem chef og medarbejder. For jeg har jo mig selv og føler mig derfor aldrig alene.
Eksistentielt grundvilkår
Men sådan har det ikke altid været. For nok er ensomhed et grundvilkår, og vi er sat i verden alene, men følelsen kan være svær at bemestre.
Det så vi også under den første nedlukning, hvor op til 25 procent af danskerne udtrykte, at de følte sig ensomme. Hvis coronavirussen går yderligere amok, og Storebæltsbroen lukker 23. december, kan mange komme til at være alene i julen, og jeg ved af egen erfaring, at det ikke er så morsomt.
Det kan føles som en ydmygelse at tilbringe højtider alene – medmindre det er selvvalgt. Så er det givetvis en befrielse. Er det ufrivilligt, kan det føles som et stykke højtbelagt smørrebrød med ensomhed og forladthed, der kan være svært at få ned, ikke mindst, hvis man er barnligt begejstret for gaver.
Fordi jeg selv stod uden familie som ung, har jeg haft juleaftener, hvor jeg fik nul og niks, og måske derfor gider jeg ikke høre på de sidste dages hellige prædike om geder og buy nothing day juleaften. Hvis jeg nogensinde får en dum ged, kaster jeg en atombombe i synet på den glade giver.
Men én ting er gaver, dem kan man bare købe til sig selv, noget andet er ensomheden, der ikke behøver opstå, fordi man af ulyksalige omstændigheder er blevet overladt til sig selv. Den kan også opstå, når man ikke kan finde døren ind til de fællesskaber, der kan blive ens egne – måske fordi de ikke findes endnu.
Nogle af os skal således 600 sider ind i beretningen om os selv, før vi møder mennesker, der oprigtigt kerer sig om os og ikke vil lave os om.
Eller før vi kommer hjem til os selv og usentimentalt kan føle os hjemme i verden uden at være sammen med andre.
Det er ikke pinligt at have det sådan, det er heller ikke uncool eller patetisk – det er et vilkår, og jeg er i dag taknemmelig for de familier og fællesskaber, jeg indgår i.
Men jeg er mest taknemmelig for min (nu knapt så) hemmelige superkraft, der både har ført mig langt ud på litteraturens verdenshave og dybt ind i den erkendelse, som »Moby Dick« fremkaldte. Uden at fortvivle eller gå amok i sindssyge som kaptajn Ahab, der ender med at blive trukket ned af hvalen i Melvilles uopslidelige klassiker.
