Lene Beier: »Da lægen ikke ville kigge mig i øjnene, blev jeg for alvor bange«

Lene Beier elsker at leve, men hun har en indre uro, hun har svært ved at tæmme. Berlingske mødte hende til en snak om indre dæmoner, ensomhed, beskyttertrang og en drukneulykke, der har sat dybe spor.

»Har en bekymring sat sig fast, kan jeg ikke slippe det igen. Det kan eksempelvis være frygt for sygdom, eller at en ulykke sker,« fortæller TV-vært Lene Beier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har du nogle indre dæmoner?

»Jeg har et lyst sind, og grundlæggende er jeg altid i godt humør. Der skal meget til for at vælte mig af pinden. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en egentlig dæmon, men jeg er ofte bekymret. Min krop er kronisk en lille smule i alarmberedskab. Sker der mon en ulykke med dem, jeg holder af? Frygten for at få et telefonopkald med en dårlig besked er konstant. Jeg har et behov for at være i kontrol over, at der er styr på de folk, jeg holder af. Det ligger altid latent lige under overfladen. Jeg har ingen sorte dæmoner, men jeg har en grundlæggende uro og en frygt for at miste.«

Det lyder besværligt altid at være så bekymret, hvor kommer det fra?

»Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år, og i mine teenageår skete der mange tragiske ting i min familie. Jeg mistede tre bedsteforældre, min onkel blev kørt ihjel, og min fætter druknede i Struer Havn. Han var kun tre år gammel. Jeg havde været sammen med ham hele dagen, og så druknede han om eftermiddagen. Jeg skulle til Grøn Koncert med nogle veninder, og blev ringet op og fik beskeden. Det var sort uheld, ingen kunne gøre for det, lynet slog bare ned, og det gik galt. Det er stadig så vanvittigt, at jeg ikke kan tage op på hans gravplads i dag uden at blive ked af det. Frygten for, at der skal komme et lignende telefonopkald, har jeg altid, jeg kan ikke komme af med den.«

»I det splitsekund jeg bliver bange, føles det, som om der er en ballon inden i mig, der punkterer. Det er den fornemmelse, jeg får rent fysisk«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvordan kommer den frygt til udtryk i din dagligdag?

»Hvis telefonen ringer på et mærkeligt tidspunkt, så når jeg at tænke, at nogen er død. Kører jeg på arbejde, og der kører en ambulance i den anden retning, så er jeg nødt til at ringe til min mand. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan stoppe mig selv. Det er en sikkerhedsadfærd. Jeg skal lige være sikker på, at den ambulance ikke kørte ud til os. Har min mor ungerne med på stranden, og der går usædvanligt lang tid, så skal jeg lige tjekke, om alt er OK. Måske kunne en af dem være druknet.«

I mine følelsers vold

Hvis du altid er i alarmberedskab, har det så ikke hæmmet dig?

»Jo, i høj grad. Jeg er også ekstremt bange for at flyve. Jeg kan ikke lytte til fornuft. Jeg har forsøgt psykolog, hypnose, og jeg har været på fobiskole. Der er intet, der virker 100 procent, kun hypnosen har effekt. Det er, som om jeg ikke tør give slip på frygten, for jeg er bange for, at hvis jeg giver slip, så sker det. Det er blevet markant værre, efter jeg er blevet mor. Måske fordi jeg var ved at miste min søn under fødslen. Under den fødsel fik jeg kløer, og de har været der lige siden. En beskyttertrang. Det er, som om jeg ikke vil lytte til fornuften, jeg er altid i mine følelsers vold. Mine bekymringer er jo ikke rationelle. Fly styrter jo ikke ned hele tiden. Helt inderst inde vil min krop ikke lytte til det. Slipper jeg frygten, så går det galt. Da ungerne var små, boede vi på 5. sal. Skulle de passes, kunne jeg komme i tanker om at ringe med en fesen undskyldning for at få min mor til at tjekke, om haspen var sat på vinduerne. Altid har jeg en undskyldning klar, for jeg kan ikke engang stå ved det. Jeg stoler hundrede procent på min mor, så derfor er det virkelig underligt, at jeg har det behov.«

Hvad betyder det for dig, at du har det på den her måde, er det noget du skammer dig over?

»Det er da mega pinligt. Det er jo ikke, fordi jeg ikke stoler på folk, men jeg har fået overbevist mig selv om, at hvis jeg har tænkt tanken og ikke gør noget ved det, så er det, at det går galt. Så kan ulykken decideret være selvforskyldt. Det er så irriterende. Jeg ser ulykkerne for mig.«

Du siger, at du grundlæggende altid er i godt humør, hvad er det så, der kan skubbe dig ud over kanten?

»Jeg har meget svært ved at slippe frygten. Jeg er ikke nostalgisk og bærer ikke nag. Har en bekymring sat sig fast, kan jeg ikke slippe det igen. Det kan eksempelvis være frygt for sygdom, eller at en ulykke sker. Jeg har selv en kronisk sygdom. Jeg har ikke noget stofskifte og har tidligere været meget syg, og jeg var ved at dø af det. Jeg vidste selv, at jeg var syg, men ingen ville høre på mig. Jeg har bildt mig ind, at jeg har en form for sjette sans. Jeg har også fået bildt mig selv ind, at jeg altid skal lytte til den sans, og det gør jeg også, når den ikke burde blive lyttet til. «

Bange for at blive alene

Har du søgt hjælp til at finde en måde at bearbejde alle dine bekymringer?

»Ja. Jeg har arbejdet meget med mine bekymringer. Grunden til, at min frygt er hægtet ekstra op på flyskræk, er, fordi det er den ultimative katastrofe. Jeg får det fysisk dårligt, hvis jeg hører om en flyulykke. Jeg skal tjekke, hvad det er for en flytype, og hvilken strækning det er sket på. Jeg har flyselskaber, jeg ikke kan flyve med, destinationer jeg ikke kan flyve til. Jeg har engang, da jeg var ung, nægtet at gå ombord på et fly i Sydney, fordi flyet så gammelt ud. Jeg skulle lave »Landmand søger kærlighed – Jorden rundt« sidste år, og vi skulle til Afrika. Jeg var nødt til at ringe til min chef og sige, at jeg ikke kunne flyve med et bestemt fly. Jeg kunne ikke mellemlande i Afrika. Det er jo mega pinligt som voksent menneske at skulle ringe til sin chef og sige, at man ikke tør. Men jeg er blevet bedre til at kontrollere mine tanker og bruge hypnosen.«

»Vi skal sejle i sommerferien, og jeg er nødt til at tage hjem før tid, fordi jeg skal på arbejde. Min mand skal sejle videre med børnene, og det er der ikke noget galt i. Men jeg tænker allerede på, om en af ungerne mon vil gå i søvne på båden, og Anders ikke hører det. Man skulle tro, jeg var bindegal, men jeg kan ikke lade være.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvis du kun slår den rationelle fornuft til, hvad tror du så det er, du er så bange for?

»Jeg er bange for at blive alene. Jeg er bange for at miste dem, jeg elsker. Det, jeg frygter allermest, er ensomheden og det at være alene uden min familie. Jeg havde en periode under coronaen, hvor jeg ringede til ensomme mennesker. Det var spændende og interessant at tale med folk og føle, at jeg kunne bidrage med noget. Skræller man det øverste lag af, så handler det om, at det netop er det, jeg selv frygter mest.«

Hvordan kan det være? Har du tidligere oplevet at være ensom?

»Ja, det har jeg – ikke ofte, men jeg kender følelsen. Jeg kan godt føle mig ensom, til trods for at jeg har mennesker omkring mig. Jeg kan være i et selskab, hvor jeg føler, jeg ikke passer ind. De ensomme, jeg talte med, de sagde alle sammen, at coronakrisen gjorde det nemmere at tale om ensomheden, fordi vi alle var kollektivt ensomme. Så er det måske nemmere at sige højt, at man har følt sig alene. Jeg frygter at blive alene. Jeg er et følemenneske. Jeg er meget ekstrovert og har altid været det, jeg er ikke skabt til at være alene.«

Kravlede ind i skyggerne

Har du nogensinde været i en situation, hvor du har været virkelig bange?

»Da jeg skulle føde min første søn, var jeg enormt bange for at miste ham og faktisk også mit eget liv. Han sad fast under fødslen. Han var alt for stor og kunne ikke komme ud. Han sad fast i lang tid med skulderen. De måtte tage ham med en hård kop og brække hans kraveben. Jeg tabte to liter blod under den fødsel, og det var meget tæt på at gå galt. Han sad fast nede i fødselskanalen, så det var for sent at lave kejsersnit. Min mand, Anders, blev bange, og det sker ellers aldrig. Der var jeg virkelig bange.«

Hvad var det specifikt, du frygtede lige i den situation?

»Jeg var bange for at miste ham. Der var rigtig mange mennesker på stuen. Man må trække fem gange, når barnet skal tages med sugekop. På femte træk, fik de ham ud med hovedet, men han sad fast med skulderen i klemme. Jeg kan huske en af lægerne i rummet. Da lægen ikke ville kigge mig i øjnene, der blev jeg for alvor bange. Skal man have en dårlig besked, og folk undviger ens blik, så ved man, der er noget galt. Måske havde han bare travlt og havde ikke tid til at forklare sig. Jeg kunne intet gøre, jeg lå bare. Jeg gik ind i mig selv og så det udefra. Jeg lukkede i. Jeg var ulideligt bange. Jeg kravlede ind i skyggerne, og min krop lukkede sammen. Det sker kun i ekstreme situationer, at det bliver så slemt. Men han kom ud og vejede 4.500 gram og var 57 cm lang. Alt endte godt.«

Hvordan reagerede du efterfølgende, og satte den oplevelse spor?

»Jeg er glad for, at jeg var i en babyboble, ellers havde det været svært at komme igennem. Jeg havde tid til at bearbejde det, og jeg fik tilbudt traumesamtaler. Det mindede mig om, da jeg var syg. Angsten for at dø og for at miste kom op igen. Heldigvis skete der ikke andet end det brækkede kraveben. Men det var der, jeg groede de der kløer, og jeg vil altid være bange for at miste mine børn.«