Lasse Marker: De identitetspolitiske stemmer, der kæmper imod historiske uretfærdigheder, risikerer selv at stå på den forkerte side af historien

Når aktivister vandaliserer og fjerner statuer af historiske personer, de finder uacceptable, er det ikke længere de stærkeste argumenter, men de stærkeste følelser, der vinder.

By & Havn sender en dykker i vandet og hejser en statue af grundlæggeren af Kunstakademiet i København op af Københavns Havn fredag den 6. november 2020. Fredag morgen kom det frem at en anonym aktivistgruppe havde smidt statuen af Frederik V i havnen. Busten af Frederik V står normalt på Kunstakademiets Billedkunstskole. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge offentliggjorde kunstmediet idoart.dk en video, hvor en gruppe anonyme billedkunstnere stjæler en buste af Det Kongelige Danske Kunstakademis grundlægger, Frederik V, og smider den i Københavns Havn.

Ifølge Politiken kan Københavns Politi ikke bekræfte, at det er studerende på skolen, der har begået hærværket, men i videoen skriver aktivisterne:

»Ved at sænke Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar – ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder, hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag.«

Kulturminister Joy Mogensen (S) har fordømt handlingen og skriver på Facebook, at »Kunstakademiet kan have et problem med identitetspolitiske strømninger«.

Sagen er blot det seneste eksempel på den »cancel culture«, der det seneste år har ført til vandalisering og fjernelse af statuer i USA og Storbritannien, som har forbindelse til slaveri.

Lasse Marker

»De bruger metoder, der lugter af totalitarisme, til at sætte egne politiske dagsordener, hvor det ikke længere er de stærkeste argumenter, men de stærkeste følelser, der vinder.«


Sagen minder således om Black Lives Matter, der under en demonstration i den britiske by Bristol væltede statuen af slavehandleren Edward Colston og smed den i havnen.

Historien indskriver sig desuden i en større identitetspolitisk tendens, hvor vi de seneste år har oplevet sager, der spænder fra omskrivning af Astrid Lindgrens »Pippi Langstrømpe«, hvis far ikke længere må omtales som »negerkonge«, til fængsling af den svenske kunstner Dan Park og destruktion af hans kunstværker, der blev opfattet som racistiske.

Hvis man går videre ned ad den sti, kan man spørge, om statsministerens bolig, Marienborg, skal rives ned, da den oprindeligt blev bygget til slavehandleren Olfert Fischer? Skal vi holde op med at læse Karen Blixen, fordi det i litterære kredse diskuteres, om hun var racist? Eller skal museerne holde op med at udstille den verdensberømte kunstner Emil Nolde, fordi han var nazist?

Man kan ikke ændre historien ved at fjerne den eller omskrive den, ligesom kunstnerisk kvalitet ikke afgøres af kunstnerens moral. De identitetspolitiske stemmer, der kæmper imod historiske uretfærdigheder, risikerer derfor selv at komme til at stå på den forkerte side af historien.

De bruger metoder, der lugter af totalitarisme, til at sætte egne politiske dagsordener, hvor det ikke længere er de stærkeste argumenter, men de stærkeste følelser, der vinder. På den måde bliver de undertrykte selv undertrykkere. Det er en farlig tendens, der truer den demokratiske samtale, og det er derfor godt, at kulturministeren har fordømt tyveriet og hærværket imod busten af Frederik V. Det samme bør resten af kunstverden gøre.