Lægen Lise-Lotte Hergel: »Nu peger pilen på os selv. Hvad har vi gjort ved vores egne døtre?«

Mødre er irriterende. Kærlige, besværlige, omsorgsfulde, invaderende – og for meget. Alt for meget til stede eller alt for lidt til stede. Og for nogle døtre måske helt fraværende. Men de er og bliver vores skæbne.

Hvor er det, vi rammer ved siden af og slår os på hinanden? I en relation, der ud over kærlighed er præget af forventninger, skuffelser, fordomme, selvværd, alliancer, glansbilledhistorier, konflikter, skyld og skam.

»Mor – om at være en og have en« er titlen på en ny bog, hvor praktiserende læge Lise-Lotte Hergel sammen med sanger, komponist og tekstforfatter Helle Henning udforsker relationen mellem mødre og døtre. Bogens forfattere understreger, at de ikke kun har ønsket at udforske, men også at udfordre »en helt universel relation. Den kærligste, men også den sværeste og mest komplekse, der findes«.

»Uanset hvor meget vi gør os umage, vil vi komme til at påvirke vores døtre. Ikke bare med alt det gode – og det er der forhåbentlig meget af – men også med alle vores ubevidste fejl og mangler, som det bliver vores døtres åg at bære. Præcis som det har været vores lod fra vores egne mødre,« siger Lise-Lotte Hergel, der mener, at der er sket noget med den måde, vi som mødre til voksne døtre i dag oplever os selv på, når vi ser tilbage.

»Vi kan sige til dem: »Jamen, vi gjorde vores bedste, og vi kunne ikke gøre det anderledes. I øvrigt kan vi ikke gøre det om. Måske dummede vi os, måske skulle vi have været til stede på en anden måde«. At vi i dag ikke kan gøre det om eller ændre på noget, fordi det er for sent, er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke kan tale med vores døtre om de valg, vi traf gennem deres barndom og teenageår. Dét er selve vejen til at skabe en helt afgørende forståelse i bestræbelserne på at få den bedst mulige relation,« mener hun.

Nu peger pilen på os selv

Begge forfattere er født i 1962, de har hver to voksne døtre – og forfatterne er selv døtre.

»Før vi blev mødre, var det så utrolig enkelt at sætte den kritiske finger på vores egne mødre. Det har vi brugt mange timer på, men nu peger pilen tilbage på os selv. Hvad har vi gjort ved vores døtre? I timevis taler de med deres veninder om os. Måske. Det er i hvert fald, hvad vi håber, de gør,« siger Lise-Lotte Hergel.

Ifølge forfatterne er det ikke en bog om dysfunktionelle relationer, men om, hvad mødre og døtre gør ved hinanden, fordi de er så forbundne.

»Det har en konsekvens for vores døtre, hvordan vi har gjort det. Vi har været rollemodeller for dem, men nu er de voksne og i færd med at skabe deres eget liv.«

Lise-Lotte Hergel peger på den uundgåelige og nødvendige adskillelse som noget helt centralt.

»Mødre og døtre er symbiotisk forbundne. I hvert fald i nogle år. Som mødre er vi »caretakers«, vi er grænsesættende, har »magten« og lærer vores døtre at være i livet. I min reptilhjerne er adskillelsen værre for mig, end den har været for mine to døtre. Men symbiosen er en illusion. Der skal ske en naturlig adskillelse, og her er det helt afgørende for relationen, at den foregår så ordentligt som muligt,« mener Lise-Lotte Hergel og understreger, at det forudsætter en gensidig forståelse.

»Mor-datter-relationen er en dynamisk proces fra generation til generation formet af den tid, man selv er vokset op i. Herunder også nogle af de valg, der er blevet truffet.«

I bogen kommer de to forfattere med eksempler fra deres eget personlige liv.

»Da min yngste datter var en halvstor pige, var jeg en del ude at spille om aftenen og tænkte, at hun selv havde travlt med sit,« fortæller Helle Henning.

»Men i en periode sagde hun alligevel ofte til mig, at hun ville ønske, jeg bare var derhjemme og sad nede i stuen og så TV, ligesom alle de andres forældre gjorde. Jeg følte mig uberettiget anklaget og prøvede slet ikke at forstå, hvad det egentlig handlede om for hende. Jeg respekterede ikke hendes behov for og ønske om, at jeg var mere til stede og mere nærværende. Jeg så ikke, at jeg skulle have forsøgt at ændre på det.«

Min mor lagde os på is

Helle Henning mener ikke, at adskillelsen er blevet lettere fra hendes egen mors generation til den, hun selv har skullet igennem med sine egne to døtre.

»Min generation af mødre har været langt bedre til at tale om følelser med vores døtre, end vores egne mødre var. På den måde er relationen forandret mellem de to generationer og måske derfor også vanskeligere. Vi har været tættere på vores døtres liv og vidst mere om det, mens det ikke var mange følelser, som jeg udvekslede med min mor.«

For Lise-Lotte Hergel er der en væsentlig forskel på de år og den tid, hvor hun selv skulle skabe et arbejdsliv og en karriere og samtidig være mor for sine to døtre. Og til den måde, som mange af nutidens unge mødre anskuer deres familie- og arbejdsliv på.

»Jeg ser en ny generation af unge kvinder, som i høj grad forholder sig til, hvad vi – deres mødre – har gjort. Noget tyder på, at de foretager en anden prioritering. Sat på spidsen, så er familien for dem ikke bare et appendiks til arbejdslivet. Der er flere mænd på barsel, og den nye generation af kvinder er i fuld gang med at finde frem til, hvor familien skal være i dag. Hvor de selv skal være i dag. Derfor skal vi mødre øve os i, at vi ikke længere skal have en opdragende funktion. Det er ikke længere vores kald at korrigere eller påpege, hvad der er vores døtres udfordringer, og hvad vi synes, de skal gøre anderledes.«

Mange år efter at Lise-Lotte Hergel og Helle Henning selv blev voksne og flyttede hjemmefra, har erindringerne om relationen til deres mødre ikke sluppet deres tag i dem.

»Både min søster og jeg har været lagt på is mange gange efter et forsøg på at tage en snak med hende eller ved forsigtigt at lufte noget, der i vores øjne var uberettiget kritik,« husker Helle Henning.

»Hvis hun blev vred eller syrlig over det, man havde sagt, kunne der gå dage – nogle gange uger – hvor man ikke hørte fra hende. Hun styrede med sin tavshed.«

Ifølge bogens forfattere handler det også om mod, hvis vi gerne vil tage de store samtaler med vores egne mødre.

»Vi må starte med at turde tage dem med vores døtre. Jo tidligere vi øver os i at turde snakke om det, der er svært – det gælder også, når temaet er os selv – jo større er chancen for, at vi vil blive ved med at kunne. Også når vi selv bliver gamle mødre.«