Kvinder skal ikke længere males smukke: »Folk, der har en nøgen kvinde hængende på væggen, må føle dårlig samvittighed«

Kunstneren er ikke længere en mand med alpehue, der betragter en ung, afklædt muse. Rollerne er skiftet ud, og det får også betydning for måden, kvinder males på. »Nu tilhører magten os alle,« siger en af de billedkunstnere, der arbejder på at få flere grimme kvinder i kunsten.

»Som billedkunstner kan du føje noget nyt til et portræt. Du kan vide noget om den person, du maler, som vedkommende ikke engang selv er klar over. Den viden kan du lægge ind i billedet. Det var den magt, de gamle mandlige malere havde, men nu tilhører den os alle,« siger Birgitte Vad. Bag hende står gallerist Anne Riber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Endelig tør jeg gøre det, som jeg føler, er rigtigt. Med alderen er jeg omsider ligeglad med, om der skal stå nogle kloge mennesker og sige, at jeg ikke har fattet noget som helst.«

Billedkunstner Mie Olise Kjærgaard sætter hænderne i siden af den store himmelblå skjorte og kigger på lærredet foran sig. En gruppe kvindelige demonstranter kigger tilbage. Deres demonstrationskilte hviler op mod deres lyserøde uniformer, deres ansigter er  koncentrerede. Billedet forestiller suffragetter i kamp for stemmeret til kvinder. Men for den 45-årige billedkunstner handler kampen om noget andet.

Det handler om at gøre op med de idealiserede billeder af kvinder som smukke, stille muser.  Kvinder skal skildres, som de er: aktive, handlende, konfronterende. Men det kræver mod at gøre det.

Anne Riber, gallerist

»I bund og grund har kunsten længe handlet om at male den skønne muse. Det er samtidskunsten ved at hacke. «


»Jeg kommer fra en lille by på Mors, jeg er den første, der er blevet student i min familie, og jeg kendte ingen i kunstmiljøet, da jeg begyndte. I begyndelsen var den bedste kompliment, jeg kunne få, at jeg malede som en mand, for jeg havde da godt regnet ud, at det ikke duer at være kvinde i branchen.«

Ifølge Mie Olise Kjærgaard har mange af hendes kvindelige kollegaer leget med tanken om at få et maskulint alias. Andre – som hende selv – har forsøgt at passe ind ved at være diskrete eller ved at arbejde igennem.

»Men sådan har jeg det ikke mere. Når mine gallerister siger, »du maler godt nok meget med lyserød«, svarer jeg: »Ja. Lyserød er en fantastisk farve, den løfter alle de andre farver. Uanset hvad du sætter ved siden af, vil lyserød løfte den op«.«

At stå på en kunstmesse og diskutere kvindekroppe

Det er ikke kun på Mie Olise Kjærgaards lærreder, at de stirrende, aktive kvinder vinder frem.

På Format Artspace i Nansensgade hænger kvinderne også til skue, malet af Birgitte Vad, der i parentes bemærket også har portrætteret sin egen afklædte ægtemand.

»Jeg er ikke ude i en forkromet kvindekamp mod mændene, jeg vil bare gerne vise kvinder, der kigger tilbage uden skam. Ligevægtige og som står ved sig selv,« siger Mie Olise og siger, at de grimme, naturlige og handlende kvinder nok er den sidste bastion, der skal indtages. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Budskabet er klart. Kunstneren er ikke længere en mand med alpehue, der betragter en ung, afklædt kvinde. Rollerne er skiftet ud, og det får også betydning for måden, kvinder males på.

»Jeg er ikke interesseret i det perfekte,« fastslår Birgitte Vad og betragter de mange små portrætter, der er ved at blive hængt op på galleriets hvidkalkede vægge.

Her er veninder, der tilbagelænet og med spredte ben nyder solen, og andre, der slænger sig i en sofa. Birgitte Vad er optaget af det dagligdags, det naturlige. Tidligere har hun malet kvinder med kropsbehåring, skæve bryster og deller. Ikke kun fordi det er sådan, vi ser ud.

»Synet på kvinder har også ændret sig,« forklarer Birgitte Vad.

»Vi ser os selv på en anden måde. Vi ser kvinder med magt, vi ser kvinder, der tør være uskønne. Som billedkunstner kan du tilføje noget nyt til et portræt. Du kan vide noget om den person, du maler, som vedkommende ikke engang selv er klar over. Den viden kan du lægge ind i billedet. Det var den magt, de gamle mandlige malere havde, men nu tilhører den os alle,« siger Birgitte Vad.

Hun suppleres af sin gallerist, Anne Riber, der går i baggrunden og slår streger på væggen.

»Da vi udstillede Birgittes seneste billeder, fik jeg enormt mange spørgsmål fra de mandlige gæster. Hvorfor har den kvinde kun et bryst, hvorfor er denne kvindes bryster ikke lige store? Pludselig stod jeg på en kunstmesse og talte om kvindekroppen. Det var fantastisk – også fordi det viser, at de kvindelige kunstnere er i gang med at tage kvindekroppen tilbage,« siger Anne Riber, der fastslår, at tiden kalder på et behov for »nye positioner«.

»I bund og grund har kunsten længe handlet om at male den skønne muse. Det er samtidskunsten ved at hacke. Det har foregået længe, men der er ekstra fart på udviklingen nu,« siger gallerist Anne Riber fra Format Artspace i Nansensgade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»I bund og grund har kunsten længe handlet om at male den skønne muse. Det er samtidskunsten i gang med at hacke. Det har foregået længe, men der er ekstra fart på udviklingen nu.«

Da den prostituerede kiggede tilbage

Det er Jacob Wamberg enig i. Kunsthistorikeren fra Aarhus Universitet kommer med den historiske forklaring.

»Det klassiske skønhedideal blev grundlagt i antikken, da mænd blev fremstillet nøgne og uden skam. Kvinderne fremstod til gengæld let blufærdige, når de af og til optrådte helt nøgne,« siger Jacob Wamberg og understreger, at den skønne krop udgør Antikkens højeste ideal.

Det handler om at være velproportioneret, det handler om orden. Kroppen skal passe sammen.

»Fra antikken og frem til 1800-tallet dyrkede kunsten i udtalt grad skønheden. Var der noget grimt, blev det brugt varsomt og med en klar mening. Man hengav sig ikke uden videre til grimheden,« siger Jacob Wamberg.

Billedet af »Olympia« var næsten en skandale, da det blev udstillet i 1860ernes Paris. Ifølge kunsthistoriker Jacob Wamberg var det et af de første billeder, hvor man så en kvinde, der frækt stirrede igen og ikke bare lod sig betragte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix.

Mens skønhedsidealerne ændrer sig gennem tiden, sidder det klassiske, antikke skønhedsideal stadig fast. Nutidens forskere har for længst konstateret, at vi nævner symmetriske træk som det vigtigste ved en smuk person. Vi kan også godt lide gennemsnitlige træk og ungdommelighed. Moderne videnskabelige eksperimenter har vist, at mennesker, der betragtes af andre med disse egenskaber, får et ordentligt skud af det lykkegivende hormon dopamin.

Andre ting har til gengæld ændret sig flere gange. I en periode skal kroppen være så frodig som muligt. Det gælder i renæssancen og barokken, hvor kvinder i stigende grad bliver malet uden tøj – ofte som et objekt for det maskuline blik, som Jacob Wamberg konstaterer. Og tilføjer, at nøgenhed er dobbelttydig.

Den britiske kunsthistorier Kenneth Clark har skelnet mellem nudes og naked. Hvor den første slags var den afklædte og naturlige krop, er naked den person, der føler sig udstillet og mangelfuld.

Birgitte Vad, billedkunstner

»Jeg tror, at folk, der har en afklædt, smuk kvinde hængende, vil føle dårlig samvittighed. Det kan du ikke længere.«


»Det første provokerende brud på det er måske Manets »Olympia«, der vakte enorm opsigt, da det blev færdig i 1867. Her var en kvinde, der stirrede lige tilbage på publikum. En kvinde, der tydeligvis var prostitueret men ikke havde skam. Som ikke bare blev betragtet, men som også betragtede andre.«

Da »Olympia« blev udstillet, var kvinderne stadig forment adgang til kunstskolerne, og det var derfor stadig mænd, der holdt penslerne.  Det ændrede sig for alvor 100 år senere, da feminismen blussede op.

Her kommer det grimme.

Ifølge Jacob Wamberg sker der en masse op gennem det 20. og 21. århundrede, hvor kunsten bliver fyldt af det grimme, deforme og mærkelige.

Jacob Wamberg nævner en stribe kvindelige kunstnere, der bryder med traditionen for at skildre kvinder som et skønhedsobjekt. Som den amerikanske fotograf Hannah Wilke, der fik cancer og skildrede sit eget sygdomsforløb og sin slidte krop i en række billeder, som havde »et stort tragisk nærvær«, som Wamberg siger.

Den amerikanske kunstner Hannah Wilke brugte sig selv og sin alvorlige kræftsygdom i sine værker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Også mænd har forsøgt sig med det. Jacob Wamberg nævner Lee Friedlander, der fotograferede kvinder med meget kønsbehåring. Det var i 80erne, alligevel er den slags stadig kontroversielt, mener Birgitte Vad.

»Vi sidder stadig fast i en idé om, hvordan kvinder skal se ud. Hår under armene er jo meget udskældt. Hvis du kommer i en kjole, der viser ubarberede armhuler, bliver det betragtet som et statement

Ifølge Birgitte Vad sker der dog noget lige nu. Det har ramt andre dele af verden, og nu mærkes det også indenfor kunsten. Man holder op med at kigge på det perfekte.

»Jeg tror, at folk, der har en afklædt, smuk kvinde hængende på væggen, må føle dårlig samvittighed. Det kan du ikke længere.«

Hvorfor ikke det?

»Af samme grund som du ikke længere bare hyrer en mandlig advokat. Jeg udvælger kvindelige advokater, hvis jeg skal bruge en. Skal jeg låne en bog på biblioteket, er jeg bevidst om at jeg ikke bare tager en mandlig forfatter. Og hvis jeg maler en kvinde, kan det være en kvinde, der får lov til at slappe af på sofaen, fordi hun endelig er færdig efter sine huslige pligter.«

Det perfekte er ikke interessant

Spørgsmålet er, om der stadig er så meget at gøre op med. Har vi ikke allerede set de trætte husmødre, de ødelagte kroppe. Det er Jacob Wamberg ikke sikker på. Han mener stadig, at der er en kamp at kæmpe.

»Man kan sige, at vi har beskæftiget os længe med emnet, alligevel mangler der noget. For få år siden hyrede forfatterinden Kristina Hagen en body double, der kunne tage ud og holde foredrag, så hun slap for at blive betragtet som en køn krop. Det viser jo, at kvinder stadig er underlagt en bedømmelse af deres udseende – især hvis det er godt.«

Ifølge Jacob Wamberg er dyrkelsen af det klassisk skønne stadig enorm i vores samfund. Af samme grund er det interessant, at det pæne og perfekte bliver stadig mere udgrænset i kunsten. Eller som Birgitte Vad siger – det perfekte er »kunstnerisk uinteressant«.

»Vi er i gang med at skildre hinanden på syrede måder. Det er ægte frisættende, at alt endeligt er muligt, og alt er tilladt,« siger billedkunstner Mie Olise Kjærgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Det er Mie Olise enig i. Men hun understreger også, at ændringen kommer i kraft af, at kvinderne har taget fat i penslerne.

»Jeg er ikke ude i en forkromet kvindekamp mod mændene, jeg vil bare gerne vise kvinder, der kigger tilbage uden skam. Ligevægtige og som står ved sig selv,« siger Mie Olise, der mener, at de grimme, naturlige og handlende kvinder nok er den sidste bastion, der skal indtages.

»Jeg tror, at ballet er åbent. Alle må lave de tricks på dansegulvet, de har lyst til. Der er også mænd, der maler grimme kvinder og tykke kvinder. Vi er i gang med at skildre hinanden på syrede måder. Det er ægte frisættende, at alt endelig er muligt, og alt er tilladt«.

Birgitte Vad »Jeg maler dig, jeg elsker dig« kan ses på Format Artspace, Nansensgade 35, København K frem til 26. september.

Mie Olise Kjærgaard udstiller på Enter Art Fair i Tunnelfabrikken i Nordhavn. Messen slutter søndag den 30. august. Hun udstiller i øvrigt på The Tennis Elbow i New York i oktober.