Julie Nord fik at vide, at hun skulle skrue ned for sig selv. Men succesen kom først, da hun gjorde det modsatte

Som ung studerende fik hun så meget kritik for sine værker, at hun overvejede at stoppe. Først da en lærer opfordrede hende til at gå linen ud, fandt Julie Nord sin stil. I dag er hun anerkendt for sine værker. Alligevel mener hun stadig, at branchen har et problem. Og det begynder med vores opfattelse af genier.

»Jeg kan da godt drømme om at gå op på atelieret og være en supersej minimalist, men det er jeg ikke. Jeg kunne lige så godt drømme om at blive en to meter høj basketballspiller,« siger Julie Nord, der har fået succes ved at gøre det modsatte af, hvad alle sagde, hun skulle gøre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Allerede på akademiet oplevede Julie Nord, at hendes tegninger ikke var fine nok. Ikke alene viste de små pelsdyr og drømmende, smukke piger – de var også tegnet med en fin, feminin tusch og ikke den brede, potente pensel, der kendetegner den »rigtige kunst«.

Hvis hun ikke havde bemærket det før, stod det klart i akademiårene, da en underviser viste en kunstforening rundt i værkstedet. Da de passerede Julie Nords værker, pegede underviseren ind og sagde: »Ja, det der kan sikkert blive til en udmærket julekalender.«

»Billedkunst er investeringsobjekter, og historien fortæller os, at det er mænd, man skal investere i, at det er mænd, der er de sande genier.«


»Det var tarveligt sagt, men det viser også, at jeg måtte kæmpe meget på akademiet. Flere af underviserne mente simpelthen ikke, at mine værker var elitære nok. De havde problemer med det feminine udtryk og med mine popkulturelle referencer. Holdningen påvirkede mig så meget, at jeg næsten overvejede at holde op,« fortæller Julie Nord, der fik modet tilbage, da hun fik Peter Land som gæstelærer.

»Han gav mig det bedste råd, jeg kunne få på det tidspunkt. Han sagde, at jeg skule gå linen ud. I stedet for at holde igen med det pigede og det fabulerende skulle jeg bare gøre det alt for meget.«

Det gjorde hun.

Salmevers og titler

Det er 19 år siden, at Julie Nord blev færdig på Kunstakademiet. I dag er hun en af Danmarks mest anerkendte kunstnere. Hendes sirlige, surrealistiske tegninger og akvareller hænger ikke bare på ARoS og Statens Museum for Kunst, men også på diverse udenlandske gallerier.

Motiverne blander yndige dukkebørn med en snigende, nærmest usynlig uhygge, der minder om gyserfilm og biedermeier. Stilen er fremavlet og forfinet gennem en lang karriere, der begyndte som en flugt i barndomsårene.

Da Julie Nord var ni år, fik hendes mor nyt arbejde i Vestjylland. Flytningen blev et chok for københavnerbarnet, der kom fra en moderne »70er-skole uden vægge, hvor vi hele tiden havde emneuger, og drenge og piger lignede hinanden«.

Lemvig var anderledes. Lærerne skulle tiltales med titel, og salmevers læres udenad. Ellers fik man et slag med linealen.

»At tegne er impulsivt. Du har en tusch, og du har en streg. Det passede mig godt. Så er der mere plads til alt det, jeg har inde i hovedet,« siger Julie Nord  Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Det var et miljø med nogle helt andre koder, der var ikke meget åbenhed over for det fremmede, og det var meget eksotisk at komme fra København – og ikke nødvendigvis på en god måde. Jeg blev meget dygtig til at gå under radaren og bare suge til mig af alt det, der foregik,« fortæller Julie Nord og understreger, at oplevelsen kom bag på hende:

»Jeg var slet ikke forberedt på, at verden blev så anderledes.  Det var en følelse af, at mit fundament blev revet fra mig på et splitsekund. Pludselig var jeg blandt folk, der levede anderledes og var anderledes.«

Hvad gjorde den oplevelse ved dig?

»Jeg blev god til at tilpasse mig og blev en mester i at afkode den virkelighed, jeg befandt mig i. Den oplevelse gav mig også fornemmelsen af, at jeg opbevarede en stor hemmelighed indeni. Det gør man jo, når man forsøger at agere ind i noget, hvor man ikke føler, at man hører til.«

Vestjyske kvinder og blå keramik

Julie Nord havde ikke kun store øjne. Hun havde også sine hænder og en levende interesse for tegning. Hendes værker fungerede som dagbogsnotater uden ord. Time efter time blev brugt på at læse tegneserier fra Lemvig Bibliotek og på at tegne det, hun så omkring sig.

»Jeg tog nogle mandagskurser sammen med en bunke pensionister, hvor vi sad og spiste småkager og tegnede efter Krøyer-billeder, og selvfølgelig sker der så det, der sker, når du bruger meget tid på noget – du bliver god til det. Derfor blev tegningerne også noget, jeg kunne få opmærksomhed på, når jeg nu hverken var håndboldpige eller noget andet smart.«

At tegningerne også var kunst, tænkte Julie Nord ikke over. Kunst var enten »noget ophøjet og meget Louisiana-agtigt eller nogle voksne kvinder i Vestjylland, der lavede blå keramik«.

Alligevel gik hun på kunsthøjskole ad to omgange, blev vældig interesseret i samtidskunst og søgte ind på Kunstakademiet som maler. Og så opstod problemet.

Julie Nord var allerede tidligt optaget af »Alice i Eventyrland«, og pigen, der udforsker nye verdener, gled langsomt ind i hendes. Ikke som et kønspolitisk statement. Alligevel var det sådan, det blev læst.

»Den oplevelse gav mig også fornemmelsen af, at jeg opbevarede en stor hemmelighed indeni.«


»Generelt har jeg haft en interesse for en opløsning af det velkendte og at undersøge konventioner, men det har aldrig været sådan, at jeg gik op på mit atelier og tænkte, at jeg ville lave noget decideret kønspolitisk. Selvfølgelig handler mine billeder også om køn, men jeg er mindst lige så optaget af at undersøge det øjeblik, hvor normaliteten går i opløsning. Og så har jeg altid været meget optaget af barndommen, og hvor meget den fylder for os alle sammen«.

Hvad forbinder du med barndommen?

»Den består jo bare af 12 år, men alligevel er den som en codriver for os alle sammen. At være barn indeholder en særlig sensitivitet. I barndommen skelner du slet ikke så meget mellem virkelighed og fantasi. Det skal du kunne som voksen, ellers er der noget galt med dig. Jeg er lige blevet 50 år, men jeg forsøger både at beholde den der barnlige undren og evnen til at forstå og formidle virkeligheden via det irrationelle.«

Men du følte, at din undersøgelse af barndommen blev misforstået på akademiet?

»Det var, som om folk kun så, at det var en pige på lærredet. Kønnet kom hurtigt til at fylde det hele. Jeg blev ofte spurgt til det på akademiet, og det var svært for mig at få samtalen videre end det. Det undrede mig. Mine mandlige kollegaer kunne sagtens lave værker, der handlede om pubertet eller barndom med motorcykler eller porno eller racerbiler, og der var aldrig nogen, der spurgte dem, om det var kønspolitisk. Det blev bare set som en undersøgelse af konventioner. Hvis jeg gjorde det samme ud fra »My Little Pony« og sløjfer, var det noget helt andet.«

Kvinder skal lide

Spørgsmålet er, om den læsning har ændret sig. I anbefalingen af Julie Nords værker skriver Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, at Nords værker er »et lille opgør med de konventioner, som særligt omgærder piger og kvinder. Konventionen om altid at være sød, pæn, lydig, pæn i tøjet, mild i blikket«.

Det er helt okay for Julie Nord. Så længe læsningen ikke stopper der. Hvis kun publikum ser pigerne, ser de ikke alt det andet. Og køn er stadig et problem i branchen. Kun to procent af den kunst, der sælges i verden, er skabt af kvindelige kunstnere, og museerne køber stadig mere kunst, der er skabt af mænd.

Billedkunstner Julie Nord på sit værksted på Edition Copenhagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Hele kunstbranchen er jo bundet op på kapitalen. Billedkunst er investeringsobjekter, og historien fortæller os, at det er mænd, man skal investere i, at det er mænd, der er de sande genier. Det ligger bare så dybt i os. Det er så få kvinder, der har fået Picasso-status,« siger Julie Nord og understreger, at kvinderne er fint repræsenteret på højskoler og kunstakademier.

»Men kvinder er ikke særlig godt repræsenteret i gallerier, og det er ikke dem, der får den ikoniske status på kunstmarkedet. Hvis det endelig sker, er det, fordi de er næsten mytologiske skikkelser som Hilma af Klint, der først blev opdaget, efter at hun var død, eller Louise Bourgeois, der var 82 år, før hun brød igennem. Hvis kvinder skal blive betragtet som store kunstnere, skal de helst være lidelsesskæbner som Frida Kahlo, der får mere legitimitet, fordi hun led. For kvinder bliver både kønnet og lidelsen en del af historien. Det ærgrer mig, fordi det flytter fokus fra værkernes kvalitet, og fordi det betyder, at vi automatisk tænker deres handicap som kvinder i kunstmarkedet med i vores læsning. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at det blev anderledes. Snart.«

Af samme grund støtter Julie Nord alle tanker om at lave kvoter, der sikrer, at museerne skal købe en vis andel af deres kunst hos kvindelige kunstnere. Ikke mindst for at sikre, at verden skildres mere sandfærdigt. Julie Nord er ikke bange for at kalde sig selv feminist. Hendes værker er dog mere end det.

»Jeg står gerne og siger, at vi skal væk fra patriarkatet, men når jeg tager op på mit atelier, er det altså noget andet end ligeløn, der styrer. Så handler det om at hoppe ned i kaninhullet og forsøge at opløse ikke bare omverdenens, men også min egen vanetænkning.«