Christina Hagen: »Der er lige så meget snæversyn blandt de veluddannede som blandt de danskere, der sidder foran deres campingvogn og drikker øl«

At smide offerkortet og føle sig krænket er den nemmeste måde at signalere status på i dag. Det mener Christina Hagen, der er aktuel med »Korrekthedsbibelen«. En bog, der viser, hvordan de mest tolerante endte som de mest intolerante.

bmr
Christina Hagen vil ikke fotograferes. Faktisk hader hun det så meget, at hun overvejer at droppe alle interview. »Men jeg fortæller ikke, hvorfor jeg har det sådan. Det vil bare få mig til at fremstå som offer. Det orker jeg ikke,« siger hun. Billedet er taget ved en anden lejlighed. På Kreta. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Lehmann

Christina Hagen gik stadig i folkeskolen, da hun fik at vide, at hun så verden helt forkert. Det var religionslæreren Kirsten, der ikke brød sig om den tegning, Hagen havde lavet.

»Hvor er Gud?« spurgte læreren og insisterede på, at han blev tegnet ind. »Du kan ikke sige, at han ikke findes. Han er jo i alting.«

Historien ligger mange år tilbage i tiden. I dag er der ingen, der fortæller Christina Hagen om Gud eller nogen anden. De kunne også bare prøve på det. Hagen ville nok ikke lytte.

»Jeg har et horn i siden på den politiske korrekthed,« som hun siger, da vi har sat os på Café Aroma, en spytklat fra Herning Banegård.

Hagen ønsker ikke at tage til hovedstaden, for hvis der er noget andet, hun er træt af, er det nemlig København. Især ideen om den.

»Der er lige så meget snæversyn blandt de veluddannede, dem, der ser »Deadline«, som der er blandt de danskere, vi altid har grint af, fordi de sad foran deres campingvogn og drak øl. Det første ser bare mere smagfuldt ud,« siger Hagen, som gentager det igen lidt senere.

De frelste har set sandheden

Der er stille i Herning sådan en torsdag formiddag. Bredgades rektangulære fliser keder sig på langs, og både Matas og de to velassorterede apoteker står næsten tomme hen. Kun på Brødrene Prices restaurant er der fyldt, men de serverer også steaksandwich med hjemmerørt mayonnaise til frokost.

Jeg har været på flere weekendture til Berlin, end jeg har været i Jylland, og det er mit første stop i Herning nogensinde, men Hagen kan ikke rigtig anbefale mig et sted at besøge.

»Her er det, man skal bruge, og ikke ret meget andet. Det kan jeg godt lide,« siger hun, da vi sidder på cafeen med hendes nyeste bog imellem os – »Korrekthedsbibelen«, hedder den. Titlen står hen over forsiden som et kors. Jeg beder hende forklare.

»I denne tid dyrkes korrektheden som en religion. Vi tror til gengæld ikke på ret meget andet,« forklarer Christina Hagen.

»Lige nu kan man tage enhver harmløs gerning og ethvert harmløst udsagn og vende det om til noget ondskabsfuldt. På den måde er der opstået en frelsthed, der minder om religiøs fanatisme. De frelste kan mene, at de er bedre end alle andre. At de har set sandheden. Er man uenig, er det, fordi man endnu ikke har indset, at man tager fejl.«

Hagen ryster på hovedet.

»Jeg bryder mig ikke om den opdeling af mennesker, ligesom jeg ikke bryder mig om renhed. Det dikterer, at noget er ideelt, og at noget andet, man skal forbinde med skam, er forbudt. Det er nok det, jeg har det sværest med. At vi ikke accepterer, at mennesket også indeholder det onde, det destruktive og det mindre pæne. At man gerne vil spalte det ubehagelige fra. Mit menneskesyn er lidt anderledes.«

Skam dig – for alt i verden

Man skal ikke have læst meget Christina Hagen, før man ved, at hun har et horn i siden på det politisk korrekte. Under lanceringen af »Jungle« skabte det en massiv debat, da hun selv indrømmede, at hun var infantil og overfladisk og tænkte racistiske tanker. Ifølge Hagen var hun interesseret i at stikke til den gruppe, der mener, at racisme kun er noget, der findes hos de andre, og som ikke tør indrømme, at alle tænker ubehagelige ting.

Interviewet førte til en længere debat om, hvad man må skrive og sige som dansk forfatter, men ifølge Hagen har det ikke haft nogen betydning for hendes forfatterskab. Hun ved jo godt selv, at stemmerne i hendes bøger ikke nødvendigvis kommer fra hende selv.

Det er heller ikke, fordi »Korrekthedsbibelen« virker kuet. Med skråskrift indeholder den en lang række stemmer, der opfordrer læsere til at skamme sig. Det kunne for eksempel være henvendt til dem, der bruger ordet »dødtræt«.

»Ordet er til for de vitterligt dødtrætte, Narkoleptikere og Mennesker med små Børn, som bliver holdt vågne om natten. Brugen af ordet af andre »bidrager til sproglig inflation og hvilket ord skal de, der vitterligt er dødtrætte, så benytte?,« som der står med skråskriftens passiv-aggressive ordenssans.

»Det er nok det, jeg har det sværest med. At vi ikke accepterer, at mennesket også indeholder det onde, det destruktive og det mindre pæne.«


Eller hvad med dem, der spørger kassedamen om vej til chokoladebarerne uden tanke for, at hun har et BMI, der ligger uden for normalspektret. »Det virker stigmatiserende at forbinde høj eller lav kropsvægt med viden om sukkerholdige Fødevarer«.

Christina Hagen griner, da jeg siger, at jeg selv tilhører den kategori af mennesker, der tænker over, hvorvidt kassedamen er overvægtig, før jeg spørger efter piskefløde og chokolade.

»Kan du ikke se, at det er fuldstændig absurd? Du lægger alt muligt andet ind i den situation, fordi du får inddelt verden i en masse kategorier, der modsiger hinanden,« siger Christina Hagen.

»Det mest absurde er så faktisk, at det hele er begyndt med, at en gruppe mennesker mener, at vi skal fremme tolerancen. Det gør de så ved at inddele verden i så mange enheder, at vi ender med at være ekstremt intolerante over for hinanden. De tolerante er blevet de intolerante. Der er meget lidt plads til at forstå, at andre mennesker kan se verden på en anden måde«.

Hvor mener du, at vi finder den slags mennesker?
»Det er mange steder lige nu, men jeg synes især, at vi ser det blandt de frelste, der – ligesom jeg selv – gerne vil være åbne over for indvandring og udsatte grupper, men som samtidig sidder og peger fingre ad dem, de ikke forstår. Som håner dem, der tager på solferier eller får lavet bryster. Man er intolerant over for den gruppe, man synes er dårlig smag«.

Ud med de privilegerede

Ifølge Christina Hagen går der en lige linje fra vores udskamning af andre mennesker til vores aparte fokus på privilegier. Det er nemlig blevet noget negativt være privilegeret. Også det er noget, man skal skamme sig over.

»Mange privilegerede personer forsøger at fremstå som ofre for at skjule, at de har, hvad de skal bruge. Men er det netop ikke privilegeret at have tid til at tale om den slags? Jeg kommer en del i Den Dominikanske Republik, og dér har folk altså ikke tid til at sidde og diskutere den slags, fordi de skal passe deres børn og tjene penge til at leve for. At sidde og diskutere, om andre mennesker har privilegier eller er privilegieblinde, er en øvelse for de privilegerede, der handler om at vise status på anden vis end ved at købe en Chanel-taske«.

Christina Hagen holder en pause, før hun spørger, om jeg egentlig ved, hvad det vil sige at være privilegeret. Selv mener hun, at det er et gummibegreb. Perfekt til tiden, faktisk.

»Det er i hvert fald meget forvirrende. Jeg ved ikke engang helt, hvad det betyder. Jeg ved bare, at det har noget med indflydelse at gøre. Eller med at være hvid. Ingen kan med stolthed sige, at der er privilegerede. ​Nu er det forbundet med skam.«

Stramhed i luksuslivet

Christina Hagen har faktisk ikke lyst til, at dette skal blive et interview, der handler om Jylland mod København. For hende handler det mere om magt end om by.

I hendes øjne har magthaverne forskanset sig bag det fordømmende blik. De udøver deres magt ved at trække offerkortet. Og Hagen har det svært med den slags magtudøvelse.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om hun aldrig selv spiller offer. Om hun som yngre, hypet forfatter ikke netop tilhører den samme elite, som hun kritiserer i sine bøger.

»Selvfølgelig spiller jeg selv offerkortet, se nu bare på min Kirsten-historie. Og jeg vil for eksempel helst ikke fotograferes. Hvis jeg fortalte hvorfor, ville du få en offerhistorie. Og jeg kan da også føle skam, når jeg rejser ud,« forklarer hun så og reagerer selv på sin historie.

»Men jeg synes, at det er fjollet, for det er en kliché. Jeg er langt mere depressiv end dem, jeg møder i Den Dominikanske Republik, og jeg føler skam over at have meget mere end dem, men det hjælper jo ikke dem, at jeg har det skidt med det. Det bliver pligtskyldigt, en følelse, man kan trøste sig selv med, når man har det stramt med sit luksusliv.«

Og så læner hun sig tilbage i stolen. Udenfor blæser vinden mod banegården. Gud er ingen steder at se.

»Korrekthedsbibelen« udkommer på forlaget Gyldendal fredag, hvor Berlingske anmelder den.