Kresten Schultz Jørgensen: Midten i folkestyret er vigtig, hvis man ikke blot vil skrige til hinanden

Midten er væk. Hvilket er lidt dumt i et demokratisk folkestyre, hvor kompromiser almindeligvis er vejen frem, skriver Berlingskes klummeskribent Kresten Schultz Jørgensen.

Kresten Schultz Jørgensen, Bylinefoto2011, Byline foto 2011, Bylinefoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Midten er væk, og jeg er hjemløs.

Det er rød mod blå. Kvinder mod mænd. Unge mod midaldrende. Ateister mod kristne mod muslimer mod jøder mod omskæring mod queers mod heteroseksuelle for slet ikke at tale om Jylland mod København mod kød mod planter.

Polarisering i folkestyret. Overraskende, hvis man havde vænnet sig til, at Danmark som et civiliseret samfund bygger på en vis forståelse for modpartens synspunkter. Og hvis man anerkender dannelsesbegrebet – det vil sige vekselvirkningen mellem menneske og samfund.

Er man en ressource for de større sammenhænge? Så er man dannet.

Kresten Schultz Jørgensen

»Jeg håber ikke, at vi står ved den afgrund, hvor klimaforandringerne, flygtningestrømmene og den økonomiske polarisering slet ikke længere er mulige at diskutere, fordi alle vælger side til fordel for sig selv.«


Der kniber det i dag. På hver side i polariseringen står indignerede mennesker og affærdiger hinanden som rene idioter.

Midten er væk. Hvilket er lidt dumt i et demokratisk folkestyre, hvor kompromiser almindeligvis er vejen frem. Midten er vigtig, hvis man ikke blot vil skrige til hinanden. Midten er afgørende, hvis man vil undersøge problemerne, veje tvivlen og måske endda selv blive klogere.

Men borte har taget nuancerne. Årsagerne? Jo, de sociale medier spiller en rolle, når hvem som helst har mulighed for at være kongen af bimmelim og give regeringen det glatte lag i kommentarsporet.

Og ja, den politiske samtale er udfordret, når de sociale medier er hovedleverandør af falske nyheder, kollektive stemningsbølger og ekkorum, hvor de allerede overbeviste bekræfter hinanden i både interessante synspunkter og det rene pip.

De rasende reaktionære sidder i én celle og samler beviser på, at klimaforandringerne er en løgn, og de hellige sidder et andet sted og forarges.

Men Facebook og Twitter er ikke hele forklaringen. En hovedforklaring er de samfundsforandringer – velstand, individualisering, rodløshed – der har gjort identitetsdannelse til et privat anliggende.

Identitetspolitikken er gift for folkestyret, fordi tingene ikke længere handler om substans, men om parternes seksuelle, etniske, demografiske identitet. Alle venter på at kaste dom over modparten ved den mindste blottelse. En genvej til sort/hvid tænkning. Forladt er ideen om det hele menneske.

Nu kan man jo indvende, at politisk uenighed er et grundvilkår for demokratiet. Klare standpunkter er en styrke, ikke sandt? Jo, men kun indtil en vis grænse.

Vælgerforskningen viser, at øget polarisering flytter borgernes fokus væk fra de gode argumenter og over på, hvem der er afsender af forslaget.

Det er en tendens, der får brændstof af identitetspolitikken. Mænd er krænkere, der venter på en anledning. Kvinder er hysteriske narcissister. Mænd er magtmaskiner. Kvinder er fulde af følelser. Lemmet er et våben. Kussen er frihed.

Homo mod hetero, fortid mod fremtid, de hvide mod de brune.

Midten er væk. Og måske fordi den aldrig var der? Fordi Platon, Aristoteles og Alexis de Tocqueville hver for sig havde ret i, at vi mennesker slet ikke magter demokratiet, fordi vi uvægerligt skejer ud i egne drifter?

Jeg håber det ikke. Jeg håber ikke, at vi står ved den afgrund, hvor klimaforandringerne, flygtningestrømmene og den økonomiske polarisering slet ikke længere er mulige at diskutere, fordi alle vælger side til fordel for sig selv. Fordi midten er væk. Fordi vi har glemt alt det, der forener os.