Inden vi drager ud for at opleve dyrelivet på savannen, så lad os først tale om elefanten i rummet, som amerikanerne siger: Er det sikkert selv at arrangere en safarirejse til Sydafrika?
I vores tilfælde var det både sikkert og problemløst. Men vi havde også allieret os med en safari-lodge, der stod for transporten mellem Johannesburg og Kruger National Park ca. 400 km mod nord samt overnatning i forbindelse med flyveturene fra og til Danmark. Jeg vil ikke anbefale, at man selv tumler rundt i Johannesburg, der er præget af tårnhøj kriminalitet, og tager den alene i lejebil nordpå. Så skulle den gnu være barberet.
Hold op, hvor kan det være koldt i Afrika! Klokken er 05:30, og min søn og jeg sidder pakket ind i tæpper i den mørkegrønne safaribil, der de næste otte timer skal køre os og fire andre af safari-lodgen Hippo Hollows gæster rundt i Kruger National Park.
Vi ankom til Sydafrika i forgårs, og det er allerede den anden safaritur, vi skal ud på. Vi blev hentet i lufthavnen i Johannesburg og kørt til en stor, gammel villa, hvor vi skulle overnatte. Her var blot seks gæsteværelser, og aftensmaden blev indtaget omkring et fælles spisebord. Men svært hyggeligt var det.
Morgenen efter blev vi kørt videre til et opsamlingssted, hvor en turistbus ventede på os og andre gæster til Kruger National Park. Derpå gik turen gennem først Johannesburgs fattige forstæder, siden landbrugsområder, øde bushlandskaber og til sidst bjerge og plantager, inden vi om eftermiddagen nåede til Hazyview, hvor vores safari-lodge lå – blot en halv times kørsel fra en af indgangene til nationalparken.
Hippo Hollow fandt vi via Kruger Park Travel, der arrangerer safariophold i mange prisklasser. Vi havde valgt et firedages ophold i en kategori lidt over middel og blev positivt overraskede. Logden består af en flot hovedbygning med reception, spisesal og lounge samt klynger af rummelige bungalows samlet omkring græsplæner med pool.
’Pas på flodheste og krokodiller,’ stod der på advarselsskilte – og det var alvorligt ment: Hippo Hollow ligger ganske tæt på et vandløb, og især flodhestene har for vane at komme på besøg for at græsse på resortets plæner.
Vi nåede lige at få pakket ud, inden vi skulle på den første korte tur ind i nationalparken.
Savannens McDonald’s
»Se, kafferbøfler!«
Min søn pegede, og ganske rigtigt, i en lavning med græs stod en lille flok af de store bøfler med tykke horn, der får dem til at se ud, som om de har midterskilning.
De gumlede uanfægtet videre, mens vi fortsatte ud ad en af de veje, der gennemskærer denne del af nationalparken. Kruger National Park dækker 20.000 kvadratkilometer, men turister har kun lov til at besøge et lille hjørne. Resten er forbeholdt dyrelivet og de parkbetjente, der laver naturpleje og holder udkig efter krybskytter.
Vi passerede flere flokke af gyldenbrune impalaer med det karakteriske buede, hvide ’M’ på bagpartiet.
»Vi kalder dem Savannens McDonald’s,« smilede vores chauffør og guide: »De er alle vegne og er en slags fastfood for rovdyrene.«
Og ja, der var så mange af dem, at vi snart blot registrerede deres tilstedeværelse. Noget mere benovede blev vi, da vi måtte stoppe for at lade en elefantflok med 14 hunner og unger passere vejen. De voksne hanner lever alene, mens hunnerne og ungerne indgår i grupper med meget stærke familiebånd.
Elefanter, savanne, så langt man kunne se, giraffer længere fremme og tør eftermiddagsvarme. Følelsen af at være i Afrika var intens.
Og nu sidder vi her i morgenmørket, smårystende af kulde, i en af fire safaribiler og er klar til endnu en dag på savannen. Vi har været inde i spisesalen for at hente den morgenmad, vi skal spise inde i nationalparken om nogle timer. Og netop morgenmad er årsagen til, at vi skal af sted så tidligt. Altså rovdyrenes. De foretrækker at jage, inden heden for alvor sætter ind og gør dem sløve. Det ved byttedyrene, men de er nødt til at bevæge sig hen mod vandhullerne for at drikke i den korte skumring, hvor de ikke er så udsatte som i det afslørende sollys senere på dagen – især her i det tidlige forår, hvor buske og småtræer endnu ikke er dækket af blade, som man kan skjule sig bag.
Morgenturen gennem Hazyview er fortryllende. I det aftagende mørke er folk på vej langs landevejen til arbejde, marked eller skole. Der er ingen organiseret offentlig transport, så for de fleste er det af sted på gåben. Ofte mange kilometer. Ved madboder ulmer orange gløder fra bål, og souvenirsælgerne er klar til at falbyde træfigurer af dyr og T-shirts med farvestrålende mønstre, men ingen af vores biler standser. Det gælder om ikke at komme bagest i køen ind til nationalparken.
Hyænebesøg hos leoparderne
De første dyr, vi får øje på, er vores venner fra i går, impalaerne. I flere af flokkene er der også zebraer. Det er praktisk for alle. Jo flere vagtsomme øjne og ører desto bedre.
Lige nu er her forbløffende stille. De eneste lyde er det knasende grus under safaribilens dæk og skratten fra guidens walkie-takie. Guiderne varsler hinanden, når de får øje på noget specielt. Oftest løver eller næsehorn, for mange er opsatte på at se ’the big five’ – løve, elefant, næsehorn, leopard og kafferbøffel – der var de farligste dyr at jage for fortidens storvildtjægere. Personlig synes jeg, at det er noget pjat at være så fokuseret på de fem, når Kruger har så mange andre spændende dyr og utallige fugle med smukke farver.
Jeg bliver dog ret spændt, da vores guide speeder op og fortæller, at der er spottet et leopardpar forude. Vi er snart fremme et sted, hvor der holder fire andre safaribiler, hvorfra der stikker kikkerter og lange kameralinser frem. Der peges ivrigt, og mens min søn sidder med en kikkert, bruger jeg zoomen i mit kamera til at søge efter rovdyrene.
Og dér, oppe i et træ et godt stykke borte, får jeg øje på en leopard. Den gyldne pels med sorte pletter træder tydeligt frem mod trækronens sølvgrå grene. Jeg zoomer helt ind og ser, at leopardens mund er rød af blod. Den har slæbt bagfjerdingen af en impala op i træet og sidder og mæsker sig. Under træet lusker den anden leopard rundt. Men der er ubehageligt selskab på vej, så den stikker af. Tre hyæner nærmer sig – de har kunnet lugte blodet på lang afstand og belejrer nu træet i det håb, at leoparden deroppe taber gazelle-stykket, så de kan kaste sig over det.
Langfingrede aber
Vi holder og nyder synet en stund, men derefter er det tid til vores morgenmad, som vi skal indtage i et afspærret område med restauranter og souvernirshop længere inde i parken. Pas på aberne, bliver vi advaret. De er mestertyve og kan på et splitsekund snuppe ens mad.
Men inden vi når så vidt, får vi endnu et ophold, da en løvehan er dukket op. Den spadserer stille og roligt langs vejen, og vi holder os respektfuldt på afstand. Så krydser den ind foran safaribilerne og nedværdiger sig lige til at kaste et blik bagud på de mange turister, der er ude af sig selv af begejstring. Det hele varer nogle minutter, og så er løven væk mellem buskene.
Da vi kort tid efter sidder bænket i spiseområdet, når jeg dårligt at sige ’hanløve’ til min søn, inden en abe har haft hånden ned i min morgenmadskasse og er stukket af med en yoghurt. Den stikker resolut en finger ned gennem folielåget og giver sig til at slikke yoghurt af fingeren.
Behold du den bare, tænker jeg. Vi har stadig to en halv safaridage tilbage, og derude venter næsehorn, giraffer, flodheste, bavianer, ørne, krokodiller, leoparder, gnuer og et utal af hjortedyr, gazeller og smukke, smukke fugle.
