Rejseliv var inviteret af Tanzania Tours og Turkish Airlines. De har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
Det evige paradis’ eller ’Det grønne hav’. Afhængig af hvem man spørger om navnet, når man er i Tanzania, får man forskellige svar. Men ifølge den oprindelige oversættelse fra masai-sproget maa betyder Serengeti ’De Uendelige Sletter’.
Netop den store og kendte nationalpark venter os senere denne dag. Lige nu er det tidlig morgen, og den første, som hilser på mig, er vores chauffør og guide, som allerede er klar ved morgenbuffetten.
»Jambo, Mr. Vincent. You look fresh. So, are you ready for chui today?« griner Rafael på sit umiskendelige engelsk med østafrikansk accent.
Jeg må se lidt forvirret ud, for han forklarer hurtigt, at chui er swahili for leopard, og det er faktisk det sidste dyr fra ’the big five’, som vores gruppe mangler at se. Rafael gentager: mbogo, tembo, simba, kifaru og chui. Bøffel, elefant, løve, næsehorn og leopard.
Jeg er netop væltet ud af sengen i vores teltlejr, Mbugani Tented Camp, i Ndutu i det nordlige Tanzania. Ja, vi bor i telte midt på den afrikanske savanne, men glem alt om iglotelt, sovepose og et tyndt liggeunderlag. Her er teltene store og udstyret som hotelværelser med trægulv, el, to dobbeltsenge, et interimistisk bad samt toilet med træk og slip. Ren luksus.
Alligevel er naturen kun et tykt stykke lærred fra os. Og hvilken natur. Ganske få kilometer inden vi nåede frem til campen dagen forinden, havde vi spottet en flok løver, som vi kom helt tæt på. Da vi så dem, lå de og slappede af, og vores guide vurderede, at de var mætte, og at de derfor godt kunne sove i op til 24 timer. Men på et tidspunkt bliver de vel sultne igen, tænkte jeg og var nok en lille smule ængstelig for, om de mon kunne dufte den overraskende gode aftensmad, som vi fik i teltlejrens fælles spisetelt.
Ud over flokken af trætte løver, spankulerede gnuer, giraffer, elefanter, zebraer og mange andre roligt forbi vores telte kun ganske få hundrede meter væk. Ingen tvivl: Vi er i den grad i det åbne, autentiske Afrika.
Rundtur i nord
Vi er i gang med dag seks af en fantastisk safari, der i alt varer ni dage. I de foregående dage har vi været på besøg i den mindre nationalpark Lake Manyara og kørt rundt i Ndutu-området, men nu har vi altså krydset grænsen til Serengeti.
Helt tilbage fra jeg var barn, har jeg kendt til Serengeti fra BBCs legendariske dyreprogrammer, hvor en rolig og indlevende David Attenborough på sit dybe ærkebritiske fortalte om dyrenes migration i den store nationalpark, som er et af Afrikas syv naturvidundere.
Området har bl.a. flere end to mio. gnuer, 500.000 gazeller og 250.000 zebraer, og det var for at beskytte netop dem, at den knap 15.000 kvm store nationalpark blev grundlagt i 1951. Parken huser nu det største antal dyr i verden, og med 3.000 løver, 1.000 leoparder og over 500 fuglearter er der store oplevelser i vente.
Det er den erfarne safariarrangør Tanzania Tours, der har planlagt turen, og selv om vores danske guide, ejer af rejsebureaet Jacob Mølkjær, har prøvet turen mange gange før, så er han ikke sen til entusiastisk at fortælle om alle de oplevelser, vi kan se frem til, når vi om få timer atter kommer tæt på det smukke og brutale dyreliv på savannen. Vi er en gruppe på otte og kører i to biler, selv om vi i princippet kan sidde i en bil alle sammen. Vi bliver hurtigt glade for, at det ikke er tilfældet. Det havde været lige tæt nok.
Da vi på dag tre første gang nåede ind i en safaripark, så vi zebraer, gnuer og elefanter. Det var i Lake Manyara, som i afrikanske mål er en ganske lille park. Vi var helt betagede og knipsede løs med kameraerne. Siden er vi blevet klogere, og de tre dyrearter er nu ‘hverdag’. Nu handler det om at finde de mere unikke oplevelser. Derfor jager vi forgæves leoparder og løver på jagt, og turen går langsomt langs knoldede grusveje og stier, mens vi kigger efter dyr i træer og bag buske. Der dukker også en masse smukke fugle op, og derfor ender vi alligevel med at tage lidt for mange billeder – for det er helt vanvittigt at være så tæt på, synes vi.
Mange prisklasser
Det er blevet meget moderne at prøve at arrangere sin tur selv, men det er ikke altid en fordel. Især ikke i Tanzania, hvor du ikke finder ret mange hoteller, der tilbyder overnatningsmuligheder i de store nationalparker. Desuden skal du også bruge kræfter på finde en dygtig guide, når du kommer derned, for ellers risikerer du at ende med en lykkeridder, som ikke har de rigtige tilladelser eller den fornødne erfaring. Guiderne skal have certifikat til at køre i parkerne, og en god guide, som kender sine dyr og sin lokalhistorie, er guld værd.
Med en dansk arrangør kan man være mere sikker på at få en god guide og bedre priser på hotelophold, da de lokale virksomheder ofte har rabat-aftaler med danske rejseselskaber. Der findes også overnatningsmuligheder i alle prisklasser, og det kan være svært at ramme plet. Ja, vel findes der steder som Tripadvisor, men problemet med anmeldelser fra sådanne sider er, at det som regel kun er folk med begrænset erfaring fra området, der anmelder. Rejserepræsentanter har som regel besøgt mange steder lokalt, og de kender udvalget af hoteller – eller lodges, som de ofte hedder i safari-jargon – bedre.
Fordi man ofte bor isoleret i parkerne, er det helt almindeligt, at hotellerne har helpension. Man ankommer efter en dags safarikørsel og spiser aftensmad, og så får man efter sin morgenmad også en frokostpakke med ud til parken. Flere dage har frokosten bestået af en yoghurt, stegt kylling, noget frugt, et stykke kage, vand og juice.
Vilde vidder
De store vidder kan være svære at forestille sig, når man ikke har set dem med egne øjne. Mens vi kører, rammer vi som regel højst 30 km/t. Når vi kører mere, er der nogle dyr, der flygter, mens andre knap nok gider fjerne sig fra vejen foran os. De er vant til de store biler. Da vi kører ind i Serengeti, ser vi ikke dyrene migrere på samme måde som i de berømte naturdokumentarer. Til gengæld får vi den ægte fornemmelse af de, ja, uendelige vidder, som man er så ivrig efter at fotografere i øjeblikket, men som også er voldsomt svære at gengive.
Mens vi kører rundt, ser vi mange steder efterladte rygsøjler og ribben fra store dyr, som er blevet en naturlig del af fødekæden, ligesom der er masser af fuldstændig renpillede kranier i alle størrelser. Også fra elefanter. Men vi ser også det omfangsrige dyreliv, vi har håbet på, og fugle i fantastiske farver. Vi har skemaer med, så vi kan krydse de dyr af, vi ser. Vi får hurtigt fyldt det ud.
Geparder med lange øjne
Erfarne gæster, som har været på safari flere gange, siger, at det med tiden bliver mere trivielt at kigge efter ’the big five’, fordi der er så mange andre oplevelser i naturen. Og derfor bliver en safari aldrig kedelig.
Det understreges af vores guider, som også altid har kamera med, og som gerne tager et godt billede, når motivet er til stede.
Safari kan også være lig med ventetid. Nogle gange skal man have tålmodighed, hvis man vil have den fulde oplevelse med, erfarer vi.
Mens vi kører rundt i parken, observerer vi på et tidspunkt en række guidebiler ligesom vores egen, der holder stille. Det er som regel tegn på, at der sker noget interessant. Det er da også tilfældet her, for da vi når frem til stedet, kan vi se, at de observerer to geparder. Vores chauffør mener, at de er unge, og selv om de to dyr ikke umiddelbart ser ud til at kommunikere, er det, som om de hele tiden ved, hvad hinanden laver.
Vores chauffør fortæller, at de formentligt er på vej på jagt. Det ser han, fordi de er meget opmærksomme på, hvad der sker omkring dem, men de har ikke travlt, og mens vi kigger på dem, begynder det at styrtregne. Geparder jager som regel ikke i regnvejr, fortæller Rafael. Alligevel bliver vi – modsat flere af de andre biler – holdende. Geparderne går ingen steder, og der er ikke optræk til noget. Men vi venter. For vores guide er sikker på, at når det stopper med at regne, så skal vi nok få lov til at se de elegante dyr udfolde sig. Han får ret.
Da regnen stopper, er der gået omkring 45 minutter, hvor intet er sket. Men de to elegante jægere rejser sig dovent op og ryster vandet af pelsen som to hunde, der lige har været i bad. De strækker sig, og så er det, som om de tager deres lange blik på og skifter modus. Vi er så tæt på, at vi nærmest kan se, hvordan de sænker hovedet let, skubber snuden fremad og begynder at spejde rundt med øjne, der er lidt smallere end tidligere. Netop dér får de øje på en lille gruppe Thomsongazeller, som dog lynhurtigt bliver opmærksomme på geparderne.
Vi følger optrinnet i en halv times tid, hvor gazellerne hele tiden holder sig i bevægelse på en måde, så ingen af dem på samme tid har ryggen mod geparderne. Og til sidst får de da også lov til at slentre længere og længere væk i fred. På dette tidspunkt har flere af de andre biler opgivet at se noget interessant, og vi er kun to af de oprindelige otte biler tilbage, som tålmodigt venter på, at der skal ske et eller andet interessant. Pludselig sker det. Vi når næsten ikke at registrere skiftet i tempo fra dyret, som har en topfart på over 100 km/t, men pludselig har den ene af de to geparder fanget et gazelleføl, som lå og skjulte sig i det ellers høje græs. Gepardens sanser var for effektive, og den kan nu slentre væk fra gazelleflokken med et af deres føl i gabet.
Dyret er ikke dødt endnu, men det har vist indset sin skæbne og spjætter forgæves, mens geparden atter finder sin partner, som roligt venter på sit kommende måltid ganske få meter derfra. Mens de spiser, følger vi med fra første parket.
Når geparder først indleder selve jagten har de heldet med sig i 90 pct. af tilfældene, fortæller Rafael. Men når de sætter sig ned for at spise, risikerer de, at ådselsædere som hyæner kommer til, og de formår uden problemer at skræmme geparderne væk. Også løver, gribbe og andre kødædere bruger enhver mulighed, de kan få, for at score sig et godt måltid mad, og geparden kan ikke forsvare sig mod dem, så det er om at få spist hurtigt. Kun mod sjakaler træder geparderne i karakter, men det når vi slet ikke at se.
I dag er truslen mod geparternes måltid nemlig menneskelig: En anden guidebil kommer for tæt på dyrene og deres bytte, og de to geparder flygter uden at se sig tilbage – Rafael er ikke imponeret over sin kollega i den anden bil, kan man høre på hans banden.
Da vi et par dage efter er på vej hjem fra en dags safari i Serengeti, kører vi forbi Ngorongoro-krateret, hvis areal er på intet mindre end 325 kvadratkilometer. Krateret er det sted i verden, hvor der er den største koncentration af vilde dyr. En af grundene er den meget mineralrige undergrund, som giver et rigt planteliv. Det betyder igen, at der er masser af planteædende dyr. Og de dyr er der også en masse kødædende dyr, der er interesserede i. Det vil sige, at der sker en masse i området, som er afgrænset af det krater, der blev skabt, da vulkanen eksploderede for omkring 40.000 år siden.
I Ngorongoro-området bor også masaier – i modsætning til i Serengeti, hvor masaierne ikke længere bor og jager. Fra bilen ser vi masaikrigere i traditionelt tøj, der går med en flok geder.
Det har regnet ret heftigt dagen forinden, så mange veje er udfordret af vandløb, der er gået over deres bredder. Den udfordring klarer vores bil dog uden problemer. Det er en Toyota Landcruiser – ligesom 99 pct. af alle guidebilerne i området.
Vi har indtil videre kørt 1.075 km på turen. Det virker måske ikke som så meget i løbet af så mange dage, men vi har også kørt på mange små veje, hvor en hastighed på over 40 km/t virker som raketfart.
De ubarmhjertige hyæner
Vi ser ekstremt mange bøfler og en del vandhuller. Vores chauffør giver et eksempel på det ubarmhjertige dyreliv: Når hyænerne bliver sultne nok, kan de i flok finde på at udse sig en gammel han i en bøffelflok. Når hyænerne kommer tæt nok på en af hannerne, bider de den i testiklerne, så den ikke kan gå videre, og til sidst bliver bøflen forladt af flokken, som jo ikke rigtigt kan gøre andet end at rykke videre. Den uheldige bøffel får så lov til at ligge og forbløde i time- eller dagevis med store smerter, mens hyænerne tålmodigt venter på deres festmåltid nogle meter fra den, så den ikke er i tvivl om, hvad der kommer til at ske. Netop dét scenarie oplever vi ikke, men vi holder mange stop for at komme tæt på de mange andre ting, vi observerer. Det gælder bl.a. en hyæne, der bliver jagtet af flere grupper af zebraer, så hyænen ikke kan kaste sig over deres føl.
I Ngorongoro-krateret ser vi også flodheste og næsehorn på afstand. Men da vi atter på et tidspunkt ser en række biler, der holder stille, kører vi også over for at se, hvad der sker. Det er, som om amerikanere med verdens allerstørste fotoobjektiver har fundet vej til denne observationsplads, og vi er ganske nysgerrige på, hvad det hele mon går ud på. Få sekunder senere finder vi svaret. Vi ser på et par karakaler, der i Tanzania også kaldes for babysimbaer og herhjemme kendes som ørkenlosser. De sidder to sammen, og selv vores chauffører begynder at tage billeder og snakke om, at de aldrig har set det før. Det er i det hele taget et af de mere sjældne dyr at se på en safari, og at se to på samme dag er nærmest sensationelt.
De to karakaler observerer et eller andet, mens to sjakaler tålmodigt venter et stykke derfra. De venter. Observerer. Som om de ved noget, vi ikke ved. Og som vi aldrig finder ud af, hvad er. Og det er gudskelov en del af charmen ved safari. Dyrelivet har sin helt egen logik, hvor utalte lyde, skjult mimik, tillært intuition, dyrekøbt erfaring og usynlige bevægelser fortæller mere end en hel dokumentarserie med David Attenborough. Og flere gange bekræfter det da også det, vi opdagede fra første færd: Afrikas dyreliv er ganske uforligneligt og dragende.
