Rejseliv var inviteret af rejsebureauet TUI. Bureauet har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
Det er formiddag i den lille montenegrinske landsby Virpazar. Adskillige mindre og ganske farverige både ligger fortøjret i den flod, der passerer byen. Vi nyder det smukke syn, men har lidt svært ved at koncentrere os om det. For egentlig slår vi blot tiden ihjel, inden vi skal ud på den tur, som vi har set frem til i flere dage.
Dagens ret på turistmenuen står nemlig på en sejltur på Skadar-søen og nogle af de omkringliggende floder. Det kaldes også for en ’fuglesafari’, fordi Skadar-søen er Europas største fuglereservat, og undervejs er der lejlighed til at se en række af de over 280 fuglearter, som holder til i området.
Endelig stævner vi ud i den smalle, aflange båd, og vi finder forventningsfuldt vores medbragte kikkerter frem. Vi sejler indledningsvis gennem et vandlandskab med halvhøje siv og åkander på begge sider. Det er ganske smukt, og inden længe titter de første fugle frem.
Balkans største sø
Skadar-søen er ikke blot Montenegros største sø, men den største på hele Balkan. Dens størrelse varierer året, igennem fra 370 til 540 kvadratkilometer afhængig af vandstanden, men dens gennemsnitsstørrelse er 472 kvadratkilometer. Størst er den om vinteren, hvor der falder klart mest regn.
Længde og bredde varierer også, men som udgangspunkt er søen 44 km lang og op til 13 km bred og har en kystlinje på 168 km. Søen ligger på grænsen mellem den lille Balkanstat Montenegro og nabolandet Albanien. To tredjedele af søen er montenegrinsk, og den sidste tredjedel tilhører Albanien. Skadar-søen har fået sit navn fra den albanske by Shkodër, der ligger ud til søen længst mod syd.
Skadar-søen – eller Skadarsko Jezero, som den hedder på montenegrinsk – er en slags ’gennemstrømmende sø’. Kun 10 pct. af dens vand er stillestående, mens de resterende 90 pct. løbende udskiftes af vand fra en lang række floder. Størstedelen af vandet kommer fra floden Moraca og resten fra flere mindre floder som blandt andet Karatuna og Bazagurska. De 90 pct. gennemsstrømmende vand udskiftes i snit 2-2,5 gange om året.
Frodige omgivelser
Den nordlige del af søen på montenegrinsk side er klart den mest frodige, og store dele er dækket af grønne vandplanter - primært åkander med hvide og gule blomster. Vi sejler flere steder ad en smal sejlrende gennem et enormt, helt grønt sølandskab af åkander – ganske fascinerende.
Ud over åkander indeholder søen og de omkringliggende bredder en lang række planter og blomster, heraf omkring 25 endemiske af slagsen, hvilket vil sige, at de ikke vokser noget andet sted på kloden.
Blandingen af floder, grønne sølandskaber, bittesmå øer og søens mange små indhug gør det ofte svært for os at vide, hvor vi nøjagtigt befinder os, men det betyder også mindre, så længe vi kan nyde de frodige omgivelser. Søen er tillige omkranset af høje, majestætiske bjerge – blandt andet Rumija-bjergene - der fuldender en spektakulær naturoplevelse.
Nogle af sejlrenderne er markeret med høje pæle, hvor der ofte sidder en fugl på toppen. Især de sorte skarver nyder den gode udsigt. Og apropos udsigt passerer vi undervejs en række andre udflugtsbåde, der optræder i mange forskellige udgaver. Vi ser misundeligt på de både, der har to dæk, for fra det øverste dæk har man utvivlsomt et væsentligt bedre udsyn ind over det grønne vådlandskab, end vi har fra vores fladbundede pram. Ikke desto mindre kan vi, når vi ser godt efter, se flere fugle ligge på reder mellem sivene.
Stor fuglelufthavn
Af de over 280 fuglearter er der flest at se i perioden april-juni, mens der i antal er flest om vinteren, hvor hundredtusindvis af trækfugle enten overvintrer eller gør stop her. Skadar-søen kaldes også for ’Europas største fuglelufthavn’, fordi så mange fugle lander og letter her. Fuglene optræder i alle afskygninger, og de mest sete er hejrer, terner, skarver, ænder, måger og rørhøner. Man kan også se ørne og ugler, mens man i sommerhalvåret skal være heldig for at se et eksemplar af den dalmatinske pelikan – Pelecanus crispus – der er blevet parkens vartegn. Pelikanen kan have et vingefang på op til 3,5 meter og er den mest eftertragtede fugl at se. Vi spejder også ivrigt efter den, men foreløbigt forgæves. Til gengæld ser vi rigelige mængder fiskehejrer, skarver, rørhøner samt dusinvis af andre både små og store fugle.
Vi er om bord på en af de mere gængse turistbåde, hvor der nok sejles gennem skønne områder med et rigt fugleliv, men hvor kaptajnen ikke holder øje med fuglene og udpeger de forskellige arter for os. Det savner vi. Så går man mere efter de ornitologiske detaljer end helhedsoplevelsen, bør man i stedet hyre en mindre båd med en decideret fugleguide.
Lyt til fuglene
På Skadar-søen gælder det ikke blot om at se, men også om at lytte. På et tidspunkt slukker vores kaptajn motoren og opfordrer os til ikke at tale for en stund. Vi glider helt lydløst gennem den grønlige bevoksning, mens vi hører fuglenes kalden, kvidren og skræppen både tæt på og lidt længere væk.
Ude på selve søen er der ikke så mange fugle at betragte, ligesom omgivelserne ikke er lige så frodige som på de mindre vandveje. Til gengæld er der bedre muligheder for at se andre af områdets beboere, idet Skadar-søen dyremæssigt er mere end fugle.
Søen er således meget rig på fisk, og den rummer 48 forskellige arter – blandt andet karper, ål, løjer og multer. Det vrimler ikke med fisk i vandoverfladen, men indimellem ser vi en enkelt eller to i det klare vand. Lystfiskere har fremragende forhold her, hvor det er muligt at købe et fisketegn, der gælder for en dag.
Søen giver også mulighed for et andet afbræk – et badestop. En del af bådens gæster smider således shorts og T-shirt og hopper en tur i det overraskende varme vand, mens vi andre spejder efter fisk, fugle og nogle af de farvestrålende sommerfugle, der indimellem flyver tæt forbi.
Skadar-søens gennemsnitsdybde er fem meter, men nogle enkelte mindre steder er der væsentligt dybere – helt ned til 30 meter. På de dybeste steder ligger bunden under havets overflade – et fænomen, der kaldes cryptodepression.
Den montenegrinske del af Skadar-søen har været nationalpark siden 1983, hvor området var en del af det nu hedengangne Jugoslavien.
Sidste del af vores sejltur går ad en flod op til målet i landsbyen Rijeke Crnojevica og er måske hele sejlturens smukkeste del. Her når bjergene helt ned til bredden af floden, der bugter sig malerisk gennem det blågrønne landskab.
Vi har undervejs set mange fugle, men endnu ikke pelikanen. Men så pludselig står lykken os bi. En puslen i sivene bliver højere, og pludselig letter en stor pelikan og flyver majestætisk væk fra os.
Vi får kun et kort glimt af den, men nok til at fuldende en ganske spektakulær naturoplevelse på Skadar-søen.
