Jeg begyndte at have min gang i Istedgade, da jeg var en halv snes år gammel.
Vi var flyttet fra provinsen til storstaden, og mine forældre havde sat mig i en skole på Vesterbro ved siden af en kirke, hvor Tom Kristensen engang i en kanonbrandert forsøgte at klatre ind om natten for at konvertere. Det var jo gået så godt for hans forfatterkollega, Johannes Jørgensen, i 1896.
Jeg havde fået tydelige instruktioner om at gå dén vej til Hovedbanegården og S-toget. Hen ad Vesterbrogade. Dén vej. Ikke andre.
Det tog jeg som en indirekte opfordring til at udforske alternativer og kom så igennem Istedgade, hvor en sød pige inviterede mig med hjem. Det kunne jeg ikke, for jeg skulle jo hjem til mig selv, hvad tænkte hun på? Senere, da det gik op for mig, hvad det tilbud overhovedet gik ud på, tænkte jeg, at det måske var lige lovligt friskt at forsøge at sælge sex til en elev i tredje eller fjerde klasse.
Asiatisk i vælde
Hovedpersonen i Tom Kristensens roman, »Hærværk«, bor i Istedgade.
Litteraturanmelderen Ole Jastrau opsøges af en af dansk litteraturs dæmoniske gæster, Steffensen, som henført siger om Istedgade, at den er dejlig, fordi den er så lang: »Uendelig var den. Formiddagssolen i et mylder af åbentstående vinduer som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.« Jastraus udsigt til den store verden er nu erstattet af et højhus.
I den mindre poetiske afdeling hedder det, at Istedgade er så lang, fordi der i begge ender står kvinder, der trækker, og at den er så bred, fordi der også er kvinder, der trækker i sidegaderne. Og i mange år blev prostitution Istedgades omdømme. Det og så opstanden i juni 1944 mod besættelsesmagten hvor det hed på løbesedler, at »Rom og Paris kan i tage, men Stalingrad og Istedgade overgiver sig aldrig.« I Istedgade 31 kan man se en genskabt facade for Stjerne Radio, i hvis baglokaler modstandsgruppen Holger Danske blev dannet.
I dag har Istedgade for længst overgivet sig og er blevet en del af nutiden. Den første café åbnede i 1997, og siden er det gået slag i slag, i takt med at middelklassen er rykket ind. Det var ikke umuligt at forudse. Istedgade lå simpelthen for godt i den Københavnske topografi til at være i fred, og nye generationer vil have andre udskænkningssteder og butikker: Økologiske grøntsager og tøj til tækkelige kvinder.
Indtil gentrificeringen for alvor tog fart, forblev Strassen længe en rå gade med mange værtshuse og blandt dem Spunk Bar og Comet Bar, hvor Dan Turèll og jeg kom. Ikke sammen. Desværre.
Men det var noget, han skrev, der fik mig til at opsøge Istedgades farlige steder, mange år efter jeg var blevet inviteret med hjem efter skoletid til en fremmed kvinde, der ikke rigtigt klædte sig som damerne i barndommens provinsby.
On the wild side
Var der tragedier på de værtshuse? Helt bestemt. Misbrug? I dén grad. Men også nogle overraskende oplevelser, som jeg adskillige år senere fortalte om her i avisen i en klumme, »Henne om hjørnet«, som jeg skrev på skift med Henrik List.
Ligesom Tom Kristensen boede Henrik List også i Istedgade og har senest skrevet en meget underholdende bog, »Bodega Blues«, om kvarterets sidste brune værtshuse. Bogen har også har en vemodig undertone, fordi den slags steder er ved at forsvinde.
For sådan må det være, for at det kan forblive det samme. Butiksdøden synes ikke at plage Istedgade. I hvert fald ikke før covid-19. Det er blot sortimentet, der skiftes ud i takt med beboerne.
Sammen med en række andre gader på Vesterbro som Dybbølsgade eller Sankelmarksgade blev Istedgade navngivet i 1859 til minde om steder og begivenheder i den første slesvigske krig nogle år tidligere.
Endnu tidligere græssede kvæg på dele af det nuværende Vesterbro. Og ikke blot græssede. Slagtningen bliver flyttet fra indre bys små gader og baggårde, til området omkring Istedgade, og i det rå miljø, hvor mennesker mødes, og penge og varer skifter hænder, opstod værtshuse og horehuse.
Vesterbro og dermed Istedgade blev udbygget med beboelsesejendomme. Nogle af dem spekulationsbyggeri. Andre gedigne. Og i hvert fald opgraderede gennem den langstrakte og kostbare byfornyelse, der nu har gjort Istedgade og omegn – Det Nye Vesterbro som ejendomsmæglerne kalder det – til et af Københavns mest hippe kvarterer.
