Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Sagen om Radio24syv, Amalie Have og Amnesty er efterhånden allerede en træt, gammel traver. Vi har forstået, at det satiriske program, Den Korte Radioavis med den fiktive stjernejournalist, Kirsten Birgit, af Amnesty er blevet beskyldt for at føre hetz mod Instagram-influenceren og samtykke-før-sex-aktivisten, Amalie Have, og at Amnesty har anmodet om fjernelse af den håndfuld programepisoder, hvor hun bliver forsøgt ringet op for at begrunde sin skinhellighed i forbindelse med hendes Spotify-playliste, der indeholdt numre af voldtægtsforbrydere og en enkelt morder.
Amnesty mener nemlig, det er Radio24syvs skyld, at Frøken Have efterfølgende har modtaget trusler og døjer med angstanfald.
Hvis man har tynd og sensitiv hud på balderne, så er det ekstra tilladt at bruge hovedet og genoverveje, om balderne overhovedet kan tåle klask, før man sætter dem i klaskehøjde. Ligeledes må det stå for egen regning, hvis man som voksent menneske begår den sjuskefejl at blive afsløret i ikke at praktisere, hvad man prædiker.
Det er en rædselsfuld, dansk opfundet misforståelse, at vi skal pakke hinandens ansvar og følsomhed ind i økologisk bomuldsvat.
Amalie Have er et voksent menneske, som hver dag deler sit personligt kuraterede indhold med en Instagram-følgerskare på knap 90.000. Man kunne foranlediges til at tro, at hun var med på præmissen om at ride sine kæpheste i den offentlige debat, hvor Brutus står med kniven, ligegyldigt hvor man kigger hen. Men den virkelige absurditet og åndsformørkelse i debatten når et nyt crescendo, når voksne mennesker diskuterer, hvorvidt satire, som er demokratiets salt (citat Per Stig Møller, Radio24syvs alhellige fader) bør inkrimineres for et voksent menneskes angstanfald.
»Er det okay? Er det rimeligt?« Sådan lyder vi danskeres foretrukne spørgsmål, når vi forsøger at navigere rundt via vores moralske gps: »Det er ikke simpelthen okay at hvidvaske på skatteborgernes regning. Det er simpelthen ikke okay at føre hetz mod en 23-årig kvinde.« Det er en rædselsfuld, dansk opfundet misforståelse, at vi skal pakke hinandens ansvar og følsomhed ind i økologisk bomuldsvat.
Den sande forbrydelse opstår netop i det øjeblik, der agiteres for en censurering af satiren, som har til formål at tjene som folkets mest kraftfulde våben mod magten og dogmatiske medier. Uden satirens uindskrænkede ytringsfrihed er vi jo fortabte som frie tænkere. Se på Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed. Se Charlie Hebdo. Se på den lange kultur, de er rundet af; Reformationen og Revolutionen. Læs Voltaires satiriske roman »Candide« fra 1759. Læs Kants erkendelsesteoretiske værk »Kritik af den rene fornuft« fra 1781.
Læs det gamle for at forsøge at forstå mekanismerne i det nye, og anvend akademiaen for ikke at henfalde til den proportionsforvrængning, at vi skulle leve i et isoleret klimaks i civilisationens beståen. Satiren er anderledes i dag, end den var for bare 50 år siden. Men det vi også. Vi er mere krænkelsesparate, og vi kerer os tilsyneladende mere om retten til at give andre skylden for vores angstanfald, end vi kerer os om grundlæggende, demokratiske rettigheder.
