Jurist undrer sig: Hvor er Amnestys dokumentation i påstandene om Radio24syv?

Amnesty har fremsat beskyldninger mod »Den Korte Radioavis«, men har ikke fremlagt beviser på, at de er rigtige, samtidig med, at en del af truslerne mod organisationens kampagnemedarbejder er blevet slettet. Jurist Leif Donbæk sammenligner sagen med Ekstra Bladets konflikt med folketingspolitiker Henrik Sass Larsen.

»Den Korte Radioavis« er blevet skydeskive for kritik fra Amnesty International Danmark. Organisationen har dog ikke en særlig god sag, når der ikke kan fremlægges dokumentation for kritikpunkterne, siger jurist Leif Donbæk.  Rasmus Bruun og Frederik Cilius (billedet) er makkerparret bag satireprogrammet. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Der er ikke en god sag, som Amnesty International Danmark (AID) har, når den fremfører en række påstande om »Den Korte Radioavis’« behandling af deres kampagnemedarbejder Amalie Have.

Det siger jurist Leif Donbæk til Berlingske, efter at han på sin Facebook-side tirsdag efterlyste dokumentation for flere af organisationens påstande. Det drejer sig blandt andet om stationens klage over, at »Den Korte Radioavis’« skulle have ringet Amalie Have op flere gange daglig i flere uger, at der på satireprogrammets Facebook-side skulle være sendt en opfordring ud til lytterne om at ringe til Amalie Have, og endelig at der blev gjort grin i programmet med det faktum at Amalie Have blev voldtaget i 2014. Sidstnævnte fremgår af Amnesty International Danmarks svar til kritikere på Facebook.

Første påstand er blevet afvist som absurd af Radio24syvs programchef, Mads Brügger, der siger, at der maksimalt er blevet lagt fem telefonbeskeder hos Amalie.

Jurist Leif Donbæk siger, at det burde være en smal sag for Amnesty International Danmarks egne jurister, at dokumentere hvor mange opkald der er tale om.

»Det er jo bare at gå ind på sine opkaldslister og tælle antallet af opkald. Det er almindelig praksis, eksempelvis  i erstatningssager, til dokumentation af opkald til vagtlægen,« siger Leif Donbæk.

Slettede tekster

Juristen forstår heller ikke, at Amnesty International Danmark har hævdet overfor Berlingske og andre medier, at der er blevet opfordret til at ringe til Amalie Have på programmets hjemmeside, hvilket også Berlingske mandag og tirsdag søgte at skaffe dokumentation for fra Amnesty International Danmark. Her sagde organisationen til Berlingske, at Radio24syv tilsyneladende havde slettet opfordringen. Det benægter Mads Brügger, der selv har undersøgt påstanden hos »Den Korte Radioavis«.

»Hvis det er rigtigt, at der er udsendt sådan en opfordring, kan der sagtens være tale om chikanelignende adfærd, men hvorfor tager man så ikke et screendump af opfordringen? Hvis det var mig, der havde været offer for den behandling, havde jeg da sikret mig et fotografi af det med det samme,« siger Leif Donbæk.

Berlingske forsøgte tillige tirsdag at få Amnesty International Danmark til at dokumentere, at »Den Korte Radioavis« har gjort grin med det faktum, at Amalie Have er blevet voldtaget, men hverken Amnesty International Danmark, Amalie Have selv eller Amalie Haves advokat, Miriam Michaelsen, har svaret på avisens henvendelser om dette.

Imidlertid har Amnestys pressechef, Malene Haakansson, forklaret til Berlingske, hvorfor organisationen ikke længere svarer på henvendelser i denne sag.

»Det har aldrig været vores intention at køre vores klage i medierne, da det ikke gavner hende, det hele handler om – Amalie Have,« skriver Malene Haakansson i en e-mail.

I offentligheden, heriblandt i svar til kritikere på Facebook, har Amnesty International Danmark forklaret klagen mod Radio24syv med, at »Den Korte Radioavis’« indslag har ført til mellem 80-100 beskeder og Facebook-kommentarer til Amalie Have indeholdende trusler om vold og voldtægt, og at truslerne har medført, at Amalie har lidt af »søvnløshed og hjertebanken«, samt at hun har påført sig selv selvcensur.

Imidlertid er en del af de 80-100 beskeder med trusler efterfølgende blevet slettet af Amalie, siger Amnesty International Danmark til Berlingske. Til gengæld sendte Amnesty International Danmark tirsdag til Berlingske et eksempel på en Facebook-kommentar, som organisationen mener påviser en sammenhæng mellem »Den Korte Radioavis’« satire og trusler fra anonyme personer.

I e-mailen skriver en person til Amalie, at »hun aldrig vil kunne undslippe troldehæren«. Dette er en henvisning til »Den Korte Radioavis’« berygtede troldehær, som satireprogrammet tidligere har aktiveret i forbindelse med indslag i programmet. Programchef Mads Brügger siger til Berlingske, at »troldehæren« kun to gange i stationens historie er blevet aktiveret, og at det ikke er sket i indslagene om Amalie Have.

Jurist Leif Donbæk siger, at ansvaret for en sådan besked under alle omstændigheder ikke kan tillægges Radio24syv.

»Hver gang en avis skriver kritisk om en offentlig person, så modtager denne person henvendelser fra alle mulige – det må man som offentlig person forvente. Men skulle aviserne holde op med at skrive kritisk om de personer som følgende af den slags trusler? Det standpunkt er principielt ekstremt betænkeligt,« siger Leif Donbæk.

Han sammenligner den aktuelle sag med Socialdemokratiets klage til Ekstra Bladet over avisens dækning af Henrik Sass Larsen, der blev kritiseret for at  udeblive fra møder i Statsrevisorerne. Efterfølgende har politikeren forklaret det med, at han havde lidt af en depression, og hans partikammerater skosede efterfølgende avisen for dens dækning.

»Man kan ikke komme på efterbevilling og sige at man ikke kan tåle kritik, som jo givet må være irriterende at opleve. Men hvis man erklærer sig rask nok til at deltage i den offentlige debat, så må man jo også stå på mål efterfølgende. Ellers må man melde klart ud, at man trækker sig i en periode.Det sker jo jævnligt og bliver respekteret af medierne,« siger Leif Donbæk.

Berlingske har i forbindelse med ovennævnte kritik fra Leif Donbæk henvendt sig til Amnesty International Danmark, men har ikke fået svar.