Socialdemokratiet langer igen ud efter pressen: Peger i retning af Trumps mistænkeliggørelse af medierne

De danske medier møder igen kritik fra Socialdemokratiet. I januar lød kritikken, at medierne fremmer en borgerlig dagsorden. Nu er det forholdet mellem journalister og politikere på Christiansborg, der ikke er optimalt. Professor mener, at det peger i samme retning som Trumps mistænkeliggørelse af de etablerede medier.

Mette Frederiksen (S) påpegede efter spørgetimen i folketingssalen tirsdag, at Christiansborg ikke længere er et rart sted at være. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet har gennem flere måneder udtrykt sig kritisk om de danske medier.

Det begyndte, da gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) sidste år proklamerede, at han fremover ville begrænse antallet af interview med journalister til én gang i kvartalet, fordi han ikke mente, at han kunne få lov til at tale ud om sin politik.