Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Man kan som bekendt lære meget ved at holde Berlingske. Jeg lærte forleden et nyt ord, da jeg læste mellemøstkorrespondent Carolina Kamils coronaaktuelle artikel »Den »hyggelige katastrofe« har sendt eliten i sommerhus – og regningen til arbejderne«.
Og nej, jeg føler mig ikke »krænket« over et ord. Vi er way past symbolværdi og floskler om politisk korrekthed. Sig (og drik), hvad du vil inden for hjemmets fire vægge, men vær opmærksom på, hvor åndstilbagestående du potentielt lyder, når du træder ud blandt andre mennesker.
Ordet var »quarantinis« – en hybrid mellem »quarantine« og »martini«, som teknisk set ligger bedre i munden, end det burde. For hvis vi nu leger, at socialkonstruktionismens fader, Kenneth J. Gergen, havde ret, da han for over 20 år siden formulerede, at sproget ikke er en afspejling af virkeligheden, men virkeligheden selv, så burde vi måske begynde at tænke lidt over, hvad det er for en virkelighed, vi ønsker.
Og nej, jeg føler mig ikke »krænket« over et ord. Vi er way past symbolværdi og floskler om politisk korrekthed. Sig (og drik), hvad du vil inden for hjemmets fire vægge, men vær opmærksom på, hvor åndstilbagestående du potentielt lyder, når du træder ud blandt andre mennesker. Man skal ikke nødvendigvis strutte med ytringsfrihedsfjerene, bare fordi man kan. Sådan er de demokratiske spilleregler, og du skal som minimum være President of the United States for at være hævet over dem.
»Quarantinis« er på rekordtid blevet household word i den døvblinde del af den vestlige middelklasse. »Ingen udgang? Intet problem! Smæk benene op på altanen og nyd en quarantini!«
Jo, problem!
Problem, fordi internettet er ved at svømme over med fænomener som det, »quarantinis« i denne klumme repræsenterer: behovet for at kigge væk fra det flammehav, hvor alles redning er afhængig af alles fælles hjælp. Det flammehav, som har vist, hvad flammehave altid viser: at Defoes »Robinson Crusoe« er stor fiktion – ikke en gør det selv-manual.
Alt imens der googles opskrifter på »quarantini« og rykkes ud på tidlig deltidssommerferie på alle sydvendte altaner, tordner verden omkring os mod inflation. I USA – i verdens største økonomi(!) – har nu flere end 26 mio. mennesker på fem uger stillet sig op i køen til at få ledighedsunderstøttelse. Sammenlignet med beskæftigelsesfaldet under finanskrisen er det over det dobbelte, og det er jo bare indtil videre.
Mennesker dør hver dag. Hvis ikke af virussen, så af sult. For at oversætte alvoren til en dialekt, vi forstår, var blandt andre Elton John, Michelle Obama og Lady Gaga på skærmen i et virtuelt støtteshow natten til søndag i sidste uge. Senest var popmusikkens modergudinde to rule them all, Beyoncé, ude med et videobudskab: Covid-19 slår sorte mennesker ihjel i et alarmerende højt tempo – noget må gøres! Og så står vi dér med vores »quarantinis« og nyser lidt af røgen i næsen, men uden at give slip på karantænekuvøsen. Imidlertid kæmper lægerne, sygeplejerskerne, hjemmehjælperne, apotekerne, lokoførerne, købmændene etc.
Virkeligheden er mere dyster, end den har været i en menneskealder. Men det er virkeligheden, ikke desto mindre, og det er ikke en badeferie. Vi bør mærke os af Gergens teori og ikke lade vores opfattelse af virkeligheden forplumre af usympatiske hyggeord som »quarantinis«.
Og læse lidt mere Berlingske.
