Kasper Holten: »Vi har nok været håndsky og haft for travlt med at råbe »armslængde!«, så snart en politiker havde en mening om kultur«

Kasper Holten, hvis du var kulturminister med et absolut politisk flertal bag dig – hvad var så det første, du ville gøre?

»Jeg ville straks undersøge muligheden for at investere endnu mere i dansk kultur. Jeg anerkender naturligvis den præmis, at det ikke kun handler om penge, men jeg mener samtidig også, at vi får utroligt meget ud af de penge, vi investerer i kunst og kultur.«

Hvad er det vi får?

»Det er noget, der grundlæggende bidrager til os alle sammen og vores samfund. Mandag Morgen lavede for nylig en analyse, der viser at kultur er noget, danskerne virkelig sætter pris på.

Det at have en infrastruktur i et moderne samfund omfatter også et stærkt kulturelt udbud, så forskellige mennesker med forskellige interesser kan blive stimuleret og få et rigere liv. Det er også en vigtig faktor, at vi ved mere og mere om, hvor vigtigt det er for børns udvikling, at de oplever kunst og bliver intellektuelt stimuleret. Det skaber kreative og »hele mennekser«, med evnen til at reflektere og stille spørgsmål ved verden. Og så fungerer kulturen også som en fantastisk branding af Danmark.«

Hvordan oplever du den branding?

»Da jeg i 2011 blev operachef i London, tænkte jeg: »Nåh, nu skal jeg over at møde alle stjernerne,« men det kom i stedet for det meste til at handle om, hvorvidt jeg kendte Sofie Gråbøl, fordi de alle havde set »Forbrydelsen«!

Så når man ser på, hvor meget dansk film, TV, design, opera, ballet og kunsthåndværk fylder ude i verden, hvor meget man taler om Danmark og Skandinavien, er det meget, meget ofte med afsæt i kulturelle produkter, i kultureksport eller særlige kulturprofiler. Det er dét, der fylder rundt omkring i verden. Kultur er en utroligt god investering.«

Så hvis vi investerer i kulturen, så vinder vi ikke bare etisk og intellektuelt – men det er faktisk også en rigtig god investering i kroner og øre?

Ja, ikke nødvendigvis på den korte bane, altså forstået som at du bruger en krone og tjener fem, men som branding af Danmark i forhold til vores evne til at tiltrække de bedste medarbejdere og få opmærksomhed i den store verden, så mener jeg, det er en topinvestering.«

Er der generelt en træg kommunikation mellem Christiansborg og kulturen?

»Jeg synes sådan set, der er en god lydhørhed fra politikerne lige nu. Det er fair nok, at vi skal bidrage til de besparelser som alle i samfundet er underlagt. Vi vil jo alle gerne have råd til sikkerhed, sundhed, etc. Der er dog en nedre grænse for graden af besparelser, hvis vi vil passe på kulturen. Vi får allerede meget for pengene på kulturområdet, og vi skal huske, at den værdi kan ikke kun måles kroner og ører, men også i gode liv.«

Hvordan fortæller man det til politikerne og vælgerne?

»Måske har vi fra kulturlivet været for defensive. Vi har frygtet at tale om kultur, fordi vi har været bange for at blive sat på dagsordenen, for så vil danskerne nok komme og forlange, at vi skal lukke ned – at kulturen er spild af penge. Vi har nok været lidt håndsky og haft lidt for travlt med at råbe »armslængde!« – så snart en politiker havde en mening om kunst og kultur.

Vi skal finde modet til at sige, at vi gerne taler om kultur. Analysen fra Mandag Morgen viste netop, at danskerne gerne vil have et stærkt offentligt støttet kulturliv, som rummer noget for alle. Vi skal være mere modige og tale kulturen op.«

Hvad mener du med »håndsky«?

»Man skal respektere, at vi lever i et samfund, hvor det er politikerne, der udstikker rammerne. De er valgt af folket, og vi lever i et demokrati, så hvis jeg ikke er enig med en politiker omkring de rammer, de sætter for vores arbejde, må jeg jo – i et vist omfang – respektere det.«

Næsten alle i »kulturen« mener altid, de får for få midler. Alligevel er det lykkedes dansk kultur at slå igennem internationalt. Kunne man ikke hævde, at der skal være en vis »sult efter midler«, for ellers bliver kulturen for magelig?

»Muligvis. Men i forhold til den logik, så kunne man vel også mene, at hvis man investerede mere i kultur, så fik man endnu mere og bedre kultur. Og det at vedligeholde en kulturarv kræver først og fremmest mennesker. Det kræver også bygninger, infrastruktur, etc. Alt det er vigtigt, og koster penge.«

Men bør kunsten ikke være drevet af ildsjæle, der bare ikke kan lade være, i stedet for penge?

»Vi er ved at skabe den næste store generation af skuespillere på Teaterskolen. De brænder alle for det. Men det er jo sådan, at skal vi skabe kunstnere, så skal der rigtige mennesker til, og mennesker, de skal jo – uanset målet af passion – i sidste ende have noget at leve for.

Det er jo ikke sådan, at et symfoniorkester spiller 10 pct. hurtigere, fordi vi får digitale redskaber. Der er bare nogle grundudgifter, som skal dækkes, hvis vi vil vedligeholde den kulturarv, vi har. Du kan jo ikke effektivisere »Nøddeknækkeren«!«

Hvad er kulturens modsvar til den omsiggribende digitalisering? Kan I få folk i Operaen i fremtiden?

»Vi lever i en verden, hvor man kan læne sig tilbage og lade alle andre ude i verden lave »kultur«. Så man kan jo bare vente til det kommer på streaming. Vi behøver jo ikke bruge penge på det her i Danmark. Vi kan jo bare lade amerikanerne og alle de andre store spillere klare det for os. Netflix og Apple skal nok servere underholdning for os.

Men i en tid, hvor mine to piger på syv og fire år allerede er sindssygt gode til at finde Netflix på min telefon, er jeg virkelig glad for, at jeg kan slukke for telefonen, og der så er noget, der hedder »Ramasjang«. Her er det ikke er en algoritme, der har regnet ud, hvad ungerne skal bruge deres tid på. I stedet har en redaktør tænkt, at man kan tage en køkkenrulle og tegne øjne på den og sætte noget vat ovenpå den, så har du en figur. Det bliver måske grimt, men det er lige meget, for i processen udvikler man sig kreativt.«

Man taler for tiden om en higen efter det prædigitale, den analoge verden. Tror du, det er noget, der vil vokse? Går de levende kunstnere i virkeligheden en stor fremtid i møde?

»Kulturen og det kreative vil have større og større værdi i vores verden. Jeg tror, vi vil se en stigning i efterspørgslen på ægte live-oplevelser. Min kollega ovre på Nationalmuseet (Rane Willerslev, red.) opfandt jo kedsomhedsknappen, men her på teatret siger vi: »Vores kedsomhedsknap, den sidder derhjemme på folks fjernbetjening«.«

Jeg tror, flere og flere vil have lyst til at tage vare på egen dannelse og gøre sig umage. Vi vil opsøge steder, hvor man skal slukke sin mobil og lytte til nogen, der har øvet sig.

Jeg tror helt klart, at markedet for live-oplevelser kommer til at vokse i takt med, at vi bliver mere og mere digitale. Selve kerneproduktet, det »unplugged«, analoge og gammeldags vil forekomme publikum tiltagende unikt og specielt i fremtiden.«

Nu ved jeg godt, du har dit drømmejob, men hvorfor er der ikke flere, der kommer fra en platform som dig, som engagerer sig i realpolitik. Det kunne jo være rart med en kvalificeret kulturminister. Hvorfor ikke dig?

»Jeg har ingen ambitioner om at skifte mit job ud med noget andet. Desuden er det at være direktør for Det Kgl. Teater også en slags kulturpolitisk platform at tale fra. Forhåbentligt kan man agere ambassadør for, hvad scenekunsten kan betyde for os danskere.

Men jeg vil give dig ret i, at det ville være klogt, hvis nogle flere af »os« gik ind i politik og turde tale højt om kulturen og gik til det med noget selvværd.

Vi skal ikke være så defensive. Vi skal turde tale om, at kultur er vigtigt for os alle sammen. Hvis vi alle blot reduceres til mennesker, der kun går på arbejde for at tjene flest mulige penge, så bliver livet fattigere.«

Hvis du nu kunne vælge på alle hylder, levende som døde, hvem kunne du så godt tænke dig var den næste kulturminister.

»Jytte Hilden havde den store fordel, at hun havde stærke forbindelser helt ind i finansministeriet – og som kulturminister skal man ikke underkende betydningen af dygtigheden i at kunne kæmpe for midler til sit område.

Det er sindssygt vigtigt, at kulturministeren er en politisk dreven håndværker og i sig selv er en indflydelsesrig politiker. Samtidig skal personen være et menneske, der har en passion for kultur – som anerkender kulturens potentiale og vigtigheden af kunstoplevelser for fremtidens menneske.«

Folk, der beklæder høje poster i landets kulturliv, som f.eks. dig selv; slår I over i et særligt »politisk mindset«, når I taler med en journalist som mig?

»Det er jo indlysende, at en stor institution som Det Kongelige Teater spiller ind i en politisk virkelighed, og som sådan forholder vi os selvfølgelig til, hvad politikerne ønsker, og hvordan det politiske spil foregår, så det kan jeg jo ikke afvise.

Jeg håber dog, at vi formår ikke at være partipolitiske. Både Morten Messerschmidt (DF) og Mogens Jensen (A) kommer begge jævnligt i Det Kgl. Teater. Dem taler jeg begge lige fint med, og jeg elsker begges passion for det, vi laver. Vi har heldigvis en del politikere, der kommer her ofte, og som jeg nyder at tale med om kunst og kultur. Her handler det ikke om partipolitik, men altid om kunst og kultur. Og jo, kunst kan være politisk, men det er ikke partipolitisk. Så kan jeg have mine private holdninger, men det er jo sådan set institutionen underordnet. Men vi har måske af og til – som sagt – været lidt for håndsky.«