Kærlighedseksperterne er ikke i tvivl: Derfor er tiden for »heavy dating« forbi

Flere singler vil fremover mødes i en eksklusiv relation, spår eksperter. Med en bestemt person, man har et intimt forhold til, og med faste aftaler og regler om, hvordan den eksklusivitet skal overholdes. I en krisetid vil vi søge mod tryghed og færre bekendtskaber. Mindre lir og mere nærvær.

Kærlighed i coronaens tid. Verden er blevet smitte, sygdom og død i disse dage. Men størst af alt er kærligheden. Livet kan ikke sættes på hold. Forhold kan ikke sættes i karantæne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hvad med en omgang ægte coronadating?

Måske skal det være slut med at date hende den lækre lyshårede i dag, den mørkhårede næste onsdag, den frække rødhårede allerede i overmorgen – og hvem der nu ellers lige springer op fra mobilens lille, lystige, sitrende skærm.

For hvem er egentlig værd at dyrke? Hvem er værd at spilde sin værdighed og sit liv på?

Morten Wagner, direktør, Dating.dk

»Folk har virkelig forstået nødvendigheden af at begrænse omgangen med alt for mange, ligesom tiden også er ved at løbe fra de ligegyldige møder eller møder, der udelukkende handler om sex.«


Det er blevet tid til at gå fra at date mange forskellige til i stedet at fordybe sig lidt mere i en i enkelt, man så til gengæld kan se et større perspektiv i.

En mulighed midt i en coronatid er at udvælge en, man gerne vil være eksklusiv sammen med.

»Flere singler vil fremover mødes i en eksklusiv relation. En bestemt person, man har et intimt forhold til, med faste aftaler og regler om, hvordan den eksklusivitet skal overholdes, og hvad den betyder,« siger Christian Groes, lektor og kønsforsker på Roskilde Universitet.

Han er ikke i tvivl om, at netop den slags bekendtskaber vil blusse op i en krisetid, hvor vi typisk reagerer ved at søge hen mod mere tryghed og dermed også færre og mere velkendte relationer.

»Vi er stadig mennesker med lyster og behov, så det gælder om at finde måder at mødes på uden at udsætte sine behov for sex og lyst til intimitet. Men selvfølgelig stadig med det for øje, at vi lever i en tid med krav om fysiske begrænsninger af hensyn til folkesundheden.

Så jo længere intervaller mellem møderne, desto bedre – og helst med én eller kun få. Under coronakrisen må ens behov baseres på en afvejning mellem egne behov og umiddelbare lyster og fællesskabets interesse i minimal kontakt,« mener han.

Det pirrer os at vente ...

Når vi i øjeblikket ikke kan mødes de sædvanlige steder inden døre som på restauranter, klubber og cafeer, foreslår Christian Groes udendørs stævnemøder.

»Man kan mødes i det fri, gå en tur eller cykle sammen og på den måde samtidig lære hinanden at kende. Det har alle dage pirret mennesker at bygge noget op, man senere kunne se frem til.«

Stephanie Caruana, journalist og forfatter

»De lette, overfladiske og hurtige bekendtskaber vil blive færre, og vi vil være knap så forhippede på nødløsninger.«


Også i en coronatid har vi brug for bekræftelse, og ifølge Christian Groes bliver der i øjeblikket flirtet på livet løs ude på de sociale medier i virtuelle rum.

»Der er ingen tvivl om, at der vil være en øget aktivitet her. Et smil eller et bestemt glimt i øjnene kan være med til at bekræfte én, også på en skærm.«

Mere dybde i relationen

For journalisten og forfatteren Stephanie Caruana, der som klummeskribent har skrevet om sine egne erfaringer med dating, er det velkendt, at mange i øjeblikket har lukket helt ned for den del af deres sociale og intime liv.

»Jeg kender flere, som ellers var i gang med at date, inden vi blev ramt af lockdown, nogle af dem i åbne forhold,« siger hun.

Forfatter og journalist Stephanie Caruana peger på, at vi med coronakrisen generelt har fået mere tid til fordybelse, og hun tror, det har en afsmittende effekt på nye forhold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

»Men det spontane er blevet fraværende, og folk er mere velovervejede i hele deres adfærd. Hvis man har fået en ny relation og er i gang med at date, tror jeg, udviklingen vil gå i retning af, at relationen enten vil dø ud eller også blive dybere. De lette, overfladiske og hurtige bekendtskaber vil blive færre, og vi vil være knap så forhippede på nødløsninger, hvis man kan sige det sådan. Flere vil tænke:

»Hvad kan jeg egentlig få ud af det her?« Og det kan måske være meget sundt i en periode.«

Knald eller fald

Både hun selv og andre, hun kender, har prøvet, at datingapps gør folk en smule kyniske.

»Det har så at sige været »knald eller fald med dating«. Man indleder med en slags jobsamtale, der har et mål for mødet på den ene eller den anden måde.«

Få uger før coronaepidemien og Danmarks nedlukning mødte Stephanie Caruana en mand, som siden har vist sig at være særlig interessant. Netop fordi udviklingen ikke blev distraheret, forklarer hun.

»Vi kan blive ved med at pingponge, der er hele tiden noget nyt, som er spændende, også efter at vi røg ind i en coronatid. I begyndelsen nåede vi lige kort at se på kunst, tage i teateret og at spise ude. I dag kræver det lidt mere nærvær og kreativitet.«

Jytte Vikkelsøe, socialpsykolog

»Det er i real time, at det ukendte og det ubevidste kommer i spil. Og det er dét, vi savner, når vi dater online.«


Stephanie Caruana peger på, at vi generelt har fået mere tid til fordybelse, og hun tror, at det har en afsmittende effekt på nye forhold.

»Vi mennesker længes efter at blive set som den, vi er, af et andet menneske. Det er jo i sig selv ret stærkt, når det lykkes. Og det er ikke forbudt at fordybe sig i et andet menneske og prøve at lære det at kende i dybden, men noget af det fineste, vi overhovedet kan.«

Længslen efter at lære et andet menneske at kende var også noget af det, som direktør Morten Wagner i 1998 så et potentiale i med Danmarks første og største datingsite.

»Folk har virkelig forstået nødvendigheden af at begrænse omgangen med alt for mange, ligesom tiden også er ved at løbe fra de ligegyldige møder eller møder, der udelukkende handler om sex,« fortæller direktør Morten Wagner fra datingportalen Dating.dk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Selv om man på Dating.dk har oplevet en stigning i antallet af nye oprettelser af profiler på 50 procent flere i forhold til samme tidspunkt sidste år, er der ifølge Morten Wagner sket et markant skift i brugernes adfærd, især de seneste uger.

»I forbindelse med coronakrisen har vi lanceret en videochatfunktion, hvor hele ideen er, at man kan tale sammen uden at udveksle telefonnumre og navne. På den måde kan man danne sig et indtryk, inden man mødes. Det er blevet godt modtaget, og vi forventer, at den udvikling fortsætter,« siger Morten Wagner.

»Folk har virkelig forstået nødvendigheden af at begrænse omgangen med alt for mange, ligesom tiden også er ved at løbe fra de ligegyldige møder eller møder, der udelukkende handler om sex.«

Ud med de ligegyldige dates

Med coronapandemien er singlerne ifølge Morten Wagner blevet mindet om, hvad det er, de mangler, når de indimellem sidder alene derhjemme.

»Mange når frem til, at det er nærhed. Det bliver ekstra tydeligt, i en tid hvor den normale distance til andre mennesker er en anden, og hvor man ikke kan mødes på de sædvanlige steder som diskoteker og barer.«

Ifølge Morten Wagner vil singler på dating i stigende grad prioritere at lære hinanden lidt bedre at kende inden det første møde.

»Lige nu oplever vi på Dating.dk, at der bliver luget ud i de ligegyldige dates. De dates, man vælger at tage på, bliver mere relevante og vedkommende,« siger han.

Det, som det ubevidste søger, er sjældent det, vi skriver i en redigeret profil på en app, mener Jytte Vikkelsøe, der er Ph.D. i socialpsykolog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

»Næsten alle har prøvet at mærke forskellen på en ligegyldig, overfladisk date og en date, hvor kemien og nærheden er til stede øjeblikkeligt. Det er det, vi gerne vil forsøge at tilskynde til, i tider hvor begrænsninger pludselig bliver til muligheder.«

At coronaisolationen påvirker vores måde at date online på, er Ph.D. i socialpsykologi, Jytte Vikkelsøe ikke i tvivl om.

Hun er forfatter til bestselleren »Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte« og forklarer, at singlelivet er udfordret på en helt ny måde, nu hvor interaktionerne i det sociale rum – smilene, blikkene, flirterne, krammene og det spontane og uventede – »er flået ud af ligningen«.

»Isolationen har tvunget os ind i et dybere møde med os selv,« siger Jytte Vikkelsøe.

»Længslen efter menneskelig omsorg og det at høre til i en favn forstørres og forstærkes og bliver insisterende på en meget mærkbar måde. Aleneheden får savn og længsler til at træde nøgne frem.«

Christiane Vejlø, trendanalytiker

»Vi vil komme til at observere flere »heavy daters«, som i højere grad vil bruge datingapps mere kvalitativt ved at flytte over på andre platforme.«


Før coronakrisen bestod onlinedating ifølge Vikkelsøe primært af kalkulerede profiler, redigeret for at andre kunne projicere egne længsler og forhåbninger ind i dem.

»Men alle ved, at en profil uvægerligt må kunne stå distancen i forhold til mødet i det fysiske rum, som jo er sandhedens time. Vi kan ikke kontrollere real time-møderne, som vi kan kontrollere en profil på en app. Det er i real time, at det ukendte og det ubevidste kommer i spil. Og det er det, vi savner, når vi dater online: det ukontrollerbare, mystikken, magien. Alt det, der kan opstå mellem to mennesker, som sidder over for hinanden midt i det spontane og ukendte,« siger hun.

Er han noget for mig?

Når vi mødes ude i virkeligheden, registrerer vi ifølge Jytte Vikkelsøe med det samme, hvem den anden er. Om han eller hun er noget for mig. Om der er kemi.

»For nu får det ubevidste lov til at komme i spil. Og det er i sidste ende det ubevidste, der afgør, om vi forelsker os – og i hvem. Det, som det ubevidste søger, er sjældent det, vi skriver i en redigeret profil på en app. Men om den højre-til-højre hjernesynkroni, der helt automatisk frembringer inderlige, ømme, meningsfyldte interaktioner er til stede. Det er dette, efter-corona-onlinedating skal imødekomme, og som Zoom og Skype indtil videre er stand-in for.«

På Danmarks Tekniske Universitet, DTU Compute, har man forsket i avancerede kunstige intelligenser, som kan forstå menneskelige følelser i en sådan grad, at de kan hjælpe os med at få styr på dem.

Så måske kan vi på et tidspunkt i fremtiden sende en personlig kunstig intelligens på date og blot forholde os til evalueringen. Teknologien er i hvert fald for længst trådt ind i vores kærlighedsliv, hvor datingapps hjælper mennesker med at finde hinanden, i forhåbning om at der vil opstå romantik og en særlig kemi. Et potentielt startskud til en fremtid med emotionelle teknologier.

På baggrund af en række forskellige data kan en computerskabt algoritme i dag således udregne forskellige mulige parkombinationer.

Man kan altså måle en række parametre på en person, som udtrykker noget om vedkommendes sociale forhold, indkøbsvaner, uddannelse, rejsevaner og så videre. Hvis man har tilstrækkeligt mange af den slags mønstre fra forskellige personer, kan man lave en algoritme og matche singler, der har mønstre, som minder om hinanden.

»Heavy daters« vil skifte platforme

Christiane Vejlø er digital trendanalytiker hos Elektronista Media, og hun er ikke er ikke i tvivl om, at vi befinder os i en tid – også når det gælder dating – hvor »vi prøver at normalisere det unormale«.

»Nu kan vi jo ikke bare lige kan kaste os i armene hjemme i privaten på én, vi ikke kender så godt. Derfor kan vi i stedet bruge tiden på at mærke bedre efter, om der er noget at komme efter hos en anden person,« siger hun.

Ifølge Christiane Vejlø vil den digitale onlinedating blive udvidet og brugt endnu mere med Zoom, Skype, Hangouts og andre former for virtuelle mødesteder.

»På den lidt længere bane vil en teknologi som virtual reality kunne give en mere tredimensionel oplevelse og følelse af at være sammen i ét rum,« siger trendanalytiker Christiane Vejlø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»Det er i fuld gang, og mange vil bruge mere tid på at udvikle en romantisk relation digitalt, før de mødes, så man kan få en følelse af, hvordan kemien er. I første omgang måske tvunget af omstændighederne, for coronasituationen vil frembringe en masse nye måder at gøre tingene på. Den nuværende situation vil sætte turbo på en i forvejen hastig udvikling af digitale mødeplatforme,« mener Christiane Vejlø.

»Vi vil også komme til at observere flere »heavy daters«, som i højere grad vil bruge datingapps mere kvalitativt ved at flytte over på andre platforme, hvor det er nemmere at udvikle relationen med video og tale. På den måde viser man mere af sin personlighed, end blot som et smart billede med filter på.«

Videoopkald vil vi komme til at bruge langt mere, når vi skal være sammen med andre i realtid om oplevelser, hvad enten det er en film, en rockkoncert eller en opera. En udvikling, der ifølge Christian Vejlø vil smitte af og skabe nye måder at tage på date på.

»På den lidt længere bane vil en teknologi som virtual reality kunne give en mere tredimensionel oplevelse og følelse af at være sammen i ét rum. Og det vil give et ekstra nøk op ad i intimitetsfølelsen, selv om det naturligvis stadig ikke kan måle sig med den ægte vare.