Der skulle kun få ture rundt i det danske sommerland til, før det stod klart, at danskerne i sommerens rus af grillmad og rosévin havde glemt alt om corona og samfundssind. I stedet har vi opført os som de individualister, vi inderst inde er. Bare se på køerne til de gratis færger, hvor folk stod klæbet op ad hinanden eller skældte ud på de fastboende, der tillod sig at komme forrest i køen. Eller de unge, der som en øldunstende bisværm hærgede store dele af både København og landet med deres dunkende soundbokse. Eller affaldsdyngerne på Bryggen, der fik en af Københavns pæneste udsigter til at ligne et hjørne af slummen i Mumbai.
I den afdeling af sommerlandet, hvor jeg befandt mig, handlede store familier gladeligt ind hos den lille købmand, selv om et skilt udenfor pænt gjorde opmærksom på, at man helst kun skulle være én. Markeringerne i gulvet i andre lokale butikker blev kun betragtet som vejledende af intimsfære-søgende kunder, og jeg blev selv hurtigt indhentet af glemsomheden. Konstant måtte jeg minde mig om at bruge håndspritten. Kram til venner og bekendte blev det dumt nok også til.
Hos BBC har en optimistisk journalist skrevet en rosende artikel om, hvordan Danmark under corona-pandemiens værste uger blev reddet af samfundssind – et ord, vi hentede frem fra de historiske arkiver i en svær tid. Vi stod sammen i en patriotisk handling, lyder det flot om os i artiklen.
Men #samfundssind er noget, vi havde mere travlt med at sætte ind i en Instagram-opdatering end at gøre til en permanent del af vores identitet og kultur. Få uger med lav smittespredning skulle der til, og så opførte vi os som idioter igen. Vi glemte alt om at tage hensyn til de ældre, til de potentielt udsatte og til lokalmiljøet. Nej, vi skulle sgu ud og havde det godt! Nu havde vi ventet længe nok, sagde vi, og hældte endnu et glas vin op.
Farvel til det værste år
2020 burde blive slettet fra kalenderen. Det kan vi hurtigt blive enige om. Aldrig har et år opført sig så gement og forfærdeligt. Alle de teorier og ideer, der er blevet fremsat om, hvordan dette år vil ændre os mentalt, tror jeg efter denne sommer ikke længere på.
Vi er vanedyr og vender på sekundet tilbage til gamle vaner helt uden at se os tilbage. Host ind i albuen, håndvask, så snart du kommer hjem, og afstand til andre på fortovet synes allerede at være historie. Vi vil så gerne tilbage til den verden af i går, hvor vi trygt kunne regne på friværdien og spise michelinmad en tirsdag, og hvor den største trussel var MAMILs i lycra på cykelstien.
Men smitten stiger igen, og mens alvoren banker på, er det værd at huske på de ord, sognepræst Pia Søltoft skrev i denne avis tilbage i april, da coronaen havde sat os i isolation:
»Netop nu har du muligheden for at overveje med din samvittighed, om du lever på en måde, som du kan være bekendt over for dig selv og andre.«
