Vi lever i en historisk tid. Ikke siden Anden Verdenskrig har vores frihed som borgere været så begrænset. Men vi har stadig den frihed, intet menneske er foruden. Friheden til selvbestemmelse. Friheden til at forholde os til det, vi gør, og til det, der bliver gjort mod os.
Men ethvert liv er også præget af nødvendighed – det gælder ikke kun vores liv under coronakrisen. Nødvendigheden i et menneskeliv udgøres af alt det, vi ikke selv har indflydelse på og kan bestemme. Vores gener tilhører os med nødvendighed, ligesom vores sociale arv.
I det vi ofte forfalder til at kalde den daglige trummerum, lever vi typisk efter en mekanisk tidsforståelse.
De beslutninger, vores politikere tager, præger vores dagligdag med nødvendighed. Når Danmark lukker ned, og der sættes begrænsninger på vores frihed i forhold til at uddanne os, arbejde, rejse, fejre gudstjeneste og andre fester, ja, bare i forhold til at færdes på gader og stræder, så er det som om, nødvendigheden fylder det hele, og friheden har trange kår.
Den forsigtige optimisme i statsministerens tale ved sidste pressemøde fik os til at øjne friheden igen. I det fjerne på den anden side af en påske uden familiefrokoster og sommerhusbesøg. Men friheden er så småt i sigte.
Tilbagetrækningens refleksion
Situationen under coronakrisen har åbnet vores øjne for den frihed, vi har mistet og håber at genvinde, men måske også for en anden måde at benytte vores frihed på. For nu har vi for alvor friheden til at lade være med at gøre, som vi plejer. Mange af os lever normalt et travlt liv. Et liv med daglige opgaver og aftaler. Men nu har de af os, der ikke arbejder i sundhedssektoren eller andre steder, hvor der er ekstra meget at lave lige nu, fået travlheden lidt på afstand. Vi har fået tid til at tænke over, hvad vi bruger vores tid til. Tid til at tænke over, hvad vi savner. Og ikke mindst: hvad vi bestemt ikke savner.
Når vi læser en bog eller ser en film, fordyber vi os i en anden virkelighed end vores egen. Enhver form for fordybelse medfører en tilbagetrækning fra det umiddelbare og ansporer os til refleksion. Nu under coronakrisen er vi hver især stillet i den helt særlige situation, at vi har tiden til af fordybe os i vores eget liv, at se det udefra og forholde os til det.
I det, vi ofte forfalder til at kalde den daglige trummerum, lever vi typisk efter en mekanisk tidsforståelse. Vi inddeler mekanisk vores dage i søvn, arbejde og fritid og indretter vores måltider derefter for dermed at gøre tiden til vores.
I ren desperation forsøger vi kausalt at forbinde et øjeblik med et andet, fordi det tilfredsstiller vores længsel efter mening og sammenhæng. Det er derfor, vi konstant konstruerer konspirationsteorier og profetier eller forfalder til fjollerier om, at »corona vil lære os noget«.
Men nu, hvor hele samfundet er sat i stå, mens tiden går og går, har vi netop muligheden for at lade denne mekaniske opfattelse af tiden erstatte af en anden måde at forholde os til tiden på. Når vi keder os, siger vi, at tiden går langsomt. Når vi morer os, er det som om, at tiden flyver afsted. Rent mekanisk kan disse fornemmelser for tid ikke måles. Tre timer alene i en lille mørk étværelses varer nøjagtig lige så længe som tre timer i solen i selskab med gode venner og en flaske crémant. Det føles bare ikke sådan. Når sommertiden afløses af vintertiden, er det en mekanisk ændring. Det fornemmedes ikke som sommer, da vi vågnede op til rimfrost.
Den nye tid
Coronakrisen giver os mulighed for at forholde os til tiden på en ny måde. Krisen udgør en begivenhed i menneskehedens historie. At noget er en begivenhed betyder, at der sættes et afgørende skel mellem det, der var før begivenheden, og det, der kommer efter. Hvis vi blot ser tiden som en uendelig lang række øjeblikke, hvor det ene afløser det andet i en lind strøm af ubetydeligheder, så bliver livet vilkårligt og meningsløst. Og det kan vi ikke holde ud. I ren desperation forsøger vi kausalt at forbinde et øjeblik med et andet, fordi det tilfredsstiller vores længsel efter mening og sammenhæng. Det er derfor, vi konstant konstruerer konspirationsteorier og profetier eller forfalder til fjollerier om, at »corona vil lære os noget«. Vi forsøger at få hold på tiden. Men det kan vi ikke. For tiden er ikke vores. Tiden tilhører ingen.
Denne mangel på ejendomsret gælder også en lang række andre fænomener. Heller ikke kærligheden eller selvet tilhører mig på samme måde, som jeg for eksempel kan være i besiddelse af et job, et hus eller en bog. Tiden såvel som kærligheden og selvet kræver, at jeg stiller mig i et særligt forhold til hver af dem. Det er mit forhold til kærligheden, der afgør, om og hvordan jeg elsker. Det er måden, jeg forholder mig til mig selv på i tiden, der gør mig til den, jeg er. Det er altså udelukkende forholdet til tiden, der er mit. Og derfor er det afgørende, hvordan vi forholder os til den.
Det har vi tiden til at overveje nu. I en tid, hvor vi bliver bedt om at stå sammen ved at holde afstand, kastes vi netop tilbage på os selv. Tilbage på vores egen samvittighed. Vi har nu tiden til at spørge os selv og vores samvittighed, hvilke værdier vi holder for sande i stedet for blot at orientere os efter det sociale spejl. Og selv om samtalen med samvittigheden altid må finde sted i det enkelte menneske og derfor er en god beskæftigelse under coronakrisen, er det netop samvittigheden, der binder os sammen med andre mennesker. Samvittigheden er ikke privat. Den åbner for et fælles etisk rum, men placerer ansvaret for at handle i det rum tungt på hver enkelt af os.
Når Mette Frederiksen taler ved pressemøderne, taler hun til vores samvittighed. Hun taler til hver enkelt af os, for det, vi skal gøre, holde afstand, er noget, vi hver især skal gøre; men det, vi hver især skal gøre, har netop et fælles etisk sigte.
Kirkeklokkerne skal få os til at se tiden i atter et andet perspektiv, håbets perspektiv.
Hvorfor spiser du kød?
Når man har travlt, har man en tendens til at se bort fra samvittigheden. Derfor er det nu, du skal tænke over, hvad du vil med dit liv, og hvorfor du gør, hvad du gør. Hvorfor du spiser kød eller undlader at gøre det? Hvorfor du ikke taler med ham eller hende? Det er nu, du har tiden til at overveje, hvad der gør dig tindrende glad, hvad der irriterer dig, hvad du ikke kan leve uden, og hvad eller hvem du ikke kan holde ud at leve med.
Og det er også nu, du har tiden til at overveje, om du kan holde ud at være sammen med dig selv – og om andre kan. Lav en liste over alt det, du glæder dig til at gøre for og med andre, når vi sættes fri igen. Men lav også en over alt det, du glæder dig over at være sluppet for og aldrig vil gøre igen. Det er nu, hvor du ikke hænger i en klokkestreng, at du har tiden til at stoppe op og gøre status. Og hvis du glemmer det, så kan kirkeklokkerne minde dig om det.
Landets biskopper har opfordret til, at alle kirker lader deres klokker lyde kl. 17 hver dag. Det sker naturligvis ikke for på mekanisk vis at markere, hvad klokken er, men for at vise kirkens tilstedeværelse i en tid, hvor vi ikke har mulighed for at holde gudstjeneste. Kirkeklokkerne skal få os til at se tiden i atter et andet perspektiv, håbets perspektiv. Men når du lytter til kirkeklokkerne, kan de også minde dig om, at netop nu har du muligheden for at overveje med din samvittighed, om du lever på en måde, som du kan være bekendt over for dig selv og andre – ikke blot under den nuværende krise, men også fremadrettet.
