Kære Brevkasse – Mine naboer er et levende helvede. Hvordan beder man dem pænt og høfligt om at forsvinde?

Støjende genboer, der fester til hverdag, er ved at drive mig til vanvid. Hvordan får jeg det stoppet, uden at min kone bliver pinlig berørt over mig, spørger en læser.

Sarah Iben Almbjerg - vært på podcasten »Emma Gad – For Evigt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Kære Brevkasse

Min kone og jeg har gennem længere tid boet i den samme ejendom med udsigt over vandet. Vi har aldrig overvejet at bo andre steder – men det har ændret sig nu, da vi har fået nye genboer. Det er en kvinde med tre store sønner, som ikke holder sig tilbage. Når hun er væk, holder de langvarige fester og middage. Der bliver råbt og skreget på altanen til langt ud på natten.

Jeg har banket på og klaget. Problemet er ikke kun, at larmen fortsætter. Min kone synes også, at jeg er pinlig, når jeg klager. Hun mener, at vi må leve med det. Vores ejerforening går ikke ind i sagen, siger de.

Hvordan kan jeg få fortalt vores unge genboer, at man ikke fester den halve nat på en måde, som ikke gør min kone irriteret? Kan man overhovedet få dem til at flytte før os?

På forhånd tak
Genboen

Kære genbo

Genboer. Intet kan invadere vores liv i så høj grad som de mennesker, der bor klos op af ned af os og lever på andre måder, end vi selv gør. Og netop i disse år, hvor vi tilsyneladende lever i en vredens tidsalder, fylder nabokonflikter meget. Både her i Brevkassen, i medierne og i retssystemet.

»Der er også tiltrængt civilcourage i at holde op med at moralisere og lade andre mennesker være i fred.«


Det mest fornuftige er selvfølgelig at sige, at du lige skal tjekke reglerne i jeres ejerforening. De er som regel klare og skrevet ned. Overskrides reglerne kan man faktisk få en advarsel. Er det helt galt og i strid med husordenen, kan man faktisk godt blive tvunget til at skulle flytte.

Dit spørgsmål får mig dog også til at tænke på noget andet. Det virker som om, at coronaperioden har skabt en ny samfundsborger, som ellers har været fortrængt. Vi kunne kalde ham den emsige dannelsesbetjent. Det er ham, der sidder og brokker sig på de sociale medier. Som synes, at børnefamilierne skal holde op med at klage, at folk skal smile mere, når de handler, og at vi alle skal vise mere civilcourage.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at det sidste nok primært kommer fra folk, der sidder trygt og godt derhjemme, og selv om synspunktet er fornuftigt nok, så mener jeg også, at der er lidt tiltrængt civilcourage i at holde op med at moralisere og lade andre mennesker være i fred.

Det virker som om, de sociale medier har gjort os i stand til at føre »vrede per selvfortræder«, hvor man kan hidse sig op på andres vegne – også selv om de måske ikke engang selv føler sig trådt over tæerne. Selvfølgelig er der utryghed blandt forældre til de børn, der snart skal tilbage i institutionerne. Selvfølgelig kan det svært at smile, når man står og roder efter gulerødder og kartofler i den petriskål af mulige smittekilder, som den lokale Netto også kan være. Det kan være svært nok at opføre sig med overskud og pli uden at få andre menneskes domme i hovedet.

Når det så er sagt, så er det altså noget andet at sidde og hidse sig op på folk på de sociale medier og så føle sig invaderet af larm i sin egen lejlighed. Jeg har selv haft problemet med festhatte i min opgang, der ikke kunne kende forskel på hverdag og weekend.

Efter en del urolige nætter gik jeg ned til dem med en flaske vodka, et (anstrengt) smil og morgenhår. Gav dem flasken, ønskede dem god fest og bad dem så om at gå videre eller hjem i seng, så snart flasken var tom. Det virkede faktisk.

Visse folk er mere lydfølsomme end andre og for dem, der har problemet, kan en larmende genbo faktisk ødelægge rigtig meget. I min verden skal man dog altid forene det sure med det søde. Det er på de hårde dage, man skal åbne en god flaske vin. Det er når coronakrisen kradser, man skal købe sig et par gode sko eller lave noget ordentlig mad.

Når naboerne er trælse og ikke makker ret, skal man forsøge at kvæle det med kærlighed og overskud. Gå ned og sig, at du egentlig planlægger at gøre hovedrent i opgangen kl. 06.00 næste morgen, men gerne udskyder det, hvis de til gengæld skruer lidt ned. Start med dig selv, ikke med dem. Hvis det ikke hjælper, må I sætte bestyrelsen og administrator ind i sagen og få dem til reagere.

Først synes jeg dog, at du skal købe konen en buket blomster. Vi lever tæt sammen i øjeblikket, vi må få det bedste ud af det. I hvert fald inden for hjemmets fire vægge. Det kræver en del overbærenhed fra begge parter at se hinanden i døgnets 24 timer. Det vigtigste er trods alt, hvordan I har det sammen i lejligheden.

Du kan eventuelt også huske din kone på, at vreden har det med at skabe store forandringer. Der kommer både sociale fremskridt og forbedringer ud af folk, der hidser sig op. Men måske skal du lige vente med den analogi, til efter buketten er overrakt, og vinen knappet op.