Kære Brevkasse,
Jeg skriver herind, fordi jeg er forvirret omkring mit parforhold. Jeg er i starten af 20erne, hvilket min kæreste også er. Jeg er sprunget ud og har måske lidt flere langsigtede planer, end hvad han egentlig er.
Problematikken omkring dét at være sprunget ud fylder en del i vores forhold, fordi jeg føler, det spænder ben for mig. Jeg er ofte tvunget til at være diskret, og vi har ingen sociale relationer sammen, fordi det kan han ikke overkomme.
Er det dejligt at vågne ved siden af ham om morgenen? Kan du lide duften af ham på din hovedpude? Får han dig til at grine - også af dig selv?
Jeg føler samtidig, at selv om jeg elsker ham overalt på jorden, skal jeg ikke blive gammel med ham. Hele mit spørgsmål handler egentlig om, at man ofte bliver betaget af folk, og jeg tager ofte mig selv i at flirte en del med andre, selv om det ikke er min hensigt. Jeg tænker på og drømmer om andre folk, som jeg sætter ind på min kærestes plads, og så forestiller jeg mig en helt anden fremtid, end hvad jeg forestiller mig nu med min kæreste.
Er det normalt, når jeg har en, som jeg elsker? Og bør jeg slå op med min kæreste, når jeg »fantaserer« om andre mennesker på denne måde?
Venlig hilsen, Den forvirrede fyr
Kære forvirrede fyr
Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, og det lyder også, som om du blander mange ting sammen. Det gør man jo ofte, når man står midt i det. Det mørkeste sted er altid under lampen.
Lad os tage en ting ad gangen: Ja, det er normalt, at du fantaserer om andre. Og nej, man skal ikke nødvendigvis forlade sin kæreste, fordi man også godt kunne se sig selv i et parforhold med Brad Pitt eller Peter fra kontoret. Jeg tror, at de fleste har leget med tanken om at være sammen med en helt anden. Man mister jo hverken synssansen eller fantasien, fordi man indgår i et fast parforhold.
Tværtimod, faktisk.
Som hovedregel kan man tænke på hvad som helst uden at føle sig skyldig. Heldigvis. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad man så kan bruge de tanker til. I stedet for at banke dig selv oven i hovedet kan du måske omsætte nogle af dine fantasier og prøve at finde ud af, hvad du leder efter i dit liv. Måske kan du skaffe dig de ting uden at skifte din kæreste ud. Måske er det bare sjove tanke-eksperimenter, der ikke skal blive til noget.
Dernæst skriver du, at du ikke ved, om I skal blive gamle sammen, men du er altså meget ung. Der er jo en uendelighed foran dig, før du runder 35 år. Hvorfor overhovedet tænke på, om I skal dele pensionsopsparing?
Er det dejligt at vågne ved siden af ham om morgenen? Kan du lide duften af ham på din hovedpude? Får han dig til at grine – også af dig selv? Det er meget vigtigere end alt det andet. Lad være med at tænke så meget på fremtiden, den skal nok ramme dig lige pludselig.
Jeg tror, at alt for mange parforhold er blevet tænkt ihjel af folk, der syntes, at deres partner skulle være lidt mere ligesom nogle andre. Vi ser jo alle disse perfekte parforhold på de sociale medier, selvfølgelig spejler vi os i dem. Men tro mig, de skændes også. Og de ville også ønske, at deres partner var sjovere, vildere eller bare mere glad for kinakål. Mennesket er født til utilfredshed, det er formentlig derfor, vi har udviklet os så meget mere end alle andre arter.
Jeg tror, at vi skal vænne os til at tænke lidt mindre og føle lidt mere. Bare være i det. Du skriver faktisk også i den allersidste linje, at du har en, du elsker. Tænk lige over, hvor fantastisk det egentlig er. Og stop så din hjerne igen og læg dig ind ved siden af ham.
Håber du finder ud af det,
Sarah
