Den amerikanske skuespiller og komiker Mae West skulle engang have sagt, at man ved indgåelse af ægteskab foretager en byttehandel mellem at være tilbedt af mange til at blive behandlet med sarkasme af en enkelt.
Nu kan man jo med en vis mængde tør humor konstatere, at vi med nutidens højhastighedstempo mod parforholdsbruddet sjældent behøver at tåle sarkasmen fra den ene særligt længe. Vi kan i stedet skynde os tilbage i dating-omløb. Mens vi bekræfter hinanden i den gængse kausalitetsforklaring, der er så indlejret i vores kulturelle forståelse af parforhold, at kun de allermest modige vil turde udfordre dig, når du udbryder: »Vi passede bare ikke sammen«.