Det blev i lørdags virkelig understreget, hvor længe såkaldte »forskudsnekrologer« kan ligge og vente.
For skribenten Henrik Lyding, der havde skrevet Jyllands-Posten nekrolog over stjerneskuespilleren Jørgen Reenberg, gik bort i 2018 – fem år inden hans signatur optrådte under Reenbergs nekrolog.
Det var helt naturligt, at det for år tilbage var Lyding, der skrev nekrologen, forklarer Peter Rosendahl, som dengang var kulturredaktør, og som nu er printansvarlig på Jyllands-Posten.
»Ligesom I gør på Berlingske, så har vi også en forskudsproduktion af nekrologer. Vi kigger også på, hvor gamle folk er, og da Jørgen Reenberg var oppe i årene, satte vi gang i at skrive en nekrolog,« siger han.
»På det tidspunkt var Lyding teaterkritiker – og en fantastisk dygtig teaterkritiker med en stor viden om danske skuespillere. Han var derfor oplagt til at skrive den nekrolog,« siger Peter Rosendahl til Berlingske.
Peter Rosendahl forklarer, at et medlem af nyhedsredaktion kiggede i »nekrologbanken«, da vedkommende så, at Jørgen Reenberg var død. Vedkommende var dog ikke klar over, at Henrik Lyding var død. Det var Peter Rosendahl til gengæld, som derfor lige gennemgik nekrologen.
»Jeg vurderede, at da nekrologen mest handlede om Jørgen Reenbergs kunstneriske virke, som foregik inden Henrik Lyding skrev nekrologen, så var den god nok til at blive bragt,« siger Peter Rosendahl.
Man traf dog den beslutning at bringe den »under mærke«, som betyder, at der i bunden af nekrologen står »JP/Henrik Lyding«, frem for en normal signatur kun med skribentens navn – selvom der ikke er ændret noget i nekrologen.
Peter Rosendahl, kunne I have overvejet at deklarere, at nekrologens forfatter var død?
»Man kunne godt have skrevet, at Lyding afgik ved døden for nogle år siden. Det vil jeg vende med chefredaktionen, om man skulle gøre, hvis det skulle ske igen.«
Jyllands-Posten er ikke det første medie, der har bragt en nekrolog, der var så gammel, at forfatteren var død i mellemtiden.
Sket før
Da Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012, bragte den britiske avis The Independent nemlig en nekrolog skrevet af Patrick Shovelton, der var tidligere højtstående embedsmand i flere britiske ministerier, og som i en periode var ansat i Mærsk.
Men Patrick Shovelton døde i januar 2012, og Mærsk Mc-Kinney Møller døde først i april. Dengang kom mediet rundt om situationen ved at skrive i bunden af nekrologen, at Patrick Shovelton døde i januar.
I The New York Times er det samme sket flere gange:
I 2017 bragte The New York Times en nekrolog over Lillian Ross, som var skrevet af udlandskorrespondenten Michael T. Kaufman, der døde mere end syv år tidligere.
Skuespilleren Elizabeth Taylor, som døde i 2011, levede seks år længere end anmelderen Mel Gussow, der skrev hendes nekrolog.
Rumforskeren James Van Allen, der har lagt navn til de såkaldte Van Allen-bælter med ioniserende stråling, der ligger omkring jorden, døde i 2006. Men hans nekrolog var skrevet af Walter Sullivan, der døde hele ti år før i 1996.
I 2022 udtalte Politikens navneredaktør, Karen Marie Holk, sig til Illustreret Bunker, som er Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles avis, om samme emne.
Hun sagde dengang, at såkaldte forskudsnekrologer typisk bliver skrevet, når det bliver kendt, at en stor person har kort tid tilbage at leve i, men at de også skrives for visse personer, der blot er oppe i årene.
Hun sagde derudover, at Politiken, som er i samme mediehus som Jyllands-Posten, har en politik om ikke at bringe nekrologer skrevet af personer, der ikke længere har tilknytning til Politiken, når nekrologen skal bringes.
Inden udgivelse bliver nekrologerne dog opdateret, sagde hun.
»Det er ikke sådan, at man bare bringer en eller anden støvet forskudsnekrolog, der har ligget på lageret i 100 år,« sagde Karen Marie Holk dengang.
Da Henrik Lyding gik bort, bragte Berlingske en nekrolog, som kan læses her. Nekrologens forfatter levede og lever dog fortsat i bedste velgående.
