Teateranmelderen Henrik Lyding er død

Jyllands-Postens mangeårige teateranmelder, Henrik Lyding, er død.

Henrik Lyding var teateranmelder på Jyllands-Posten siden 1993. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Lehmann

Der er blevet tomt i teatret. I hvert fald for os teaterkritikere - en efterhånden lille skare - som trods konkurrencen og forskellige arbejdsgivere altid har betragtet hinanden som gode kolleger, der aften efter aften mødes på bænkerader og plyssæder rundt omkring i de danske teatre. Som min kollega Rikke Rottensten har udtrykt det, så vidste man altid, at pausen i det mindste blev god, når Henrik Lyding, Jyllands-Postens mangeårige teateranmelder, sad i salen og hilste med det lille, venlige og fiffige smil, der nåede helt op til øjnene og med den sorte taske i skødet. Altid beredt, altid interesseret. Henrik var, ganske enkelt, godt selskab, som mødte sine omgivelser med entusiasme, interesse, varme og - ja, lad os bare kalde det en ømhed, som han diskret forstod at vise en, selv om sentimentalitet og føleri slet ikke lå for det private menneske.

Et ridderslag

Mangen en togtur og biludflugt til provinsens teaterforestillinger er i den grad blevet peppet op af samtaler med Henrik, hvis blik for verdens dårskab og vittige, skarpe replik kunne pille enhver ned, men ikke så meget, at det gjorde noget. Hans enestående, vidunderligt vitriole humor var et udslag af hans kærlighed. Ingen kunne drille som han, så det føltes som et ridderslag. Men læg dertil, at han var et berigende menneske at tale med, ikke bare om det teater, vi begge led af et håbløst had-kærlighedsforhold til, men også om livets andre tilskikkelser, selv om Henrik ikke var den, der lindede for meget på låget. Havde han valgt dele af tilværelsen fra for at hellige sig det teater, i hvis sikre forvaring, han kunne blive en betragter af livet? Sådan kunne det godt virke. Det gjorde ham til landets absolut flittigste teatergænger. Havde Henrik Lyding ikke set forestillingen, så havde den næppe spillet. Altid på farten for at nå endnu en forestilling, på cykel på vej mod hovedstadens små og store teatre, altid med styr på DSB-køreplanen over hele landet - kunne man eventuelt lige nå at presse endnu en børneteaterforestilling mere ind, opleve andetholdet af den seneste ballet?

Henrik havde set alt. Myreflittig, båret af en enorm arbejdsmoral. Og selv om han sagtens kunne kokettere med, at han havde glemt en forestilling, havde han det sjældent. Derfor føles det også, som om hans erfaringsbaserede kritik med styr på stort set alle bevægelser på danske scener siden begyndelsen af 1970erne er så svær at erstatte. Læg dertil en teateropfattelse, der omfavnede hele teatret: fra den mindste revy i provinsen over børneteatret til den klassiske ballet. Et sundt kunstsyn, hvor intet var finere end andet, hvor der var blik for kvalitet inden for alle genrer. Og han fortalte om det hele med letflydende pen og med den integritet og ubestikkelighed, der også karakteriserede ham uden for avisens spalter.

Baggrunden for det hele var i orden – dels havde han en magistergrad i nordisk litteratur i rygsækken, dels en fortid som skuespiller i teatergruppen Vaganterne og som instruktør af sommerspil.

Ved siden af anmeldergerningen, der også omfattede Børneteateravisen og hans eget teaterprogram på DK4, fungerede Henrik Lyding som skattet instruktør og dramaturg for Tivolis Pantomimeteater, hvor han hjalp Pjerrot og Columbine med at finde de rette trin og bevægelser. Det blev også til et par bøger om dansk teater, bl.a. en om dronning Margrethes scenografier. Inden teatret blev en fuldtidsbeskæftigelse, arbejde han som fremragende informationsmedarbejder inden for HIV- og AIDS-området. I de meget afgørende år for forskningen rapporterede han indsigtsfuldt og opdateret om sygdommen og om medicinens fremskridt. En enorm indsats, som AIDS-Fondet passende belønnede med sin fornemme formidlingspris.

Henrik Lyding døde uventet mandag aften som følge af en række hjerneblødninger, 62 år gammel.  Så sent som i torsdags sendte han mig en sms, hvor han glædede sig over at have genlæst en af mine og Rikke Rottenstens teaterbøger. Jeg skrev tilbage til ham, at det havde han ikke behøvet, men at det var typisk ham at gøre det alligevel. »Sådan er du. Jeg håber, vi ses snart«. Sådan skulle det ikke gå.

Henrik Lyding blev født 7. maj 1956 og døde 16. juli 2018.