Jesper Christensen: »Angsten bliver kun større med alderen«

Med mere end 40 års erfaring fra teater- og filmbranchen er Jesper Christensen en af de mest erfarne skuespillere, vi har. Men erfaring er ikke nødvendigvis en fordel i en branche, hvor hver eneste præstation skal have noget nyt over sig. »Det kan ikke bare blive en ny »Bænken«, siger den filmaktuelle stjerne.

»Der er masser af ting, jeg siger nej til ... «
»Der er masser af ting, jeg siger nej til, hvis jeg synes, at menneskesynet er for afstumpet,« siger Jesper Christensen, der er aktuel i »Før Frosten«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

»Som jeg husker det, har denne film været et sandt triumftog fra starten,« griner Jesper Christensen.

Jeg har netop spurgt ham, hvorfor han først sagde nej til at spille hovedrollen i »Før Frosten«, Michael Noers kommende film, der allerede inden den danske premiere har modtaget international hæder og priser på diverse festivaler. Men Christensen husker forløbet helt anderledes. I hvert fald indtil han tænker sig om en ekstra gang.

»Det kan faktisk godt være, at jeg sagde, at jeg var gammel og træt. At jeg gjorde mig lidt besværlig. Det skal man jo.«

Hans smil kunne sidde på en ung mand. Eller på en person, der godt ved, at han leger kispus med sin omverden. Men så bliver han alvorlig igen.

»Jeg har altid været selektiv, og måske har jeg også fået mere plads til at være det med alderen. Måske var der også nogle scener i »Før Frosten«, der virkede fysisk krævende, fordi man rendte rundt i træsko og mudder mange dage. Jeg er nok blevet mere bevidst om, at de scener, der varer ti minutter at indspille, kan give dig skader, der varer flere måneder at rette op på.«

Kunsten at være besværlig
Selvfølgelig er Jesper Christensen selektiv. Trods det almindelige efternavn er den 70-årige skuespiller et af landets mest kendte ansigter med en langstrakt karriere inden for film og TV. Spørg en dansker, hvem han er, og de vil have hver deres eget svar, alt efter deres eget udgangspunkt.

Børn fra 70erne vil huske ham som Nanas far fra DRs kendte TV-serie.  De fleste født efter 1980 tænker på ham som Kaj, der sad på »Bænken« i Per Flys film af samme navn. I udlandet kender de ham som Mr. White fra James Bond eller for utallige roller i kategorien »bekymrede mænd«, som der står på filmsiden IMDb.com. Men selektiv har han altid været.

Det har blandt andet bragt ham på kant med Peter Aalbæk, der holdt ham ude af Zentropas film i ti år, fordi Christensen krævede og fik overarbejdsbetaling på filmen »Retfærdighedens rytter«, der både overskred budget og tidsplan. Først med »Bænken« blev han atter hyret til en Zentropa-produktion af produceren Ib Tardini.

»Der er masser af ting, jeg siger nej til, hvis jeg synes, at menneskesynet er for afstumpet. Men lige så snart man gør sin kunst til levevej, kommer man ud i nogle dilemmaer. Så kan man spørge, hvorfor jeg laver James Bond, men det skaffer mig nogle andre job og giver mig nogle penge, så jeg kan tænke mig om og medvirke i nogle film, der forhåbentlig kommer til at handle om noget mere,« som Jesper Christensen sagde til Euroman for få år siden. Det spørger jeg ham ind til, da vi er rykket ind i det sirlige kontor, han deler med sin kone.

Angsten vokser med tiden
»Jeg har lettere ved at få lov at være selektiv nu, for ind i mellem er pengene større og mit navn står ofte højere på plakaten. Jeg tænker jo ikke, at jeg skal ud og købe en motorbåd, jeg kører bare med min lille økonomi, og så kan jeg sige nej et år, fordi der ikke kommer noget, jeg har lyst til. Det kunne jeg ikke, da jeg var ung. Til gengæld er der færre tilbud til en mand på 70.«

Ifølge Jesper Christensen er der mange i hans generation, der går omkring uden arbejde. Også selvom de er »skide-dygtige«. Men det er ikke den eneste grund til, at det kan være en udfordring at forsætte som skuespiller, når man er oppe i årene.

»Hver eneste gang jeg har fået en rolle, har jeg ligget og vendt og drejet mig. Tænkt, om det var rigtigt, og om jeg kunne. Og det bliver kun værre med erfaringen.«

»Jeg har jo spillet så meget, men jeg må ikke gå og gentage noget af det. Jeg skal finde på noget nyt, for det kan ikke bare blive en ny »Bænken«.«


Christensen understreger, at erfaringen kan være en hjælp, når det kommer til det rent tekniske. Men som skuespiller er den lange historik også en hæmsko.
»Jeg har jo spillet så meget, men jeg må ikke gå og gentage noget af det. Jeg skal finde på noget nyt, for det kan ikke bare blive en ny »Bænken«. Der er sikkert jobs, hvor erfaringen er en hjælp, fordi den handler om, at du har indlært noget teknisk, men som skuespiller handler det jo også meget om at starte forfra hver gang. Og det er svært, når man i princippet altid spiller op imod sit bagkatalog.«

Han kigger direkte frem i luften, før han selv svarer på, hvordan man håndterer det.
»Så ligger man og vender og drejer sig hver nat, indtil man står på settet. For mig er det vigtigt at finde en historie i alle roller. Hvis jeg kan det, så skal jeg nok klare det.«

Er det så blevet nemmere med erfaringen at finde den historie?
»Det ved jeg ikke. Lidt måske. Men til gengæld skal man så trækkes med bekymringen for, om man stadig er god nok. Om man husker replikkerne og er lige så hurtig som de andre. Det skaber en anden slags usikkerhed.«

Den danske western-periode
Trods de fysisk krævende scener endte Christensen dog med at sige ja til »Før Frosten«. Simpelthen fordi det var et »vanvittigt godt manuskript«. Historien handler om bonden Jens, der roder rundt i det absolut nederste lag af samfundet anno 1850. Man kan næsten mærke fugten sive gennem væggene i de scener, hvor den lille familie deler lidt udvandet grød. Men Jens drømmer om bedre tider – især for sin store datter.

»Det er jo en almen historie om at ville det bedste for sine børn, hvilket vel er noget, vi alle kan genkende.«

Når det så er sagt, var det en fantastisk oplevelse at spille Jens, understreger Christensen.
»Jens er ikke defineret af sin alder. Han kunne også være 50 år. Det vigtigste er, at han kæmper for sin familie og træffer nogle svære valg, der ikke er entydige. Hvis vi kan formidle den fortælling uden at man tænker på det som historie, er vores mission lykkedes.«

Jesper Christensen har altid været selektiv. Det lægger han ikke skjul på. Måske har alderen også givet ham mere plads til det, siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Men filmen er vel også et historisk testamente?
»Selvfølgelig siger den en del om en periode, som de færreste kender meget til. Jeg er meget historieinteresseret, men jeg vidste heller ikke så meget. Men det er jo vores western-periode. En periode, hvor du ikke bare kunne tage ind til byen og få et job. Derfor lokkede det også de unge mænd, der hørte om, at du kunne få 130 tønder land i Oregon, hvis de bare lovede at passe det.«

Jeg var faktisk overrasket over, hvor frygteligt et samfund, vi havde dengang.
»Ja, det er ingen Morten Korch-film, lad os bare sige det sådan,« siger Jesper Christensen.
»Men sådan har mange perioder jo været. Det har vi bare glemt, fordi vi selv er vokset op i et samfund, der bildte os ind, at alle havde det godt. Jeg er fra 1948, jeg kunne jo vælge og vrage. Der var aldrig nogen smalle steder. Folk var så priviligerede dengang, at Julius Bomholt indførte Ulands-hjælpen, fordi vi lige så godt kunne vænne os til at dele ud af vores overflod. Det har vi så glemt igen.«

Måske kan filmen minde os om det. Og måske er det bare en god historie. Jesper Christensen tror lidt på begge dele.
»Vi kan jo ikke bare lukke øjnene for fattigdom og for, at vi har det ret priviligeret her i landet, mens der er en masse andre mennesker, der lider,« siger skuespilleren, der altid har været kendt for sit store sociale engagement.

Det gælder stadigvæk. Pensionen ligger langt væk. Lige nu brænder han også for at skrive et filmmanuskript sammen med kollegaen Lene Maria Christensen.

»Det er et skideskægt arbejde, og så slipper man også for at kravle rundt på en mark og fryse som en hund.«