Jesper Binzer har været D-A-Ds frontmand i 35 år, men han panikker stadig hver gang han skal på scenen

Kære Gud. Jeg giver dig fuld råderet.
Nu har jeg de her 18 sangtekster, som jeg ikke tror, jeg kan huske, så du må bare hjælpe mig.  For lige nu vil jeg meget, meget hellere en tur i biffen og spise popcorn sammen med Louise, mens jeg pakker mig ind i mørket og fiktionen.

Vil du, please... hjælpe mig?

Det er den slags bønner og tanke-kaos, som kan fare gennem hovedet på Jesper Binzer i sekunderne inden, han med sin voldsomme energi og stærke karisma skal ind og fyre den af som forsanger i Danmarks største klassiske rockband, D-A-D. Kendt for kompromisløs og hårdtslående rock, spektakulære sceneshows med ild, kraner og gigantiske stunts. Engang havde bandets guitarist Jacob Binzer, Jespers bror, hængt med hovedet nedad 20 meter oppe i luften på Roskilde Festival - med det ene ben i en snor, blafrende i projektørlyset og hyllet ind i røg. Det har altid været vildt og frygtløst udadtil. Men ikke indadtil.

»En sund indbildskhed har gjort, at jeg har turdet stole på, at jeg kunne levere, når først pistolen var sat for panden og jeg stod foran publikum. Også selvom jeg forinden har været ved at panikke fuldstændigt,« siger Jesper Binzer.

Han er stadig ret så rock'n roll. Med sit lange hår, som i alle årene har været hans signatur, og med sin tidløse, oldschool rockstil med klassisk stonewashed cowboyskjorte, halvstramme jeans og brun fløjlsjakke.

Han ser sig lidt omkring i baggården på Islands Brygge. Han kender den godt, baggården, som også har øvelokaler for flere danske heavymetal-bands, og han stiger stedkendt ind i den vareelevator, som gæster bliver fragtet op i, når de skal besøge den lidt hemmelige og eksklusive Restaurant Alouette helt oppe under taget. Så læner han sig tilbage i stolen og slukker sin telefon.

Jesper Binzer rummer flere paradokser. Ét af dem er hans forhold til scenen. På den ene side er den hans hjemmebane, på den anden side føler han, at den er beklædt med millimetertynd is. Når han træder ind på den, føles det som at løbe henover en sø, mens isen er ved at krakelere under ham. Og så intenst skal det føles, når han excerserer, som han siger.

»Det er liv og død hver eneste gang, og gradvist får jeg høvlet noget af den irrationelle nervøsitet af, efterhånden som koncerten skrider frem. På mange måder er det stadig grænseoverskridende at stille mig derop på scenen, men det er også et frirum.«

Som knægt excerserede han også. Liggende på et skateboard det meste af tiden i høj fart. Han har altid elsket fart. Engang var han lige ved at havne under hjulene på en lastbil, og han kan stadig huske angsten. En ægte dødsangst med hjertet, der hamrede og bankede, som var det ved at eksplodere. Det var millimeter fra, han var blevet ramt.

Han var 12 år, men trods den angstfyldte oplevelse, fortsatte han med at skate. En forudsætning for at kunne trække vejret og overleve, en fysisk nødvendighed, følte han. Afsted, hen over den rå og hårde asfalt, mens han styrede skateboardet ved at mærke kroppen, ramme tyngdepunkterne og finde balancen i sine bevægelser.

Hvis jeg ikke er i gang, går jeg ned

Flere år senere, da han var igang med det vilde rockstjerneliv, sloges han med dét, han kalder »noget mørke«. Det ligger et sted i dybet, mørket, og engang imellem kommer det og tager ham. Typisk når smerten, irritationerne eller problemerne hober sig op.

»Jeg talte med en håndværker for noget tid siden, som fortalte mig om en fysisk smerte i den ene skulder. Om dagen, når han var i gang, og der skete noget omkring ham, kunne han udholde smerten. Men om natten, når der var stille, gjorde det bare så sindsygt ondt i skulderen. Det tror jeg egentlig, at mange mennesker kan genkende. Jeg har det også selv sådan. Hvis vi kan glemme os selv og flygte fra os selv, så går det, især når vi er sammen med en masse mennesker. Men når vi er alene, kan det gøre ondt. Jeg kan sagtens fungere, når jeg har noget at lave. Men hvis jeg ikke har guitaren og er i gang, går jeg ned.«

Det er jo ret irrationelt, og noget med at dyrke og pille i sin egen navle, mener Binzer. Men der er ingen vej uden om, hvis tingene skal være ærlige. Hvis musikken skal være ærlig. Og det skal den, ellers er det lige meget.

»Det er det samme med mit liv. Jeg orker ikke uærlighed, hverken over for min familie eller over for mig selv. Det har jeg prøvet rigeligt af som ung.«

De sidste tyve år har han insisteret på ærlighed og på at være sig selv. Han vil gerne være én Jesper Binzer. Altid den samme. På scenen og privat.

»Det har taget tid at nå dertil, men det er min livsmission. Og så alligevel. For hver eneste gang, jeg har besluttet mig for, at jeg har en kerne, en uforanderlig Jesper Binzer, så har kernen ændret sig. Måske vil jeg helst være sådan. Jeg har ikke lyst til at blive en forstenet klods, som udfylder sin rolle i det store samfundsbyggeri. Min krop gør automatisk oprør. Derfor opfatter jeg heller ikke mig selv som en person med en stor integritet, som der står i stillingsannoncerne.«

Han mener, at integritet låser og binder, i hvert fald i gængs forstand.

»Virkeligheden ændrer sig hele tiden, og jeg vil gerne ændre mig med den. Integritet og kerner holder folk fast, og jeg er ikke for fastholdere.«

Varm luft og indbildskhed

I årevis har Jesper Binzer gået i terapi. Smidt sig ned på briksen hos terapeuten, når han har været ved at blive sindssyg over ikke at kunne være alene med sig selv, men har haft lyst til at stikke af - igen. Både fra ham Binzer på scenen og fra den private Binzer. Og nej, han er ikke skizofren.

Men de sidste mange år har han pustet sig op med varm luft og indbildskhed, alene i et forsøg på at finde ud af, hvor grænsen går. For hvornår er han entertainer, og hvornår han er sig selv?

»Mit livs kæmpe kompromis og uden sammenligning største succes er, at jeg på én og samme tid har insisteret på at være scenemonster i D-A-D. Og samtidig have en familie, som jeg har kunnet være ærlig over for. I mine bedste stunder er det mit livs største sejr. Og de øjeblikke, hvor det faktisk er lykkedes, er jeg stolt over det fuldstændigt umulige projekt.«

Flere hundrede timer har han efterhånden tilbragt på briksen, som han kalder det. Hos terapeuter, som han har gået hos i adskillige år.

»Når man arbejder med tekster, er det helt fantastisk at gå i terapi, en ekstra bonus. Så ligger man der og rabler og rabler. Binzer taler om Binzer med Binzer. Ha ha! Og pludselig har man gang i noget, der kan bruges til nogle tekster i nogle nye sange.«

I år har D-A-D 35 års jubilæum, og bandet er i øjeblikket i studiet for at færdiggøre deres første album i otte år. Et album der udkommer til foråret, samtidig med, at D-A-D giver tre koncerter til april, inklusiv en allerede nu udsolgt KB-Hal. Plus på udvalgte festivaler.

Og - så er Jesper Binzer her og nu aktuel med et solo-julehit: »One Day of Peace«. Et inderligt ønske om bare en enkelt dag uden alt det jule-hejs…bare en enkelt dag med fred.

Binzer er den bedste fest

Jesper Binzers liv har været alt andet end fredfyldt. Det har været ægte rock'n roll, og han har omfavnet rockstjernelivet med alt, hvad det er kommet anstigende med. Ifølge Binzer selv når man derhen ved at »at skyde brystet godt frem, svinge med sit lange hår og se ud som om, man ejer verden og styrer scenen.«

Sagt med den selvironi og distance til rockmytologien, som D-A-D og Jesper Binzer altid har været kendt for.

»Jeg sad for nogle år siden i subwayen i New York, da en ældre kvinde pludselig spørger mig:

»Excuse me, but are you a real rockstar?«

Hvortil jeg svarer: »Yes, ma'am - I’m a real rockstar.«

Men hvis Binzer skal være helt ærlig, mener han ikke selv, han har rockstjernens kølige råhed, når han ikke er på scenen. Derhjemme er han for eksempel røvkedelig og til tider ligefrem apatisk.

Men på scenen er han en fest. En anmelder skrev på et tidspunkt, at Jesper Binzer er dansk rocks »bedste fest som forsanger med et elektrisk nærvær og en helt eminent kontakt til publikum.« Når musikken først spiller, er D-A-D et trykluftsbor, der sætter en levende tsunami af mennesker igang ude i bølgehavet.

Sprut og damer

Festen begyndte for alvor i 1984, da Disneyland After Dark, som de hed til at begynde med, blev dannet. Fem år senere brød de igennem med albummet »No Fuel For the Pilgrims«. Både de danske og udenlandske pladeselskaber stod i kø og tilbød millionkontrakter. »Kom til USA«, lød invitationen fra Warner Bros.

De blev hentet i limousiner i Miami, kørt til et hotel, som Warner Brothers havde lejet, hvor K.D. Lang og Aerosmith spillede, og derfra fragtet videre i flere limousiner ud til Giants Stadium for at se baseball. Deres bandbillede blev til en annonce på bagsiden af det prestigefyldte musikmagasin »Billboard«, hvor de blev udråbt som Warner Bros' store håb. De blev feteret, gik til fester, svømmede i stoffer, badede i sprut og gik ombord i et utal af kvinder.

»Det var som at have jetlag hele tiden, en turbulent susen rundt i kroppen. Samtidig var der nogle beslutninger, som allerede var truffet for os. Vi var blevet en del af det store rockmaskineri - uden indflydelse,« husker Jesper Binzer.

Ikke at de var uvante med jetlagsfornemmelse. Materialet til »No Fuel For the Pilgrims« havde D-A-D lavet et sted uden for København i en døgnrytme som var:

Vågne om eftermiddagen, ryge hash, lave lørdagskylling, spille musik, sove igen og vågne igen.

Om årene i overhalingsbanen husker Jesper Binzer, at hashen var god til at sortere alle andre krav og forventninger end musikken fra, og holde ham fast i den enkle rockstjernedrøm. Desværre var hashrusens forsimplede univers meget lidt værd, når hans skulle agere ude i virkeligheden. Også i sit første ægteskab, som holdt i ti år, men blev mere og mere køligt og til sidst gik i stykker.

I dag er han et helt andet sted i sit liv og har for længst skiftet overhalingsbanen ud med en midterbane. Og musikalsk har han fået mere mod til endelig at give slip på de andre i bandet og selv prøve af, hvad han kan.

Fik DAMP og gik solo

Sidste år gik Binzer solo. Ikke at han forlod D-A-D, men han havde mistet tålmodigheden. Han ville selv.

»For to år siden havde vi aftalt, at vi skulle udgive en plade, og det var flere år siden sidst. Så stod jeg der med vandkæmmet hår og var SÅ klar, men så var der en fra orkestret, som pludselig ville holde fire måneders pause. Jeg blev sindssyg, måske har jeg også lidt DAMP. Jeg måtte gøre et eller andet, så jeg begyndte at skrive nye sange. Der var noget musik, som skulle laves, og kan vi SÅ komme i gang, ha, ha.«

Som 52-årig udkom Jesper Binzer med sin første soloplade »Dying is easy«. En titel der udspringer direkte af i årevis at have prøvet, hvad det vil sige »at rejse rundt i de timer, hvor man skulle have sovet.«

Han har været mere vågen på mærkelige tidspunkter end de fleste andre. Når koncerten er sluttet midt om natten og han ramte hotelværelset klokken to. Ofte for at stå op igen klokken fire for at nå et fly, der lettede klokken seks og kort efter landede i en ny by med en ny scene. Repeat!

»Sådan var det i flere dage i træk. Og der var jeg fyldt 50!,« næsten råber han og griner højt.

»Jeg lagde mig ned i ti dage bagefter. Bang! Bevidstløs. Jeg skal da lige love for, at jeg fik min alder smidt i nakken. Det var godt at vide, at jeg stadig kan, men også at det har en pris bagefter. Selvfølgelig. I dag kan jeg mærke prisen for min alder og levevis gennem mange år, og det kan jeg mærke meget konkret. Jeg kan ikke holde til det, hvis ikke jeg siger til mig selv:

»Jesper, nu skal du prøve at blive på hotelværelset HELE dagen. Det er vigtigt, Jesper. Gå ud og se dig i spejlet! Du skal ikke ud og opleve hverken denne her by eller andre byer. Du skal blive på dit hotelværelse og fise rundt i underhylere og se fjernsyn. Uanset som du er i Köln eller Lyon.«

Han ved, at han kan komme sig, hvis han holder fri i tre dage. Helt fri. Kalder det for »musikerens weekend«. Den slags, som kan være nødvendige for mennesker over 50 år, der arbejder i særligt udsatte brancher.

»Så laver jeg vitterligt ikke en skid, men jeg ved, at det er ekstremt vigtigt for mig.«

Publikum gik hen til Rasmus Seebach

Han sammenligner rockstjerner med fodboldspillere. Men fodboldspillere når ifølge Binzer aldrig at opleve den bevidsthed, der er forbundet med noget, man har gjort i mange år.

»Det får de ikke lov til. Og ja, det var da fedt at rejse rundt som 22-årig, men hvor er det bare ti gange federe i dag med bevidstheden om, at du kan gå ind i nye ting med et langt større overblik. Alene dét er nok til at blive ved. Allerede for 20 år siden tog jeg de gule ørepropper i, når vi var i øvelokalet for at klare min tinnitus. Det var da altid noget, at jeg var lidt på forkant med ørepropperne, så er der én ting mindre, man skal vænne sig til, når man er en gammel rockstjerne...«

Sammen med det, han kalder for sit »lille« orkester (D-A-D er det store), turnerede Jesper Binzer sidste sommer rundt i Danmark, også til festivaler. Han skulle lige vænne sig til, at når han et kort øjeblik lukkede øjnene på scenen, var halvdelen af publikum smuttet, når han åbnede dem igen. Typisk fordi Rasmus Seebach gik igang med at spille ovre på en anden scene.

»Cool nok! Men det er klart, at jeg lige skulle finde ud af, at der måske kun stod 200 mennesker ved scenekanten, når jeg har været været vant til flere tusinde. Men det er et vilkår. Så kan man ikke stå dér og have fine fornemmelser.«

»Troede jeg skulle skrive TV-serier«

Han er blevet en moden herre, der har været sammen med sit livs kærlighed, Louise, i snart 20 år. Han har voksne børn, den yngste er 16, og er i øvrigt »en rimeligt sat familiefar«. Men med drømmene intakt. Også den store drøm om at »ramme den lige i røven«.

»Så kan det godt være, jeg troede, jeg skulle skrive TV-serier eller være radiovært eller noget helt tredje Men jeg har taget den højere med D-A-D gennem 35 år, og siden jeg var 16 år, har jeg befundet mig på hylden med musik. Mine drømme er ikke slukket, tværtimod ser jeg endnu flere muligheder end nogensinde. Nu kan og tør jeg selv udgive en plade, uden at der er lagt en rød løber ud på forhånd. Jeg behøver ikke længere at vente på, at de andre gider at lege.«

Måske handler det helt banalt om mod til det, man brænder for og drømmer om, mener han.

»At finde skønheden i en melodi på tre akkorder, eller skønheden i noget irrationel poesi, det er det samme,« mener han.

»Det vigtigste er aldrig at give op. Det kan du sgu altid gøre senere. Det har jeg tit tænkt på. Giv den nu lige et par meter mere, end du selv troede, du kunne og turde. Det er i dét moment, der for alvor sker noget, og hvor ting kan udvikle sig.«

En af de nemmeste ting i verden er nemlig at forblive det menneske, som andre tror, man er. Det er en fare, Jesper Binzer tager dybt alvorligt.

»Jeg tror, der er mange, som er indfanget af andres forestilling om, hvem de er. Det kan være hårdt arbejde at bryde ud af de antagelser, andre folk har om én, og det handler vel om at finde ud af, hvem man selv er. Det giver en større frihed og ærlighed i forhold til en selv. Jeg har prøvet at leve på selvbedrag og bilder mig ind, at det er noget, jeg ved en del om.«

Knaldede receptionisten

Det var på den hårde måde, han lærte det. At han ikke kunne leve på løgn og bedrag, hvis han ville have et ordentligt forhold til kvinder og skabe en familie.

Han måtte finde ud af, hvordan han kunne bevare sin sårbarhed og alligevel leve af musikken og holde fast i sin rockstjerneidentitet.

I Australien i 1990erne kom Jesper Binzer i de vilde år ind på sit hotel, hvor gæsterne i receptionen kunne låne et VHS-bånd med pornofilm. Her bad han den yngre kvindelige receptionist om et bånd, gik op på sit hotelværelse. Og før han havde nået at sætte båndet i VHS-maskinen, bankede det på døren. Det var receptionisten. Hun havde lige fri en halv times tid, hvis det skulle være.

Han gik i seng med hende. Som han havde gjort med mange andre kvinder på adskillige one-night-stands. Men han begyndte at få det dårligt over sin brug-og-smid-væk stil. Over de sider af rockstjernelivet, der næsten helt kliché-agtigt føltes tomt og gav stigende selvhad og en følelse af meningsløshed.

En dag var han til en fest i København, hvor han blev placeret ved siden af en kvinde, han ikke havde mødt før.

»Jeg har været i helvede«, betroede han hende.

»Jeg har også været i helvede«, sagde hun.

Han var ellers ikke vant til at tale med kvinder om livets mørkeste sider, for i hans verden skulle man være en succes for at opnå respekt.

Men med Louise kunne han tale om det meste. De blev kærester 1999 og fire år senere fik de sønnen Benjamin. Både Louise og han selv havde i forvejen en datter fra tidligere forhold.

Det er Louise, han tit tænker på, lige inden han skal på scenen, når han begynder at gå i panik over en koncert. Han kalder sig selv for en »shownisse«. Hvis bare han lige kunne gå i biffen med Louise i stedet ...

Entertainer eller kunstner

Hans største ambition er at kunne være sig selv, når det hele kører, som han formulerer det.

Samtidig har han en minimumsfilosofi, som handler om at holde sig levende. Om at holde gryden i kog og spille med universets bolde - og i bedste fald ændre planer undervejs og skaffe nye og andre bolde.

»I øjeblikket roder jeg lidt rundt med, om jeg er entertainer eller kunstner. Men jeg kan mærke, at jo ældre, jeg bliver, jo mere gælder det om at ramme tonen og holde rytmen. Det er det eneste, jeg er ansat til at gøre.

Jeg har så meget brug for at synge lange toner, men dem har hverken bandet eller publikum brug for. Men det er vigtigt for mig, at jeg efter en koncert kan mærke, at jeg ikke har mere luft tilbage, for så gjorde jeg da noget.

Måske er det en kamp mod det irrationelle i bare at stå og synge. Derfor vil jeg selv have noget ud af det, og derfor har jeg brug for at skrige. Det er liv og død, altid. Jeg holder ikke ud at reproducere, selv om alle andre måske var bedre tjent med det.

De første 20 år af min karriere brugte jeg på at dele mig op i to. Tage maske på, mens jeg var på scenen, og så hjem og være en anden. Nu har jeg ikke maske på nogen af stederne.«