»Jeg har mødt kvinder, som efter ti minutter viser mig billeder af deres børn. Okay, tænker jeg, men det er jo ikke dine børn, jeg dater, det er dig«

Jens Lauge Johannesens er single og kalder det et klart »turn off«, når han er på en date og som noget af det første får præsenteret billeder på telefonen af kvindens børn. »Kvinder uden børn med en karriere, og de ved præcis, hvad de vil og ikke vil. At de har valgt børn fra betyder ikke, der ikke er tjek på tilværelsen, snarere tværtimod.«

»Det bliver igen meget hurtigt mig-mig-mig, som da man var ung, og jeg vil da heller ikke udelukke, at man bliver lidt småsær af at bo alene i min alder.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Cand. mag. Jens Lauge Johannesen ved ikke, om han nogensinde kommer til at bo sammen med en kvinde igen. Han kan selvfølgelig ikke udelukke det, men det mest sandsynlige er, at det ikke vil ske. De seneste seks år har han efter sin skilsmisse boet alene i sin lejlighed på Frederiksberg. Det har han det glimrende med.

»Når man flytter for sig selv, er det lidt som at få den adfærd, man havde før, man blev gift og var en del af en familie.  Det bliver igen meget hurtigt mig-mig-mig, som da man var ung, og jeg vil da heller ikke udelukke, at man bliver lidt småsær af at bo alene i min alder,« siger Jens Lauge Johannesen, 48.

Han kan ikke forestille sig at involvere sig i et nyt forhold og flytte sammen med en kvinde, som måske også har børn.

»Jeg har selv to drenge, de bor hos deres mor, som er gift igen. De bor et godt stykke uden for byen og er derfor kun hos mig to weekender om måneden. Når jeg ser mine drenge så lidt, er jeg bange for, de ville blive ofre i en ny familie. Samtidig tror jeg også, man hurtigt kan komme til at skændes om de ting, man skændtes om i sit gamle ægteskab. Så ender man med at være i samme situation, bare med børn, der ikke er ens egne.«

Jens Lauge Johannesen

»Når man flytter for sig selv, er det lidt som at få den adfærd, man havde før, man blev gift og var en del af en familie. «


Derfor er Jens Lauge Johannesen ikke sikker på, at han har lyst til at involvere sig i en kærestes børn med alt, hvad det vil kræve.

Er man sammen af kærlighed eller frygten for endnu et falleret forhold?

»For mig ligger der en befrielse i at acceptere, at det er sådan, jeg har det. Jeg er ovenud tilfreds med min nuværende status og søger ikke for enhver pris et fast forhold. Jeg har set flere par med mine, dine og vores børn. Det er, som om de hver især strækker sig længere over hele linjen, fordi det nu er gået galt én gang i et tidligere ægteskab, og derfor bliver de nervøse for, at det skal gå galt igen. Og er man så sammen af kærlighed eller frygten for endnu et falleret forhold?«

Jens Lauge Johannesen er cand.mag. i dansk og historie, arbejder i Københavns Kommune og har gode venner, han jævnligt ser. Han er også med i en gruppe af mænd, der træner fast sammen. Han mener, det er en misforståelse at tro, man kun kan føle sig ensom, når man bor alene, og at ensomhed ikke findes, når man er et par, der lever sammen.

»I de sidste par år i mit ti år lange ægteskab, følte jeg mig mere ensom, end jeg nogensinde har gjort i de seks år, jeg nu har boet alene. At være i et forhold med et andet menneske, man ikke kan forstå, og som omvendt heller ikke kan forstå en selv, er meget ensomt.«

Jens Lauge Johannesen oplever en del fordomme om singler. Nogle ligestiller det med ensomhed, og at det eneste, man er ude efter, er at finde en ny partner, som kan gøre én lykkelig.

»Dem, jeg møder, som bor alene, er sjældent ensomme. De fleste er selvvalgte singler og ser ud til at have et glimrende liv nøjagtig som mig selv. Mit gæt er, at par ofte ser det ud fra deres egne værdisæt, og ikke ud fra for eksempel mit værdisæt. Ensomhed er tabu, og forskningen siger, at mange mænd føler sig ensomme. For os mænd skulle det være i parforholdet, at vi udfolder vores fortrolighed, intimitet og behov for omsorg. Men jeg har mødt mange singlemænd, der ikke føler, de er ensomme, og som godt kan åbne sig op, selvom de ikke er i et forhold. Måske det mere er en bestemt type mænd, der er ensomme?«

Et lystbetonet forhold

Jens Lauge Johannesen kender en del til dating-appen Tinder.

Jens Lauge Johannesen kan ikke forestille sig at involvere sig i et nyt forhold og flytte sammen med en kvinde, som måske også har børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

»Jeg har prøvet at mødes med kvinder, hvor de efter de første ti minutter viser mig billeder af deres børn på telefonen. Okay, tænker jeg, men det er jo ikke dine børn, jeg dater, det er dig. Det er et klart turn off i min optik. Så er der andre kvinder, jeg har mødt. Ofte kvinder uden børn med en karriere, og de ved præcis, hvad de vil og ikke vil. At de har valgt børn fra betyder ikke, der ikke er tjek på tilværelsen, snarere tværtimod.«

Jens Lauge Johannesen har haft flere kærester efter sin skilsmisse.

»Fordelen har været, at vi kun har været sammen, når vi har haft lyst til at se hinanden. Så det er meget lystbetonet. Nogen vil sikkert synes, det er meget overfladisk, men jeg synes derimod, der er en befriende ærlighed over det. Jeg får ikke længere kun sms'er, hvor der står: Husk at købe en liter letmælk.«