Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Gråskæggede teenagemænd, der helst vil bo på Ønskeøen

I virkeligheden handler det om, at der mangler en medmenneskelig interesse, nysgerrighed og ordentlighed, når man kan diskvalificere et menneske, man lige har mødt, fordi vedkommende viser noget frem på en date, der ikke lige falder i ens smag.

Jens Lauge Johannesen fortalte i et interview til Berlingske om sit singleliv, som han er glad for at leve. Journalist og presserådgiver Pernille Rølle Hansen kritiserer ham for ikke at ville høre om en kvindes børn på en date. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Jens Lauge Johannesen er ikke ensom. Gudskelov. Han trives med livet som skilsmisse-far, hvor han ser sine børn to weekender om måneden og ønsker ikke at ofre dem på kompromisets alter, hvis han skulle indgå i et nyt forhold.

Så er det nemmere at være alene. Og slet ikke ensomt, som mange sikkert kunne forestille sig. Faktisk trives han fint alene, hvor sociale behov dækkes gennem træning med vennerne, og hvor intimiteten deles ud via Tinder. Han foretrækker karrierekvinderne. Der er ikke så meget pis, og de er tilsyneladende så optaget af karrieren, at de ikke rigtig har tid til at forvente noget af Jens Lauge Johannesen. For den slags er han slet ikke til. Han er heller ikke til kvinder, der slæber rundt på en lodden frakke af levet liv, hvor børn er en del af ligningen. Børn, de kan finde på at vise billeder af på en date. Det mener Jens Lauge Johannesen alligevel er frastødende. Det tænder ham simpelthen ikke.

Faktisk synes han derimod, at flere af vennerne strækker sig alt for langt i det sammenbragte parforholds lænker, og det skyldes jo ene og alene, at de frygter at skulle lægge endnu et forlist forhold bag sig og som følge af det blive ensomme. Men ensom, det er Jens Lauge Johannesen i hvert fald ikke.

Men hvad er Jens Lauge Johannesen så?

Han er et resultat af et samfund, hvor personlig frihed er Gud, hvor man sætter sit eget liv og frihed i forgrunden, og hvor man ikke er underlagt moralske kvababbelser, hvis man forlader ægteskabet, hvis det bliver for fodslæbende, trivielt og fyldt med sms’er med påmindelser om at købe mælk.

Og hvor det at indgå i et fællesskab, hvor ens egne behov skal gradbøjes, er udelukket. For livet er kort, og vi lever kun én gang, så hvad skal vi med de sure pligter, når vi kan fravælge dem og vælge et samvær til, der udelukkende er baseret på lyst?

Pernille Rølle Hansen. Fold sammen
Læs mere

Nej, så hellere deponere børnene hos eks’en, som man også kan udlicitere hele børneopdragelsen til, så man selv kan komme glidende ind fra højre hver anden weekend som den fede version af sig selv, og modtage den tilsvarende fede version af børnene, som andre har stået for afretningen af i hverdagen.

I mine øjne bliver ensomhed i den her ligning totalt irrelevant. For det er ikke det, det handler om. Det handler om evnen til kun at kunne udvise engagement og ansvarlighed på ad hoc-basis, på ens egne præmisser, når det ikke karambolerer med ens egne behov. Men hvor ægte ansvarlighed så er gået fløjten.

Så når en mand slukker i de nedre regioner, hvis en kvinde hiver sin smartphone op af tasken på en date for at vise produktet af det, hun måske bruger 95 procent af sin tid på, hvis hun vel at mærke har en eks-partner, der er lige så uengageret tidsmæssigt i foretagendet som Jens Lauge Johannesen, kan det tilsvarende være, at hun heller ikke just får hjertebanken eller dunder andre steder af at høre om hans nye mountainbike i carbon, eller det lederkursus, hvor han har lært, at hvis bare man udnytter den enkelte medarbejders kvalifikationer, så får man mest værdi til virksomheden(!)

»Når man lever sit liv med lysten som kompas, kan det være svært at forestille sig, at der kan komme en dag, hvor de grå hår på dilleren bliver flere end de farvede.«


I virkeligheden handler det om, at der mangler en medmenneskelig interesse, nysgerrighed og ordentlighed, når man kan diskvalificere et menneske, man lige har mødt, fordi vedkommende viser noget frem på en date, der ikke lige falder i ens smag.

Personligt ville min telefon være naglet fast til bunden af min taske, hvis jeg kom på sådan en date. Og daten ville næppe være mange øjeblikke gammel, før det fremgik, at papkruset med to go-kaffe ville være mere langtidsholdbart end et forhold med en mand, der hellere bor på Ønskeøen end i den virkelige verden. For forholdet ville formentlig kortslutte i det øjeblik, hvor hans lyst faldt.

Når man lever sit liv med lysten som kompas, kan det være svært at forestille sig, at der kan komme en dag, hvor de grå hår på dilleren bliver flere end de farvede, hvor det kan blive sværere at tilbyde karrierekvinderne kraftpræstationer på lagnerne, hvor vægtene i crossfit-centeret bliver for tunge, og hvor børnene ikke rigtig kommer så ofte som hver anden weekend mere.

Til den tid går det måske op for én, at den investering, man har lavet i sin egen frihed, frem for et fællesskab, ikke har givet én nogen nævneværdig kapital, der har værdi for andre.

Og så vil ensomhedens ekko muligvis gjalde mod væggene i det frirum, man har brugt sit liv på at skabe, kun for én selv.