Den 30-årige flamencodanser og koreograf Selene Munõz er gift med sit arbejde. Helt bogstaveligt. Hendes dans og kunst fylder næsten alt. Så meget, at der ikke er plads til en mand.
»Jeg tænker ikke engang på det og er ikke åben for det.«
Hendes liv er fyldt op med lige præcis det, hun behøver og kan lide, og hun har hverken tiden, viljen eller lysten til at involvere sig med en potentiel kæreste. Efter 14 års pendlen mellem Spanien og Danmark er hun nu flyttet permanent til København, hvor hun i øjeblikket er i gang med at etablere sit eget sted. Et sted til undervisning, workshops, performance og samtidig et forum hvor dansere, musikere og andre kunstnere kan mødes.
Et ambitiøst projekt, der stiller store krav, forklarer hun.
Herhjemme er Selene Munõz kendt fra Sommerballetten på Bellevue Teatret, Det Kongelige Teater og Det Ny Teater. Og til maj er hun med i en eksplosiv forestilling på Louisiana sammen med et internationalt ensemble af musikere.
»I et forhold og et samliv med et andet menneske kommer man ikke uden om betydningen af at investere meget af sig selv, hvis kærligheden skal kunne bære,« mener Selene Munõz. En pris hun ikke villig til at betale.
Det var meget intenst og kortvarigt, men vi skulle ikke være sammen, det var der ingen tvivl om.Selene Munõz
»Samtidig må jeg sige, at jeg elsker stilheden i mit eget selskab sammen med min hund Betty, når jeg kommer hjem i min lejlighed. Jeg nyder stilheden på grænsen til kedsomhed og dyrker ligefrem kedsomheden, når jeg kan. Jeg er så eksponeret, når jeg optræder eller underviser, at jeg har brug for at trække mig ind i mig selv, når jeg har fri og ikke står på en scene eller i et træningslokale.«
Selene Muñuz oplever, hvad hun beskriver som »alt for meget unødvendig støj i vores moderne samfund«.
»Indimellem bliver jeg nødt til at stå lidt af fra sociale medier, telefoner, og hvad vi ellers har og bare kede mig. Der ligger noget sundt i at kede sig, og jeg elsker det.«
De senere år er det blevet mere tydeligt for hende, at hun nok altid har trivedes bedst med mennesker, der er en del ældre end hende selv. Eller bare sammen mennesker, som hviler i sig selv.
Dér hvor Selene Munõz finder størst ro og mest nydelse er, når hun er så optaget af sin kunst, at hun forsvinder ind i musikken og rytmerne.
»Jeg holder op med at tænke og forholder mig ikke til verden omkring mig. Lige der midt i dansen og rytmerne kan jeg opnå at være i selve øjeblikket. Det giver mig en enorm energi, hvor jeg får fornyet mine kræfter og bliver kreativ. En energi, jeg ikke har oplevet at få andre steder.«
En stærk fascination af en mand
For et par år siden var hun meget fascineret af en mand, hun havde mødt. Det var ikke decideret forelskelse, mere en stærk fascination.
»Det var meget intenst og kortvarigt, men vi skulle ikke være sammen, det var der ingen tvivl om. Min fascination betød efterfølgende, at jeg i nogle uger røg helt ned i kulkælderen. Men uden at jeg var bange for ikke at komme op igen. Jeg har en urkraft i mig og en tro på, at jeg altid rejser mig igen, hvilket jeg også gjorde,« siger hun.
»Det var et møde med en mand, hvor jeg bagefter fandt en befriende ro i accepten af, at jeg ikke nødvendigvis skal have en kæreste eller en familie. At jeg er et menneske, der trives og har det bedst, når jeg ikke har en kæreste. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men det siger noget om, hvad det betyder for mig, når jeg ikke engang tænker over det eller savner nogen.«
Hvis hun endelig tænker over noget i den forbindelse, er det, hvor meget tid og god energi nogle mennesker bruger på at lede efter en partner. Og er de etableret i et forhold eller gift, kæmper de for at få kærligheden til at lykkes.
Ifølge Selene Munõz er der alt for meget fokus på, at man nok leder efter en kæreste, hvis man ikke er i et fast forhold. Eller også er man ensom.
»Det er meget ofte, at nogen siger til mig: »Nå, Selene, skal du ikke snart have dig en kæreste.« Det er jo velmenende, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Jamen, for mig er det ikke det vigtigste i verden. Der er så meget andet, de kunne spørge mig om, som har langt større betydning. Det er ikke et mål i sig selv at få en mand og nogle børn. Heldigvis må man bare sige, at vi mennesker er forskellige. Så længe man ved, hvad man vil og hviler i det, ser jeg ingen problemer.«
Problemerne ind i det store perspektiv
I det hele taget er de fleste af vores problemer i den vestlige verden ret små, mener Selene Muñoz.
»Hvis jeg kigger op i himlen, og sætter mine problemer ind i et meget, meget større perspektiv som universet bliver de pludselig ualmindeligt små og ubetydelige.«
For Selene Munoz er det vigtigt at have sit eget rum, men derfor kan man sagtens dele noget af sig selv med andre.
»Indianerne har sådan et billede af to cirkler. Den ene církel er én selv, den anden cirkel er andre mennesker. Hvis man lægger den ene cirkel lidt ind over den anden, får man en fællesmængde, og det er her, man kan være sammen med andre. For mig giver det et overblik over, hvor jeg har mig selv i forhold til andre.«
