Jeg vil aldrig glemme deres ansigter. Det var, som om al farve var forsvundet fra deres kinder under de grågrønne kasketter med de skinnende emblemer. Mundene var farveløse streger i ansigtet. Ingen ord kom over de smalle læber, selv om den ophidsede folkemængde fægtede med armene og skød løs på dem igen og igen for at få et svar: »Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?«
De stod der som tavse, ubevægelige søjler. Med hænderne knugede på ryggen. Blege, men langtfra fattede. Det var, som om de flakkende øjne røbede det, læberne ikke kunne sige: De vidste ikke, hvad de skulle gøre. Og deres verden var ved at ramle bag dem.
Del:
