Jublen fra 1989 minder os om, hvad meningen med det hele er

I aften for 30 år siden tog en kedelig pressekonference i Østberlin pludselig en uventet drejning ... Vi trænger til at genopdage begejstringen ved Berlinmurens fald. Europas samling er faktisk en fantastisk succeshistorie.

 

I aften for 30 år siden, kort før kl. 19, tog en kedelig pressekonference i Østberlin pludselig en uventet drejning. Günter Schabowski, DDR-styrets ansigt udadtil, måtte rode i sine papirer for at finde svaret. Han havde lige fortalt om et nyt dekret, der skulle give DDR-borgerne frihed til at krydse landets grænser, men hvornår skulle det gælde fra?

»Så vidt jeg ved, straks ... med det samme,« kom svaret famlende.

Det var svært at fatte rækkevidden af de ord, men i løbet af de næste timer viste berlinere fra øst og vest, hvad meningen var, da de stormede Berlinmuren i historiske scener af glæde og jubel.

De scener udgør det moderne Europas genfødsel, og der er i dag grund til at gense dem. EU har det seneste årti været plaget af kriser, splittelse og tvivl. Briterne har stemt for at forlade fællesskabet, og populister fra både højre- og venstrefløjen har forsøgt at give EUs udvidelse mod øst skylden for alle mulige dårligdomme.

Lyt her til podcasten »1989 – Med Lykke Friis og Nynne Bjerre«. Du kan finde alle afsnit på berlingske.dk/1989

I Frankrig mener lederen af landets største venstrefløjsparti, Jean-Luc Mélenchon, at Tysklands genforening var udtryk for en voldelig, kapitalistisk »annektering« af Østtyskland. På den yderste højrefløj bliver optagelsen af de gamle østblok-lande i EU fremstillet som en katastrofe, fordi den åbnede for, at central- og østeuropæere frit kunne rejse mod vest for at finde arbejde.

Selv Danmarks socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, har mistet så meget tiltro til EUs udvidelsesproces, at hun kalder det en »mærkelig prioritering« at drøfte, om der i dag skal indledes optagelsesforhandlinger med Albanien.

Det er, som om vi har glemt, hvor fantastisk historien om Europas samling faktisk er. EUs udvidelse mod øst har sikret de nye medlemslande et eksplosivt løft i velstand. Deres økonomier er siden 2000 vokset med 250 pct. – mod 50 pct. i de gamle medlemslande, som dog også har nydt godt af ekstra økonomisk vækst som følge af udvidelsen af EUs indre marked og tilstrømningen af ny arbejdskraft. Vi er altså alle sammen blevet rigere.

EUs udvidelse har naturligvis givet udfordringer. Flere central- og østeuropæiske lande er plaget af høj korruption. I Ungarn og Polen har regeringerne udfordret EUs demokratiske principper, og de økonomiske chok har presset mennesker i både øst og vest til hårde omstillinger. Vi kan heller ikke være blinde for, at oplevelsen af en ukontrollabel indvandring fra øst var med til at gøde jorden for Brexit.

Alle de problemer er dog til at arbejde med. Vi må ikke miste af syne, at EUs udvidelse mod øst var udtryk for en bemærkelsesværdig stærk form for »soft power«. Tænk hvis vi ikke havde gjort det! Med EUs udvidelse fik vi ved fredelige midler udvidet rummet for demokrati og frihed i Europa.

»Da Berlinmuren faldt, og da EU tog det første store skridt mod øst i 2004, gjorde vi op med en historisk uretfærdig adskillelse af europæiske nationer, som hører sammen. «


Det er klart, at udvidelseslogikken ikke kan fortsætte i det uendelige. Måske vil et nyt partnerskab med Storbritannien vise vejen for, hvordan vi kan samarbejde tæt med store nabolande, som ikke kan blive EU-medlemmer. Både Ukraine og Tyrkiet kunne falde i den kategori.

Vi må bare ikke glemme den store fortælling. Da Berlinmuren faldt, og da EU tog det første store skridt mod øst i 2004, gjorde vi op med en historisk uretfærdig adskillelse af europæiske nationer, som hører sammen.

Vi skal mindes jublen fra 1989, mens vi går videre med det nogle gange møjsommelige arbejde at få EU til at fungere.

PIERRE COLLIGNON