Jakob Steen Olsen: »Vent med teaterselfies, Mette, til I har løst danske teatres store problemer«

»Hvor er det dejligt, at man kan komme i teatret igen.«

Manden, der var på vej ind i Det Kongelige Teaters Skuespilhus for at overvære den fine koncertforestilling med krisesange, som nationalscenen havde stablet på benene som åbningsforestilling mandag aften, var så glad, at han måtte meddele sig til den smilende billetkontrollør.

Og da de syngende skuespillere Tammi Øst og Johanne Louise Schmidt kom på scenen, bragede bifaldet løs. Endelig var der liv i huset, endelig var der tilskuere i sæderne. Publikum klappede, skuespillerne og musikerne klappede.

Det var et stort og rørende øjeblik. Sammen igen. Endelig. Efter tre måneders benhård nedlukning af teatret.

Mon ikke også statsminister Mette Frederiksen (S) klappede? Hun var i hvert fald til stede i salen til overraskelse for mange – måske også for hende selv. Så flittig en gæst i teatret plejer hun ikke at være. Men i den seneste tid har landsmoderen ikke misset en eneste topstyret fotomulighed foran en af vores store kulturinstitutioner.

Men helt ærligt: Hvor meget er der egentlig at klappe ad? Kig til højre, kig til venstre. I Skuespilhuset var hver anden plads taget ud af ligningen. Ganske enkelt forseglet med et rødt plasticbånd, så det var umuligt at slå sædet ned. Og sådan er det ude på alle de danske teatre, som nu, hvor forsamlingsforbuddet er lempet, må spille igen, men for en stærkt reduceret sal.

Dansk teater holder vejret, mens det ser pengene fosse ud af kassen. Kommer vi også ind i den sæson, der begynder allerede til september, begynder det at se meget alvorligt ud for de danske teatre. Man behøver ikke have meget fantasi til at forestille sig, at det er umuligt at få en forretning ud af at spille for en sal, hvor over halvdelen af sæderne står tomme.

Vi har skabt rammeaftaler for de danske scener, som betyder, at de skal have en betydelig belægningsprocent og egenindtjening, for at det løber rundt, ligesom det er hele ideen med den støtte, de tildeles, at den skal bruges og ikke lægges til side.

Egenkapitalerne er alt andet end voldsomme, så der er ikke meget at tære på. Fjerner man teatrenes mulighed for at tjene penge, går regnestykket ikke længere op.

Kompliceret system

Kan de så ikke bare få noget hjælp? Hvis nogen gik og troede, at kulturminister Joy Mogensen (S) og de øvrige kulturordførere nu havde løst dansk teaters umiddelbare krise, kan de godt tro om. Længe fik kulturen lov til at sejle sin egen sø. Det kom tilsyneladende helt bag på politikerne og Kulturministeriet, at de danske teatre slet ikke passer ind i de hjælpepakker, som erhvervslivet har kunnet gøre sig forhåbning om midler fra.

De er nu henvist til et alt for kompliceret system af kasser, der først skal søges. Der er endnu ikke tilstrækkelige og gennemskuelige retningslinjer for den økonomiske hjælp, som politikerne alt for sent forstod, de måtte målrette kulturlivet.

I en undersøgelse foretaget af brancheorganisationen Dansk Teater viser det sig, at hver tredje teater vil være uden en rød reje, når teatersæsonen går i gang, hvis der ikke sker noget hurtigt. For indtil videre har 95 procent af teatrene – alle dem, der er støttet af staten – ikke set en eneste øre. Det er altså ret alvorligt. Og viser med al tydelighed, at hjælpepakkerne overhovedet ikke fungerer efter hensigten.

Hvorfor så meget nøl? Hvorfor skal det være mere end nødvendigt besværligt?

Hvis ikke systemet vågner op til dåd, risikerer vi at stirre ind i en sæson, der byder på masseaflysninger, fordi teatrene ganske enkelt ikke har råd til at spille. Og er der noget, vi har brug for, så er det da at komme i teatret igen til almindelige trøst og opmuntring.

Skab nu en enkel og overskuelig underskudsordning, der inden for rimelighedens grænser kompenserer teatrene for alt det, de har mistet i indtægt indtil videre og med al sandsynlighed også kommer til et stykke tid endnu – i hvert fald så langt øjet rækker. Løs det.

Lykkes det, synes jeg faktisk godt, at Mette Frederiksen må have lov at stille sig op og få taget et billede af sig selv foran Det Kongelige Teater.