Alexander Kølpin forlod balletten for at drive hotel: »Det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft«

På en af årets første sommerdage, hvor solen brager ned, tager Alexander Kølpin imod os iført kasket og rødt tørklæde. Det foregår uden håndtryk, naturligvis. Til gengæld rækker han albuen frem og byder os velkommen med en af tidens udbredte hilseformer.

»Vi går jo ikke længere rundt og giver hånd og kysser og krammer. Nu er det mere sådan hej, dav og albuen,« konstaterer Alexander Kølpin fra parkeringspladsen foran den historiske hvide bygning. Siden 1904 har den været trækplaster for den københavnske kulturelite, der allerede i starten af sidste århundrede yndede at henlægge ferien til fiskerlejet.

»Bygningen her blev opført som et privat hjem i 1896 af hr. Grüner, som han hed. Han byggede det til sin kone, men hun syntes øjensynligt, at det var en dårlig idé. Hun flyttede i hvert fald hurtigt igen,« fortæller den forhenværende balletdanser, da vi står i receptionen.

Det varede ikke længe, før stedet blev omdannet til pensionat og badehotel, og godt 100 år senere kastede Alexander Kølpins far, Jes Kølpin, og nogle af hans venner deres kærlighed på bygningen. De købte hotellet, mens den tidligere forpagter fortsatte på stedet. Lige indtil Alexander Kølpin, der stadig var ansat i balletten, øjnede chancen for et sceneskift.

»Hotellet var træt at se på – det havde fået sådan en omgang pyntemaling – så jeg foreslog mig selv til at overtage det. Man kan sige, at jeg kørte mig selv i stilling til at være forpagter. Der bildte jeg mig ind, at jeg vidste alt muligt om hoteldrift. Det gjorde jeg overhovedet ikke,« siger han.

»Det virker helt sort«

Det gør han til gengæld i dag, hvor han i mere end et årti har har brugt størstedelen af sin tid på at drive hoteller. I 2017 blev porteføljen udvidet med Hotel Sanders, der ligger bag Det Kongelige Teater, og som han også driver sammen med sin far. Men i år er alt vendt på hovedet. Fra den dag i marts, hvor Mette Frederiksen lukkede landet, har der været stille på Sanders.

»Jeg var chokeret på flere fronter den dag. En af mine kolleger var blevet testet positiv for covid-19. Samtidig lukkede alt ned, og på Hotel Sanders gik vi fra 100 procents belægning til nul på fire dage,« fortæller Alexander Kølpin, som dagen før nedlukningen blev tildelt to uger i sit eget selskab bag lukkede døre og med nemlig.com som eneste kontakt til omverdenen. Imens han sad mutters alene i sin lejligheden i Kronprinsessegade, kom beskeden, der kan give enhver hotelejer sved på panden: »Grænserne lukker.«

Godt ti uger senere har hotellet i København stadig ikke ingen gæster, og med den seneste udmelding fra regeringen om, at udenlandske turister ikke må booke et værelse i København, giver det ikke mening at åbne igen lige nu, fortæller Alexander Kølpin, som kalder de nye retningslinjer for deprimerende og nedslående.

»Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor det er nødvendigt, da der ikke er nogen sundhedsfaglig begrundelse. Det virker helt sort. Jeg vil sindssygt gerne tage ja-hatten på, men jeg kan simpelt hen ikke se fornuften. Man skal selvfølgelig indrette sig efter de sundhedsmæssige forhold, men vi har jo ikke noget smittetryk i Danmark. Jeg frygter, at vi er begyndt at afmontere den profil, København har som populær turistby,« siger han.

Ind med modermælken

Desto større er kontrasten til Helenekilde Badehotel i Tisvildeleje, hvor der kun er få ledige værelser tilbage, hvis man vil holde ferie på hotellet denne sommer. Flere gæster er i fuld gang med at tjekke ind her torsdag formiddag, og op til weekenden bliver der fuldt hus.

»Det er jo lidt af et paradoks. Mens der er helt dødt på Sanders, stikker det helt af her. Vi forventer et større år i år end sidste år. Folk har siddet indespærret i to måneder. De trænger virkelig til at komme ud, og vi er jo blevet bedt om at holde ferie i Danmark,« siger Alexander Kølpin, da han viser os rundt i de gamle stuer, hvor stribede tapeter går igen i de forskellige rum. Flere steder har historien også fundet vej til væggene med sort-hvide fotografier, hvor kvinder i badedragter, der gik til et godt stykke ned ad låret, dyrkede gymnastik på stranden.

»Der var lidt Provence-stemning, da vi overtog hotellet, men vi er jo faktisk ikke i Provence, så for mig handlede det om at træffe nogle designmæssige valg, som flugter godt med Skandinavien og Danmark. Frem for at forsøge at skabe et Sydfrankrig ved Kattegat ønskede jeg at lade naturen og omgivelserne tale og så egentlig bare friske det op og bringe det tilbage til arnestedet,« siger han.

Mere dansk end dronning Ingrid og den folkekære kong Frederik VIIII bliver det næppe. De hænger indrammet få meter fra receptionen, hvor der også er malerier, fotografier og vintagemøbler.

»Ved siden af har vi min mor. Der er også noget fra marskandiseren, mens andet er noget, jeg har brugt penge på. Eller som jeg har lånt af mine forældre – uden at få det afleveret tilbage,« griner Alexander Kølpin, som med en far, der er uddannet arkitekt, og en mor, der er modedesigner, tidligt blev introduceret til den æstetiske verden.

»Mine forældre har altid siddet med hovederne nede i nogle processer og været optaget af det taktile, så jeg har fået det visuelle ind fra barnsben. Jeg har jo også selv arbejdet i 40 år med at iscenesætte for publikum.«

Umiddelbart skulle man tro, at der er tale om vidt forskellige verdener, men flere gange under besøget drager Alexander Kølpin paralleller til sin tid på Det Kongelige Teater.

»Det her er jo også ren teater – det er fuldstændig iscenesættelse. Jeg synes ikke, der er så stor forskel på, om man køber billet til en to timers forestilling eller en todages fortælling. Du skal stadig træde ind i en historie eller fortælling, der kommer ud af et sted. Så er spørgsmålet, hvad det er for et sted, de udspringer fra. Ofte er de gode fortællinger bundfældet i, at du har en klar fortælling og en fortælling, som har personlighed,« siger han, da vi passerer en Arne Jacobsen-sofa, købt på auktion, og træder ind i dagligstuen, hvor nye og gamle møbler gør hinanden selskab. Han stryger hånden hen over en stol, der er godt patineret.

»Enten siger man: »Møblet skal ud, for det er slidt.« Ellers siger man, at det har sin fortælling. Netop fortællingen synes jeg er vigtig. Ja, læderet er tørt, men det er det, fordi tiden er gået. Og det kan jeg godt lide. Så kan man altid sætte det sammen med noget nyt. Det er ligesom med beklædning. Hvis alle står i det der Balenciaga-outfit, tænker jeg: »Flot, du har mange penge. Men hvor er fantasien?« Så er det sjovere, at man ser den der Zara-T-shirt op ad en lækker sko eller en smart taske og en hullet frakke. Det er forskelligheden og kontrasterne, der er interessante. Så kigger jeg i hvert fald for at se, hvad det er er, der sker,« siger han.

Et lukket kapitel

De første frokostgæster er rykket ud på terrassen, hvor udsigten til det smaragdgrønne vand er med til understrege, at badesæsonen er over os. Med et køligt glas hvidvin i hånden forsikrer Alexander Kølpin os om, at han ikke drømmer sig tilbage til balletten, der ellers har fyldt langt størstedelen af hans liv, siden han som 13-årig kom ind på Det Kongelige Teaters Balletskole.

I 1988 blev han solodanser i Den Kongelige Ballet, og fem år senere løb han med titlen som verdens bedste balletdanser. I mellemtiden – i 1991 – havde han grundlagt Copenhagen International Ballet, og i 1994 flyttede han til Schweiz, hvor han boede i nogle år, og hvor han dansede i balletkompagniet Ballet Maurice Bejart. Senere startede han Sommerballetten, og i 2013 indtog han rollen som Elefantmanden i opsætningen af samme navn. Men sideløbende med sit liv på scenen voksede interessen for hotelverdenen.

»Balletten er et kapitel for sig – det var en fantastisk tid, men det var det. Det er et lukket kapitel,« siger han.

De mange plakater med dansere i forskellige positurer, som hænger rundt omkring på hotellet, fortæller dog historien om ikke mindst Sommerballetten, som Alexander Kølpin var med til at instruere i 25 år.

»Da jeg startede her på badehotellet, fordelte jeg tiden mellem det ene og det andet. Jeg producerede og instruerede stadig ved siden af hoteldriften. Men da vi fik muligheden for at åbne endnu et hotel, Sanders, traf jeg målrettet beslutningen om at stoppe med balletten. Det at træffe beslutningen om, at jeg kun skulle koncentrere mig om én ting, gav noget ro. Fravalget gav fokus,« siger Alexander Kølpin, der også har renoveret Tisvilde Strandhotel, som han ikke længere driver, men fortsat ejer.

På spørgsmålet om, hvorvidt han savner dansen, svarer han prompte:

»Nej. Jeg savner bare at være i god form. Apropos – lad os spise,« tilføjer han og hilser på et selskab, som netop har afholdt et møde på hotellet.

En paraglider nærmer sig terrassen. Han vinker ned til os.

»Det var ikke mig, du fik derop og hænge.«

Alexander Kølpin vinker tilbage og går om bord i en tatarret.

»Jeg elsker det her – det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft. Det har den geniale blanding af design og arkitektur og natur og det at iscenesætte oplevelser for et publikum. Det er jo sådan, jeg går til det. Jeg kommer ikke fra en traditionel »food and beverage«-baggrund. Jeg er heller ikke en vin-dude. Jeg kommer ud af teaterverdenen, og det er mit take på det – erfaringen med og passionen for at iscenesætte den oplevelse, man får som besøgende. Du kan kalde det hverdagsteater,« siger Alexander Kølpin, der nyder at være ude af rampelyset.

»Det, der gør det endnu federe end at lave teater, er, at du har dit publikum tæt på. Når du står oppe på scenen på teatret, er der nogle, der har købt billet. De ser forestillingen, så klapper de, og så går de. Så kan det være, at du læser noget i avisen dagen efter – at en eller anden har syntes, det var godt eller dårligt – men der er ingen direkte kontakt. Her på hotellet kan jeg tale direkte med folk. De kan sige »det var sgu godt« eller »maden var lidt for kold«. Det kan jeg rigtig godt lide – at man har dialogen. Jeg vil ikke kalde det ensomt at være danser, men du står hele tiden og glor på dig selv. Så skal foden lige lidt mere den ene eller den anden vej. Her er det gæsten, der er hovedperson. Det er hverken huset eller mig.«

Aldrig godt nok

Rundt omkring på de kraftige plankegulve har runde blå klistermærker med påskriften »Pas på hinanden, hold afstand« sneget sig ind som en påmindelse om, at alt ikke er, som det plejer – til trods for at humøret er højt, og bordene omkring det nybyggede udekøkken er godt besat. Spritten er også rykket ind på Strandvejen i Tisvilde, ligesom gæsterne nu får serveret morgenmaden i en lille trækasse på værelserne frem for at gå om bord i en buffet.

»Det handler jo også om at formidle, at man sagtens kan være tryg ved at indlogere sig på et hotel,« siger Alexander Kølpin, der når at hilse på en håndfuld mennesker, fra vi forlader frokosten, til han viser os et af hotellets værelser. Den sociale del af jobbet nyder han tydeligvis.

»Den gamle dyd, det er at være vært for andre, kan jeg virkelig godt lide. Jeg elsker også at lave middag derhjemme – jeg kan bruge en hel dag på at stryge servietter, stille stole op, lægge rensdyrskind, lige stille et lys. Der er mange, der føler sig pressede over at skulle være vært. Det gør jeg også. Men jeg kan lide det. Jeg vil gerne gøre mig umage,« siger han og viser den tilhørende terrasse, hvor ferierende i tidens løb har lænet sig tilbage med en god bog og en drink.

»Min egen erfaring er, at det er lettere at nå resultater og det, man gerne vil, hvis man er grundig eller gør sig umage. Det er noget af det, jeg virkelig brugte som danser. Jeg var ret flittig og omhyggelig – jeg brugte i hvert fald meget tid på det. Repeat, repeat, ud på scenen, klap, klap, træne, træne, blive ved. Det bærer frugt. På samme måde er det jo også i livets andre aspekter – uanset om det drejer sig om et forhold, at male et stakit, at pakke en gave ind til sine børn, at være vært. Hver gang du lægger noget ekstra i det, du gør, tror jeg på, at der er noget karmisk over det. At det lander rigtigt derude. Man kan jo godt selv mærke, når man lige hopper over, hvor gærdet er lavest. Man tænker måske: »Det er der sgu ikke nogen, der ser.« Men det handler ikke bare om, hvad andre ser. Det handler om, at du selv kan mærke en glæde ved at være grundig i noget,« siger Alexander Kølpin, som erkender, at den indstilling til livet også kan være »lidt anstrengende«.

»Jeg bliver aldrig færdig med noget af det, jeg laver. Aldrig. Det er aldrig godt nok. Du vil aldrig høre mig sige »nu er vi i mål«, for jeg er aldrig i mål. Det er så måske bagsiden ved at ville være omhyggelig i alt – det er også lidt anstrengende. Men jeg synes, det er en vigtig del af livet, at man sætter sig noget for, og så gør man sit bedste. Hvis ikke man gør sit bedste, bliver det hele lidt tilfældigt.«

Slow living

Netop i år kommer Alexander Kølpin til at være ekstra meget til stede på Helenekilde. For mens København denne sommer bliver en skygge af sig selv, valfarter især de danske turister til vandet. Coronavirussen er en del af forklaringen på den stigende interesse. Samtidig er ferieformen med at tage på badehotel blevet populær, fortæller han.

»Vi har jo haft en reklamefilm kørende de seneste fem år – serien »Badehotellet«. Den har faktisk været med til at øge interessen. Jeg tror i det hele taget, mange er ved at genopdage Danmark, uanset om man er til primitiv telttur, glamping eller badehotel. Jeg er selv begyndt at introducere mine børn til Danmark. Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at det er mere spændende, jo mere eksotisk, det er. Bare fordi man kan komme til Seychellerne, er det jo ikke bare optur,« siger Alexander Kølpin, der selv kommer til at pendle mellem sommerhuset i Hornbæk og badehotellet i Tisvildeleje.

Han forudser, at det bliver en rolig sommer. Hotelbaren lukker klokken 24 hver aften, og den populære festival Musik i Lejet er sat på coronapause. Han begræder ingen af delene.

»Der er kommet lidt mere fart på Tisvilde de seneste ti år – blandt andet med Musik i Lejet, som er et mindre overgreb hvert år. Byen bliver kørt midt over. Men jeg synes stadig, Tisvildeleje har formået at forblive en hyggelig by. Den har undgået, at der går Tivoli i den. Altså lige bortset fra under Musik i Lejet. Der er jeg smuttet. Så kører jeg lidt væk og kigger ud over vandet,« siger han.

Og det håber han langt flere vil tage sig tid til i år – at tage en pause fra ræset og nyde stilheden. For bortset fra at den økonomiske del af coronakrisen er »noget værre lort«, som han udtrykker det, tror Alexander Kølpin, at den på en eller anden måde også har bragt noget positivt med sig.

»Hele hamsterhjulet er bremset op. Jeg tror, der kommer noget slow living ind på en eller anden måde. Det håber jeg i hvert fald. Måske får vi øjnene op for, at man ikke behøver pakke alting så hårdt, og at vi måske ikke behøver så mange stimulanser,« siger han fra hotellet, hvor tiden netop står stille.

Han ser op på en skyfri himmel. Som alle ved, er vejret jokeren på disse breddegrader.

»Det bliver en god sommer,« siger han og understreger:

»Det skal blive en god sommer«.