Kølpin: Dansen reddede mig efter hård skilsmisse

Alexander Kølpin fylder 50 og gør status over et liv med trin, krop og selvoptagethed, hvor dansen reddede ham i hans livs krise.

Foto: Sara Gangsted. Alexander Kølpin om at blive 50 år og gøre status over sit liv.
Læs mere
Fold sammen

Alexander Kølpin vidste ikke hvorfor, men tårerne strømmede ned over hans ansigt. Han stod i en prøvesal og øvede på forestillingen Elefantmanden, der i sommeren 2013 var en del af hans sommerballet. Han dansede selv elefantmanden. Nikolaj Hübbe, balletmester på Det Kongelige Teater og hans bedste ven, dansede lægen Treeves. De øvede en scene, hvor elefantmanden for første gang skal ud i virkeligheden. Treeves lægger omsorgsfuldt en fin jakke om elefantmanden, der for første gang bliver behandlet som et menneske, ikke et bæst.

Og det ramte Alexander Kølpin. Han var 47 år gammel, stod i den prøvesal på det Kongelige Teater, hvor han var vokset op som barn og ung, og han græd.

»Den forestilling var en forløsning for mig. I den periode havde jeg selv følt mig som en outcast, tror jeg. Jeg havde været så langt ude, og nu kom jeg hjem til mig selv.«

Han glider rundt om ordene. Forsøger at finde de, der helt præcist forklarer, hvad der skete. Hvordan dansen reddede ham, da han var ulykkelig efter en hård skilsmisse.

Den dans, der har fyldt det meste af hans liv. Som han skulle bevise, han var god nok til. Som gjorde ham berømt. Og alt det han mistede, da kroppen holdt op med at fungere. Da han fandt den igen, fandt han sig selv.

Balletten

Alexander Kølpin voksede op som ældste barn af unge forældre, hans far, Jes Kølpin, var murer og arkitekt, handlede med ejendomme og var med til at stifte Bådteatret. Hans mor, Mugge, var designer. De var 20, da de fik ham, og levede et liv, hvor børnene bare var med, men aldrig i vejen. Den lille Alexander lå på sofaen under et tæppe og faldt i søvn til lyden af sin far og hans kolleger, når de kæmpede for at blive færdige til deadline i en arkitektkonkurrence. Han flyttede med, når de købte et nyt hus, som de satte i stand, og han husker lyset fra skråvinduerne i det første hjem, de høje hvælvede vinduer i det næste. Han kørte på trehjulet cykel med sin bedste ven på sidevejen til Strandvejen. Han var et energisk barn, spillede fodbold, selv om han aldrig scorede, gik til al den sport, man kunne gå til, og havde skateboards og amerikanske udtryk med hjem fra besøg hos sin familie i Californien. Glad for at gå i skole, men ikke specielt optaget af det faglige. Energisk og konkurrencepræget.

Indtil han mødte balletten, da han ved et tilfælde gik med sin mor ned for at hente sin lillesøster, som gik til ballet. Han kan huske, at han sad på en bænk ved siden af sin mor og så på børnene på det glatte gulv, der slet ikke er velegnet til dans, fordi man glider på det. Og han vidste, at dét der, det ville han også. Han var fascineret af det elegante ved balletten, af det musikalske og af det fysiske. Det var fint med hans forældre, ballet måtte han gerne gå til, hvis han så opgav en af sine andre sportsgrene, så han ofrede judo. Efter et halvt år mente hans lærer, Inge Juul Hansen, der var tidligere solodanser på Det Kongelige Teater, at han burde søge ind på balletskolen. Men det lå midt i påskeferien, hvor familien skulle på ferie. Så han tog ikke til prøve. Året efter var han 13 og egentligt for gammel, men Inge Juul Hansen trak i nogle tråde, og han kom ind på trods af sin alder. Hans jævnaldrende havde gået på balletskolen siden de var seks-syv år gamle.

Foto: Sara Gangsted. Fold sammen
Læs mere

»Alle de andre var opdraget på teatret. De holdt til højre på gangene, det skulle man, men der var fanme ingen, der skulle fortælle mig, hvor jeg skulle gå, jeg kom jo ude fra det pulserende folkeskoleliv. Mine forældre var også inde til et par samtaler, for man var bekymret for mig. Jeg havde nok fattet, at jeg var blevet optaget, fordi jeg var god til at danse, ikke fordi jeg kunne skrive og regne, så jeg gik mest op i dansen.«

Men han klarede sig gennem alle årene som balletbarn. Hvert år blev skoleåret afsluttet af en eksamen, hvor eleverne med nummer på maven marcherede ind foran et panel af censorer, dansede og blev vurderet. Hvert år blev der sorteret nogle fra. De fik besked efter sommerferien, om de skulle møde op på skolen igen.

»Jeg dansede sammen med en, der hed Søren. Til den sidste eksamen som 18-årige, den der afgjorde, om man blev ansat i balletten, stod vi sammen udenfor døren og ventede, da han sagde til mig: »Du ved godt, at de kun har brug for én, ikke? Det bliver dig, der ryger ud.« Den slags gør jo noget ved en. Folk var dine bedste venner og dine værste fjender. De var dine kolleger og dine konkurrenter. Vi var otte på mit hold, der var til den sidste eksamen. To kom ikke ind i balletten. Vi havde været sammen hele vores barndom, men da de ikke kom ind, gik vi seks en vej ud af teatret for at fejre. De gik en anden vej ud, og jeg har ikke set dem siden.«

Som 18-årig blev Alexander Kølpin aspirant, en treårig prøveperiode, der normalt ender med, at man bliver ansat i balletten resten af sit arbejdsliv, om alt går vel. Det gjorde det. Han blev udnævnt til solodanser som 23-årig. Han dansede alle de store roller, man kunne i København, og han var ofte gæstesolist rundt om i verden. I 1993 blev han 28 år gammel kåret som verdens bedste mandlige danser. Han var set udefra en fantastisk succes, men han var også usikker.

»Jeg har altid følt mig uden for, fordi jeg kom i gang så sent. Min teknik var ikke så udviklet som de andres, og det er jo en fejlfinderkultur. Det er altid »det var skidegodt, men dine ører er lidt for runde eller din fod ...« Det er en helt almindelig psykologisk mekanisme, at man som barn tænker, hvad er der galt med mig, hvis man ikke får roller eller kommer med på turné, og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har haft den fornemmelse. Men jeg har altid skullet bevise, at det ikke var en fejl, at jeg kom ind. Failure is not an option, og så knoklede jeg bare på, for jeg har haft en skræk for, at de opdagede, at jeg ikke var dygtig nok. Jeg har lavet ting, der var så teknisk svære, men jeg hadede det, fordi jeg ikke var helt så god som de andre. For mig var det altid karakterarbejdet, historien, der var mest interessant. Det er f.eks. derfor, jeg elskede James i Sylfiden. Hans dilemma om, hvorvidt man skal vælge fornuften eller det lidenskabelige, det er eviggyldigt for alle mennesker.«

Selv valgte han lidenskaben. Da han var 20, blev han stormende forelsket i den 14 år ældre danser Mie Vessel, som han kendte som kollega på balletten. De to blev kærester, og hun blev gravid, meget hurtigt.

»Det går ikke,« sagde hun. »Jo, det gør, det bliver skidegodt,« sagde han, og sammen fik de sønnen Niclas, som blev født »20 minutter efter, at jeg var flyttet hjemmefra.« Han sagde nej tak til et tilbud om at komme til New York og danse i American Theatre Ballet. Han ville ikke rejse fra Mie og Niclas, men da drengen var fire og hans far 24, sagde han farvel til forholdet.

»Jeg var der ikke mere, og Mie, en moden kvinde på 37-38 år, hun havde nok godt vidst, at sådan et projekt med en ung mand, det måske ikke var for hele livet. Men vi har heldigvis bevaret kærligheden til hinanden, hun skal også med til min fødselsdag til sommer, og vi har altid haft en integritet i forhold til det at være forældre sammen. Hun er et klogt menneske, og det gør det lidt lettere, når man er sammen med kloge mennesker.«

Foto: Sara Gangsted. Fold sammen
Læs mere

Udlængsel

Han var fastansat i København, men rejste ud for at arbejde som solist i andre forestillinger. I en periode boede han i New York.

»Jeg havde brug for at prøve mig selv af. I Danmark er der kun ét kompagni, Den Kongelige Ballet, så man kan ikke danse et andet sted. Jeg havde brug for at finde ud af, hvor meget det strakte til. I Danmark kan man godt blive mødt med den der, at hvis man kommer fra en privilegeret baggrund, kan man ikke være rigtig kunstner. Men de var nok ligeglade ude i verden, om mine forældre boede på Strandvejen. Jeg fik nok heller ikke titlen som verdens bedste danser på grund af min baggrund. Jeg har haft en god barndom, men jeg har danset på noget andet. Mit selvværd og mit projekt med at bevise, at jeg var god nok.«

Talentet strakte så langt, som man kunne ønske sig, og da han fik at vide, at nu skulle han vende hjem til København, hvis han ville beholde sin faste stilling og tilhørende pensionsordning, sagde han nej og blev ude. Han blev tilknyttet Maurice Béjarts ballet i Lausanne, hvor han også boede, men rejste rundt i verden. Når han var hjemme, var han far for Niclas, men han havde ikke det daglige ansvar.

»Jeg ved godt, at det ikke er et regnskab, hvor tingene går op, og jeg ved godt, at jeg ikke var der så meget, da han var lille, men jeg prøver at være der nu, hvor han er blevet voksen og har mødt sine udfordringer.«

I 2001 sagde kroppen stop. Alexander Kølpin var 35 år gammel, og han kunne formelt set godt have danset videre nogle år, men han var slidt, og hjemme på Kongens Nytorv var der urolige år i balletten, hvor balletmestrene kom og gik.

»Jeg havde mange skader undervejs, for jeg har aldrig været god til at lytte til min krop. Hvis der var noget, jeg ikke kunne, trænede jeg. Meget kan man sige, men doven var jeg ikke, så jeg fik træthedsbrud, som man får, når man danser videre, selv om kroppen er overbelastet. Hvis man så danser på dem, afrundes knoglerne, fordi kroppen vænner sig til bruddet. Man må operere for at kunne heles. Jeg kunne ikke mere, og jeg ville heller ikke ende som en af dem, der ikke kunne gå på scenen.«

Han instruerede sommerballetten hvert år, han satte forestillinger op på Østre Gasværk, blandt andet en moderne udgave af Sylfiden, han medvirkede i forestillingen Full Monty, han producerede en kortfilm om sin svigerfar, Peter Zobel, hvis datter Sarah han havde mødt, da han boede i New York. Hun havde været studerende, men var blevet uddannet psykolog, og sammen fik parret to børn, Vincent, der i dag er ni og Roberta, som er 13.

De købte hus, satte det i stand, solgte og tjente på det og gjorde det samme igen. I 2007 overtog han driften af Helenekilde Badehotel og Strandhotellet i Tisvildeleje, som hans far ejer, og selv om årene under krisen var hårde, er de nu en god forretning – og han selv er kreativ leder, ikke administrativ direktør.

»At drive et hotel minder på mange måder om at lave en forestilling. Det handler om at skabe en scenografi og at skabe en stemning, så gæsterne føler sig hjemme og velkommen. Vi har en række regler på hotellet, som personalet får udleveret, når de bliver ansat. De må f.eks. aldrig sige nej. Det kan godt være, at folk kommer midt i et bryllup, så de ikke kan spise frokost. Men de kan godt få et glas vin på terrassen. Eller hvis de kommer, før køkkenet er åbent, kan vi booke dem et bord til aften. Vi skal give gæsterne fornemmelsen af, at de aldrig er til besvær. Nøjagtigt som man i et teater skal give folk en oplevelse af noget, der ikke findes.«

I sommeren 2011 rejste Alexander Kølpin og Sarah Zobel til Los Angeles med deres børn for at bo i byen. Han ville arbejde på et filmmanuskript, baseret på balletten Sylfiden. De fremlejede ikke deres hus i København, men solgte det, så de ikke kunne fortryde efter tre måneder. De fandt et sted at bo i Los Angeles og meldte børnene ind i lokale skoler.

Foto: Sara Gangsted. Fold sammen
Læs mere

»I virkeligheden skulle vi redde vores ægteskab. Når man bliver ældre sammen, skal man finde nye måder at være sammen på. Jeg havde været Alexander, danseren, da vi mødtes, nu var jeg Alexander, pensionisten. Hun havde været Sarah, studinen, nu var hun Sarah, psykologen. Vi skulle på eventyr sammen og finde en ny måde at være sammen på. Det er ret oplagt, når man ser tilbage, at det var det, vi prøvede.«

Men det gik ikke som planlagt eller ønsket. Familien boede i Los Angeles et år, og da de var hjemme på sommerferie i 2012, gik ægteskabet for alvor i stykker. Alexander Kølpin fik en mail fra Se & Hør, der spurgte, om han var klar over, at hans kone havde et forhold til sangeren Burhan G. Det var han ikke, men pludselig skulle familien så absolut ikke retur til Los Angeles efter sommerferien.

»Det var et chok. Men jeg er glad for nu, at jeg ikke reagerede på mine følelser og sagde skrid, kælling. Vi kæmpede for ægteskabet i en periode, men det kræver, at man er to, der kæmper sammen, og der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne være med mere. Jeg kunne mærke, at her gik min grænse, og så var det slut.«

Alexander Kølpin boede i sine forældres hus, fordi familien jo bare var hjemme i Danmark på ferie, og en dag lå han på gulvet og troede, at han skulle dø.

»Jeg fik et nervesammenbrud, kan man sige. Jeg lå bare på gulvet, var lam i armene og følelsesløs i kæberne og op til ørerne. Det var så hård en periode.«

Han gennemførte, hvad han skulle. Han kørte op på hotellet i Tisvilde, hvor han introducerede sangere og musikere, der kom og spillede til de såkaldte Summer Sessions, han afholder hvert år, og han deltog i sommerballetten.

»På sommerballetten kom og gik jeg gennem bagdøren, jeg kunne ikke overskue at hilse på nogen. Når jeg skulle op på hotellet og introducere kunstnerne, jamen, turen i bilen derop, det var forfærdeligt. Det sociale var det værste. Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. Jeg brugte al min energi på at holde sammen på mine børn og på mig selv. Jeg har aldrig været så ked af det.«

Forløsningen

Alexander Kølpin var ikke bare følelsesmæssigt smadret efter sin skilsmisse, han var også kommet ud af form. Den krop, han havde brugt som redskab i så mange år, var blevet sløv og blød.

»Jeg havde givet slip. Jeg ved godt, at jeg ikke kan være, som da jeg var 25, men når man har brugt så mange år på at gå op i sin krop, er det frygteligt, når man ikke er i form. Men jeg har trænet så meget i mit liv, hver eneste dag i otte timer var det det eneste, jeg lavede, så jeg har ikke lyst til at træne, jeg kan kun gøre det, hvis jeg har et projekt. Der skal være en grund. Lige nu har jeg en personlig træner og nogle meget klare mål at træne imod. Så kommer jeg af sted.«

I efteråret 2012 begyndte han at træne, så han kunne komme i form til at danse i sin sommerballet i sommeren 2013, hvor Elefantmanden skulle opføres. Hver formiddag, når børnene var gået i skole, gik han i gang. Smidighedsøvelser, kondition, styrketræning.

Sommerballetten har Alexander Kølpin arrangeret siden 1991, da et par af hans kolleger på balletten havde været på Thorvaldsens Museum og haft lyst til at lave noget i rummet. De snakkede bare. Alexander Kølpin arrangerede det. Gården i midten af museet blev fyldt med publikum, han lånte nogle podier på teatret, og forestillingen blev en succes i flere år i træk med stort publikum. Desværre lykkedes det balletdanserne at halshugge en statue på museet, da en skillevæg faldt ned over den. Hovedet trillede hen ad gulvet, mens marmorsplinterne føg til alle sider. Så røg balletten ud. Først på Frederiksberg Rådhus, så i Landbohøjskolens have, og da alle andre pludselig lavede udendørs balletter, rykkede Kølpin ind på Bellevue Teatret, hvor han hvert år sætter en ballet op.

Foto: Sara Gangsted. Fold sammen
Læs mere

»Hvert år har jeg tænkt, at jeg kun ville lave den, hvis der kom en idé, der var god nok. Det skulle ikke være noget, vi bare gjorde. Der skulle være noget at fortælle, en historie, et stykke musik, en idé, der holder. Elefantmanden var en gammel drøm. Jeg elsker David Lynchs film, og jeg havde allerede på Det Kongelige Teater spurgt for 15 år siden, om vi ikke kunne lave den. Det kunne ikke lade sig gøre. Så det var fantastisk at gøre det sammen med Mette Bødtcher og Nikolaj Hübbe, der begge er meget begavede kunstnere.«

Forestillingen spillede på Bellevue Teatret for fulde huse. Publikum var glade, anmelderne var glade. Men Alexander Kølpin var måske den, der var allergladest, for forestillingen forandrede ham. Han brød sammen under prøverne og græd, da han og Nikolaj Hübbe dansede en scene, hvor elefantmanden for første gang bliver behandlet med respekt som et menneske, ikke som et bæst.

»Elefantmanden er en smuk historie, og den scene, hvor jeg begyndte at græde, er meget rørende. Vi havde valgt, at jeg ikke skulle have et mærkeligt hoved og en maske, men at elefantmanden var deform, så jeg dansede med en skæv side i kroppen. I scenen hvor Treeves, som Nikolaj spillede, giver elefantmanden en jakke på, før han skal i teateret, er det første gang, at han bliver behandlet som et menneske. Nikolaj hjalp mig med at tage jakken på. Måske var det det? Han er min bedste ven, vi har kendt hinanden altid, så pludselig løb tårerne ned over kinderne på mig. Koreografen må jo have tænkt, at jeg var tosset. Men jeg følte mig måske selv som en outcast efter alt, hvad jeg havde været igennem. Det var en forløsning, for jeg fandt mit sprog igen. Som balletdanser holder man jo ikke op med at være kunstner, når man holder op med at danse, men man mister sit redskab. Man er som en pianist, der har fået hænderne hugget af, men stadig har musikken i hovedet. Med den forestilling fandt jeg hjem til mig selv. Den reddede mig efter mit livs hårdeste år. For mig var der en klar forskel før og efter. Jeg blev hel igen.«

Det er to år siden. Alexander Kølpin fylder 50 om et øjeblik.

Han laver sommerballet for 25. gang i august. Han drømmer om og arbejder på at lave et hotel i København, det projekt »House of Peace«, som han har arbejdet på i ti år sammen med andre, som skal være et rum til eftertanke, placeret i Nordhavn, har endelig medvind og skal, hvis alt går som planlagt, udstilles på Biennalen i Venedig som model. Han arbejder i familiefirmaet Kølpin Group, og han driver hotellerne i Tisvilde. Han har styr på karrieren, der er klistret sammen af lige dele driftighed, forretningssans og evnen til at iscenesætte.

»Når man fylder rundt, laver man lige en lageroptælling, og jeg kan se, at jeg har brugt mange år på at være ekstremt optaget af mig selv. Det er jo hele projektet på balletten, at man konstant undersøger sig selv, men jeg vil bruge de næste år af mit liv på noget andet end mig selv. På at være så god en far som muligt for mine tre unger. Jeg kører min søn til fodbold alle mulige steder, det er totalt optur. Når Roberta kommer hjem kl. 14.30, vil jeg gerne være der. Jeg vil være en god ven, der hjælper mine venner, når de har brug for det. Et venskab er ikke bare en kontrakt, man skriver under, man skal passe på det. Jeg vil være en god hotelejer, og jeg vil gøre det, så godt jeg kan, arbejdsmæssigt.«

Privat gør han status. Siger tak til folk, der har betydet noget i hans liv. Til sine forældre, til Mie, moderen til hans ældste søn. En taxachauffør, der reddede ham og hans ældste søn på en dramatisk kanotur i Sverige. På en ukendt mand, der indleverede hans telefon på et museum, da han havde tabt den. Til dem, der har gjort Alexander Kølpins liv bedre. Han håber, at han selv er en af dem, der gør andre menneskers liv bedre. Eller i hvert fald en, der gør det nu.

»Det hele skal ikke længere handle om mig mig mig, jeg har ikke hovedet oppe i røven mere. Det skal handle om andre. Hvad jeg kan give dem.«