Jakob Steen Olsen: »I år tror jeg ikke, vi kommer op at skændes. Der er ikke nogen af os, der kan holde til det«

Skal man lukke sig selv ned? Skal man fejre julen og nytåret? Vi må kæmpe os frem og få det bedste ud af det med de sidste kræfter.

Jakob Steen Olsen har ikke købt en eneste julegave. Han har simpelt hen givet op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Rygterne fyldte mig med øjeblikkelig rædsel, for jeg vidste, at jeg var nødt til at forberede mig på en kamp på liv og død. En ulige styrkeprøve, jeg nok ville tabe. En kæmpestor, genmuteret ulv, hvis lige ikke var set, siden Fenrisulven hærgede Jordens overflade, var i anmarch. Panikken greb mig, og jeg befandt mig nu i et nødtørftigt sammenrimpet havehus på en forblæst mark – men dog et værn mod det tilstundende angreb, hvor stakket det end var.

Desværre var der nogle vinduer bag mig, jeg ikke kunne lukke, og når jeg kiggede ned på mine hænder, havde jeg kun et papskjold, nogle børnehavebørn havde malet i grelle farver, og et plastiksværd fra en legetøjshandel at forsvare mig med.

»Er det ikke, som om jeg bliver mere og mere gennemsigtig? «


Og så vågnede jeg. Af den drøm, jeg havde forleden. Tågesyner i en urolig nat efter den mørke vinteraften, hvor Mette Frederiksen havde kastet en spand iskoldt vand på den fælles adventskrans og lukket samfundet yderligere ned. Er der nogen, der kan se symbolikken? Ulven kommer!

Jeg skal da ellers lige love for, at den er til at tage og føle på, den uro, mange af os føler i øjeblikket, angsten for verden derude. For selv om jeg synes, jeg har opført mig ædrueligt gennem hele denne pandemi, så er det, som om jeg nu endegyldigt har forskanset mig mellem mine fire vægge. Lukket mig inde, lukket mig selv ned. Spærret mine broer og ensrettet mine gader. Allerede inden de seneste restriktioner. Er det ikke, som om jeg bliver mere og mere gennemsigtig?

Aflyst

Dag efter dag efter dag står jeg og skuer ud over torvet, hvor jeg bor. Det er muligt, at granguirlander duver i vinden nede i sidegaderne. Men den glade julehandel, trængslen og alarmen, er afløst af ensomme, grå skikkelser, der skutter sig bag mundbindene, kigger afvisende ned i fortovet med tomt blik. Kryber langs husmurene. De ligner mig.

Mens Mette Frederiksen stadig talte, skrev jeg ud til den gruppe af gode venner, der ellers havde aftalt at holde nytår sammen. Vi havde sådan glædet os til en enkelt aften, den første i lang, lang tid, hvor de plettede joggingbukser med hængerøven skulle skiftes ud med rigtigt voksentøj og vand i håret. Men skal man, bare fordi man ? Ville vi overhovedet kunne nyde champagnen og kransekagen, når myndighederne opfordrer os til at lade være med at ses med andre end nogle absolut få? Vi aflyste.

Til gengæld er vi gået i den stik modsatte retning og har taget en kalkuleret risiko, hvad julen angår. Min mor på 82 skulle have været hos min bror og hans familie i Frederikssund, men de har fået corona på Murkærvænget, så nu ender det med, at min kæreste og jeg tager over til hende i Svendborg med and, rødkål og forkogt risengrød. Juletræet må blive et fyrretræ, vi ikke har fået plantet endnu, og som står i en potte. Alle min mors julegaver befinder sig hos min bror, så der bliver de stående. Selv har jeg forberedt omgivelserne på, at jeg ikke har fået købt én eneste. Jeg har simpelthen givet op.

Men jul skal det nok blive. Vi griner lidt ad det hele. Nogle af de bedste jule har trods alt været dem, hvor noget blev på en anden måde, end det var tænkt. Og måske viser det sig, at dens budskab om fred på jord alligevel sniger sig ind på os?  I år tror jeg ikke, vi kommer op at skændes. Der er ligesom ikke rigtig nogen af os, der kan holde til det. Er der i det hele taget noget så rørende som ubegrundet optimisme? Glædelig jul.