May el-Tuky? May el-Tutsi? May el-Toku?
Der er altid en ny måde at sige hendes navn. Den spørgende vibration kender hun efterhånden så godt tonen af. Instruktør May el-Toukhy er vant til, at hendes navn stiller flere nyfigne spørgsmål end det giver svar. Det er ikke et navn, man helt utvungent og frit kan gå gennem livet med på dansk jord.
»Da jeg var yngre, var det meget: »Nå, det er da nok et eksotisk navn. Hvor kommer du fra?« Senere fik jeg de helt personlige spørgsmål: »Er du egentlig omskåret?« Jeg er ikke så skarp til de der snappy comebacks. Min taktik har været, at jeg altid spørger tilbage: »Hvad får dig egentlig til at spørge om det?« Så bliver folk tvunget til at reflektere.«
I den seneste tid er de hundrede variationer over måden at udtale hendes navn på vendt tilbage. Som instruktør og medforfatter af den storroste film »Dronningen« med Trine Dyrholm i hovedrollen som advokaten for udsatte børn Anne, hvis seksuelle forhold til sin 17-årige stedsøn får folks øjne til at spærre op i de danske biografer, har den 41-årige May el-Toukhy været ude at lancere filmen. May El-Toko? spørger de så igen derude.
»Når man har mit efternavn og min hårfarve, skal man hele tiden forholde sig til integration. Ens liv bliver politisk. Uanset om man vil det eller ej. Jeg føler selv et ansvar for at nuancere og indgyde noget optimisme hos de unge med anden etnisk baggrund. Der er altså flere i minoritetsmiljøet, der minder om mig, end de få procent, der melder sig helt ud og lever i parallelsamfund.«
Magtens sprog
Det har været et vildt ridt. Sådan karakteriserer May el-Toukhy den seneste tid, hvor anmelderne har spået hende et stort internationalt gennembrud og allerede kanoniseret »Dronningen« som et hovedværk i dansk film. Instruktøren kalder det en film om magt. Om, hvordan magt korrumperer selv et på overfladen moralsk menneske som Anne og lader magtfuldkommenheden sive ind i blodårerne.
Når man spørger hende om, hvorfor netop magtstrukturer optager hende, tøver hun først. Ja, hvad fanden er det egentlig med den magt? spørger hun sig selv. Dernæst peger hun på sin egyptiske far og hans familie i hjemlandet. Hele livet har hun bølget evigt observant mellem den danske middelklasse og den arabiske kultur som barn af en dansk mor og en egyptisk far.
»Det har givet mig en øget bevidsthed omkring familiestrukturer. Jeg har det etnisk danske perspektiv, som udspringer af ideen om kernefamilien, hvor man er knyttet sammen følelsesmæssigt og frivilligt. I den arabiske kultur er du som barn sat meget fri, men jo ældre du bliver, desto mere skal du tage ansvar for familiens ve og vel. Det er nok derfor, at jeg er optaget af at afsøge de der strukturer. Hvem er en slags førsterangs – og andenrangsmedlemmer i en familie? Hvem har magten?«
Assimilering er et ord, der politisk er omdiskuteret. Ideen om at krølle sin egen oprindelige kulturelle identitet helt sammen for at skifte ham til at være hundrede procent dansker var May el-Toukhys far til gengæld fan af. Han kom til Danmark i 1973 for at tjene penge i et sommerjob og mødte hendes danske mor til en fest. Kærligheden var stor. Han skyndte sig tilbage til Cairo for at færdiggøre ingeniørstudiet, så han kunne vende tilbage igen til det frie land nordpå.
Fra villaen i Herlevs parcelhuskvarter, hvor de var de eneste med et andet efternavn, gjorde han alt for at anspore sin datter til at være en succes i den lokale folkeskole, hvor børnene fra de mere socialt belastede boligblokke også gik.
»Jeg havde en klar fornemmelse af, at der var nogle børn, som min far helst ikke så, at jeg hang ud med. Det var de brune børn ovre fra blokkene. Jeg følte et særligt slægtskab med de her børn, fordi vi havde en fysisk lighed med hinanden. Vi havde mørkt hår, brune øjne og havde de samme udfordringer i forhold til at have en dobbeltidentitet og på nogle måder have et dobbeltliv, hvor man holdt en masse ting skjult for sine forældre. Som at man eksempelvis røg.«
Helst 13
Hjemme hos el-Toukhy var skolen gud. Moren var den evige optimist, mens faren havde et mere fatalistisk livssyn. Han var en mandlig version af en præstationsdrevet tiger-mom, der samtidig var inkarneret Danmark-fan.
»Hvis nogen i dag kørte deres datter så hårdt, som min far gjorde dengang i forhold til at være dygtig, så tror jeg, at der var nogle voksne på skolen, der ville have bedt ham om slappe lidt af. Hvis jeg kom hjem med et 11-tal, var det ikke godt nok. Det var jo ikke et 13-tal,« siger hun.
Det var hendes fars krampagtige forsøg på at få magt over situationen og designe en datter, der kunne klare sig. Samtidig oplevede hun, hvordan hun ude i virkeligheden blev set som andet end den dygtige pige med de flotte karakterer.
»Da jeg var yngre, oplevede jeg en gang imellem, at folk råbte ad mig på gaden eller i S-toget. Perker, mullah, etnofisse og sådan noget. Nogle kunne også finde på at tale skuddermudder-arabisk, når jeg sad i toget, for at provokere. Alligevel har jeg aldrig ønsket at have lyst hår og hedde Mette. Mine forældre har indpodet et godt selvværd i mig og jeg er vokset op med ideen om, at jeg har ret til at være den, jeg er.«
Undvigemanøvrer preller af på den dobbelte identitet. Du kan ikke slippe væk fra den, og den sætter insisterende aftryk på dit liv, siger May el-Toukhy. I sine 20ere tog hun nogle store diskussioner med sin far om det. At hun ikke bare sådan lige kunne tage en slettelak og fjerne alt det egyptiske.
»Der opstår en form for indre skizofreni inde i én. Du oplever meget tidligt som barn skamfuldhed i alle mulige sammenhænge og situationer – og du ved egentlig ikke, hvad du skammer dig over. Du lever ikke helt frit. Fordi du skal opføre dig på en bestemt måde og gøre dine forældre stolte. Men med alderen kommer der heldigvis en større accept og du føler dig mere rodfæstet i kompleksiteten.«
Kilometerdistancen mellem Herlev og Aurehøj Gymnasium i Gentofte er ikke stor. For May el-Toukhy føltes det alligevel som at træde ind i en helt anden verdensdel, da hun begyndte på gymnasiet, hvor den danske højkulturelle elites børn gik.
»Jeg fik et chok. Det var også et helt next level af rigdom, jeg oplevede. Det var sådan en slags udvidet integrationskursus jeg gik på i de år, fordi jeg fik et indblik i, at der faktisk findes et klasseskel i Danmark.«
Dansk navn
May el-Toukhy er også et navn, som hendes far ikke mente var passende at bruge, da hun som 20-årig søgte ind på Statens Teaterskole. Skulle hun ikke i stedet for tage morens pigenavn, Engelstoft? Et forslag, som hun dengang fnysende forkastede.
»Jeg ville ikke ændre mit navn til noget mere dansk. Min far var simpelthen bange for, at jeg ville blive sorteret fra. Alene på grund af mit arabiske navn. Helt sikkert fordi han i sit eget arbejdsliv i 80erne og 90erne havde haft fornemmelsen af, at hans efternavn havde negativ effekt. Det er meget vanskeligt med den form for diskrimination, fordi det er svært at få vished i forhold til om den er der, eller om det er paranoia. Der er jo ikke nogen, der vil sige højt: »Ja, vi sorterede dig fra på grund af dit efternavn«.«
På et tidspunkt søgte faren et nyt job og viste May el-Toukhy den ansøgning, han havde skrevet. Hun blev overrasket over, hvor mange linjer han brugte på at fortælle om sit privatliv.
»Om hvor indfødt han var. At han havde været gift to gange med danske kvinder og at han elskede at være i haven og grille. Det har virkelig sat sig i mig. At det var nødvendigt for ham at skrive helt ud, hvor hjemme han følte sig her. I dag synes jeg, at der er sket rigtig meget. Bare se, hvor mange debatstammer fra minoritetsmiljøerne, der kommer til orde i dag.«
De kulturelle rødder søgte May el-Toukhy som ung tilbage til. Igennem et halvt år boede hun hos sin farmor i Egypten, da studentereksamen var overstået. Det var hendes far glad for. En glæde, som ifølge instruktøren er et eksempel på den mærkværdige dobbelthed, hun har skulle navigere i.
»Han ville jo gerne have, at jeg kunne de kulturelle koder dernede. Jeg skulle ikke svare igen, jeg skulle lytte til de gamle og jeg måtte ikke afbryde dem. Jeg skulle heller ikke tale om politik eller religion uden for familiens trygge favn, fordi han vidste, at jeg kunne være ret flabet. Det var jo sjovt nok alle de ting, han hyldede det danske samfund for.«
Festremsen
Hendes egyptiske familie er sekulær og moderat. Man beslutter selv, hvem man gifter sig med. De sætninger har May el-Toukhy ofte sagt højt. Det er sådan en slags integrationsvenlig festremse, hun bærer rundt på.
»Jeg har tit oplevelsen af at skulle forsvare mig selv og min familie. Min familie dernede er altså ikke den slags muslimer, har jeg sagt. Der er mange gennem tiden, der har troet, at min far bestemte, hvem jeg skulle giftes med. Jeg tænker, at det må være enormt trættende for folk med anden etnisk baggrund, der arbejder i eksempelvis sundhedssektoren, og hver dag møder nye mennesker. Jeg spekulerer på, om de hele tiden bliver afkrævet det der svar? »Nej, jeg er ikke sådan en slags muslim.«
Nogle af barndommens venner fra boligblokken klarede den ikke. De blev opslugt af bandekriminalitet, men mest af alt narko. Andre steg en klasse op og bor nu i almindelighedens villakvarter i Herlev. Det er hendes plan at lave en film om alt det. Om hvordan det er at vokse op med dobbeltheden. Om hvordan du føler dig kaldet til at træde ind af døren til din anden kultur, selv om nogen i dit liv siger, at du skal lade være. Filmen er på tegnebrættet, men den er alligevel helt vildt meget oppe i luften, som hun formulerer det.
Da May el-Toukhy var 30 år gammel, gik faren bort. Han så ikke sin datter blive færdig på filmskolen og så ikke hendes første spillefilm. Særligt i denne tid stikker det. Hun ville gerne have vist ham, at man godt kan stå her. Som en filminstruktør, der bærer navnet el-Toukhy og står side om side med både det egyptiske og danske inden i én.
»Han havde så svært ved at acceptere, at jeg er begge dele. Der var kun én mulighed. Fuldstændig assimilering. Jeg ville sige til ham: Se selv. Det gik. Det kan godt lade sige gøre.«
