Iben Hjejle gik ned med stress: »Jeg havde fået spændt mig fast til en vogn, jeg ikke kunne styre«

Skuespilleren Iben Hjejle skal stadig tage sig selv hårdt i nakken for ikke at banke ind i en ny risiko-zone med stress. For selv om hun er blevet langt bedre til at sige nej og også har fået det, hun kalder for »et udvidet kontrolpanel med flere knapper, der blinker i god tid,« handler det i høj grad om hendes personlighed. Om altid at være hende, der bakker op om den gode stemning og som gerne vil prøve at reparere alting.

»Så tager jeg lige en sjov hat på hovedet, hvis der er lidt misstemning og siger noget sjovt eller laver en sjov grimasse. Vi skal have det godt allesammen, ikke! Jeg har også været hende, der siger:  »Stoooop,« hvis jeg kan se, at folk er ved at sejle ind i molen. I dag tænker jeg oftere: »Det må I selv om.« Jeg lader dem bare sejle direkte ind i molen, og så må de mærke, at det gør ondt. Jeg skal ikke redde dem, før det går galt.«

Det er fire år siden, at Iben Hjejle pludselig røg ind i statistikken med stress-ramte danskere, noget hun følte skamfuldt. Hun kalder det »en lidt underlig sammenligning,« men for at forstå alvoren måtte hun sige som alkoholikere midt i en erkendelsesproces:

»Jeg hedder Iben, og jeg har stress.«

Den 15. oktober er Iben Hjejle aktuel i rollen som den verdensberømte jordskælvsforsker Inge Lehmann i forestillingen »Jordens Indre«. Lehmann påviste, at Jorden har en fast indre kerne. Og med alle sine målinger og et kartotek med notater gemt i tomme æsker fra Ota Solgryn sad hun alene, altid alene oppe i sit lille sommerhus i Nordsjælland og studerede planeten Jorden. Først mange år senere fik Lehmann den anerkendelse, hun fortjente i en mandsdomineret forskerverden.

»Det fascinerer mig, at et menneske i den grad kan være så indædt, så passioneret og disciplineret og kun have blik for sin videnskab. Der var kun den ene ting, hun interesserede for i hele sit liv: geofysik og hvad Jorden består af. Alt andet var lige meget,« siger Iben Hjejle.

Den verdensberømte forsker blev 104 år, var aldrig gift og fik ingen børn. Sin seneste videnskabelige artikel udgav hun som 99-årig. Iben Hjejle er inspireret af den enorme grundighed og ikke mindst den ro med sig selv, det må kræve kun at interessere sig for én eneste ting igennem et helt, langt liv.

»Det var jo en ekstrem tilværelse, en ekstrem psyke og selvfølgelig var der også en ensomhed i hendes liv,« konstaterer Iben Hjejle.

»Men jeg kan alligevel ikke lade være med at blive personligt inspireret af hendes evne til at lukke alt andet ude, end netop sin forskning. Det er den slags historier, vi trænger til. For som menneske er jeg sikker på, at vi er langt mere stoflige og langt mere sanselige, end den digitale virkelighed, vi er omgivet af. Vores hjerne er ikke beregnet til, at det hele skal gå så hurtigt, og at vi skal forholde os til alt muligt non-stop.«

Fik nervesammenbrud

Hun understreger, at selv om hun ikke er i nærheden af være nær så begavet som Inge Lehmann, og at hun heller aldrig ville kunne have levet et liv som hende, er der alligevel en parallell. For Inge Lehmann fik på et tidspunkt et nervesammenbrud, og selv har Iben Hjejle prøvet at gå »helt ned med flaget« af stress.

»Inge Lehmann måtte opgive sit matematikstudium på Københavns Universitet og var sygemeldt i en periode. Faktisk var hun 13 år om at gøre det færdigt. Som ung studerende var der en masse støj omkring hende, i hendes tilfælde i en forskerverden domineret af mænd. Der blev stillet meget store krav til hende, netop fordi hun var så dygtig, men som ung tvivlede hun på sine egne evner.

For mit eget vedkommende handlede det om, at havde jeg fået spændt mig fast til en vogn, jeg ikke kunne styre. Dybest set havde jeg svært ved at sige nej til nogen eller noget. Jeg følte sig skamfuld over at ryge ind i statistikken med stress-ramte danskere«

I  dag har Iben Hjejle indrettet sit liv noget anderledes ved at opfinde sine egne støjdæmpende foranstaltninger.

»Jeg fik en til at slå mig ihjel på Facebook. Død og borte fra det univers. Jeg fik nogen til ikke bare at sætte min profil på pause, men at lukke den ned for altid. Det var en støjsender uden lige. I stedet er jeg meget optaget af den form for samtale mellem mennesker med tid og rum til at kigge hinanden i øjnene, aflæse hinanden og lytte til hinanden.«

En berigelse, hvis jeg kan trække stikket ud

For Iben Hjejle er det især samtaler med både de ældre og børnene i hendes familie, dem er der heldigvis mange af, siger hun. Mennesker under henholdsvis udvikling og under afvikling. I morges var hun oppe klokken 6.15 for at følge et par af familiens børn i børnehave.

»Det er begyndelsen i livet, og det er det sidste kapitel, det er jeg meget optaget af. Nænsomme samtaler med en kobling til  hinanden, de ældre og børnene, de kan noget sammen, som vi andre kunne lære rigtig meget af. Lange, rolige samtaler uden afbrydelser, de er dødsens-vigtige. Jeg elsker det og kan mærke, at jeg har glæde af at komme ned i den puls, hvor ældre mennesker er i en samtale. Det er en berigelse, hvis jeg kan trække stikket for alt det, der larmer.

I løbet af samtalen, når jeg flere gange at tænke: »Jeg bliver sindsyg, jeg bliver sindsyg,« for vi skal også lige nå det næste og det næste. Den næste TV-serie, den næste Zulu Awards, den næste stak bøger, alt muligt ligegyldigt! Og hov, jeg skal også huske at involvere mig mere i miljøet. Jeg når at tænke alt muligt, imens den ældre dame eller mand stadig i gang med at fortælle om den kjoleforretning, der engang henne lå på hjørnet, og som ikke ligger der mere. Mange ældre er blændende fortællere, og det er sundt for mig at prøve at komme helt nede i puls, lige så langt ned som blåhvalens.«

De irriterende aber, der sidder på skuldrene

Hun har stadig aberne, som hun kalder dem. De aber, der sidder på hendes skuldre, og som hele tiden vil hende det ene og det andet.

»Hullulluhulu...,« siger Iben Hjejle i et pludder-sprog som for at illustrere, hvor irriterende og skingre aberne kan være.

»Hvis jeg kan få aberne til at koncentrere sig om noget reelt, nogle må rydde op, andre aber kan smøre madpakker, det vigtigste er, at aberne ikke forstyrrer mig. For så snart jeg bliver det mindste usikker eller ikke kan nå det ene eller det andet, begynder aberne at råbe og larme. Derfor jeg bruger meget tid på at holde aberne beskæftiget med noget fornuftigt.«

Besøg på kirkegårde er en anden måde, som Iben Hjejle finder noget af den ro og det fokus, hun er så inspireret af, og som hun fremhæver hos Inge Lehmann. Roen til at tænke tanker til ende.

»Det lyder måske lidt morbidt, men jeg har fundet stor ro i at sætte mig på en kirkegård. De, der er her skal ligesom ikke videre. Det var her, det endte, her at endestationen var. Så ingen har travlt. På en kirkegård er der ordentligt og ryddeligt, her må man ikke larme, drikke eller skrige, og så kan man hilse på de levende sjæle, som går rundt og vander blomster. Man kan have en samtale med de andre kirkegårdsbesøgende, eller man kan lade være.«

Inge Lehmann døde i 1992, og ifølge Iben Hjejle må det have været fantastisk at kunne lukke sig inde i en videnskabsbobble.

»Det må have været lige som at male et maleri eller øve sig på et klaver. Pludselig knækker man en kode, det kender de fleste i en eller anden form. Jeg lægger puslespil og løser kryds og tværs, det får alt andet til at tie stille. Hvis ikke en eller anden Onkel Røvirriterende dukker op og finde lige den brik, der passer. Men ellers - pludselig er den der bare, det går op. Den tilfredsstillelse må Inge Lehmann også have haft, bare i en lidt større målestok. Hun forstod at balancere sit liv i forhold til det, hun gerne ville.

Jeg ser hende som en af de store, gamle skildpadder på Galapagos-øerne. Langsomt, målrettet og uforstyrret bevæger skildpadderne sig fremad beskyttet af deres tykke skjold , som kan skærme af for resten af verden.«