Det skabte en lavine i den internationale modebranche, da modellen Owen Mooney ved årsskiftet stod frem og anklagede modeskaberen Alexander Wang for seksuelle krænkelser i nattelivet. Hurtigt sluttede flere sig til hans opgør med den internationalt anerkendte modeskaber.

Historien tog i februar fart, da den højtprofilerede advokat Lisa Bloom – blandt andet kendt som rådgiver for den nu voldtægtsdømte filmmogul Harvey Weinstein – kastede sig ind i sagen og repræsenterede 14 mænd, som alle anklagede den anerkendte modeskaber for seksuelle krænkelser.

Nu er der nyt i sagen.

Lisa Bloom skriver i et opslag på Twitter, at hun og hendes klienter har holdt møde med Alexander Wang, og at hendes klienter har haft mulighed for at udtrykke deres oplevelser af sagen og den smerte, de har følt.

»Vi anerkender Wangs undskyldning, og vi bevæger os fremad,« skriver Lisa Bloom og understreger, at hun og hendes klienter ikke har yderligere kommentarer.

Vil være et bedre eksempel

Længe har Alexander Wang fastholdt sin uskyld og afviser, at han kan genkende detaljerne i de vidnesbyrd, unge mænd har lagt frem. Blandt andet går anklagerne på, at Alexander Wang har befamlet unge mænd på dansegulve og i flere tilfælde trukket deres bukser og underbukser ned.

»Jeg har aldrig engageret mig i den beskrevne grusomme opførsel og ville aldrig opføre mig på den måde, det er blevet påstået,« har beskeden tidligere været fra Alexander Wang.

Efter at Lisa Bloom har udgivet sit tweet har Alexander Wang slået et opslag op på sin private Instagram-profil og beskrevet, hvordan sagen ser ud fra hans banehalvdel.

Om de mænd, der er stået frem med anklager mod ham, skriver han, at han »støtter deres ret til at stå frem«.

»Jeg har lyttet meget grundigt til, hvad de havde at sige. Det var ikke nemt for dem at dele deres historier, og jeg fortryder, at jeg har opført mig på en måde, der har forvoldt dem smerte,« skriver Alexander Wang og fortsætter:

»Selvom vi er uenige om nogle detaljer i forhold til disse personlige interaktioner, vil jeg nu være et bedre eksempel og bruge min synlighed og indflydelse til at opfordre andre til at se skadelige adfærdsmønstre i øjnene. Livet handler om at lære og vokse, og nu, hvor jeg ved bedre, vil jeg også være bedre.«