»Pludselig lyner han mine bukser ned«: Beskyldningerne mod Alexander Wang begyndte på sociale medier. Nu går højtprofileret advokat ind i sagen

11 mænd anklager nu modeskaberen Alexander Wang for seksuelle krænkelser. Det sker med hjælp fra kvinden, der rådgav den voldtægtsdømte Harvey Weinstein. Alexander Wang fastholder sin uskyld. Alligevel er han udelukket fra det gode selskab.

Den internationalt anerkendte modedesigner Alexander Wang er den seneste tid blevet mødt af 11 mænds detaljerede vidnesbyrd om seksuelle krænkelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yann Coatsaliou/AFP/Ritzau Scanpix

Det er et fald fra de øverste lag af den internationale modeverden, vi er vidne til. Kritikerne tvinger modeskaberen Alexander Wang længere og længere ned.

Det kommer tydeligt til udtryk i de mange afdækkende artikler, internationale medier har skrevet om ham og hans angiveligt seksuelt krænkende adfærd på de mørke og alkoholvåde dansegulve i New York. Skarpladte opslag på sociale medier opfordrer følgere til ikke at røre ham eller hans livsværk med en ildtang.

Den 37-årige amerikanske designer er nu modeverdenens persona non grata – allerede inden der er lagt sag an mod ham. Og til trods for, at han har stemplet anklagerne som »grundløse og grotesk falske«.

Som Instagram-profilen Shit Model Management med flere hundredtusinde følgere, som Alexander Wang selv beskylder for at være uvederhæftig, har skrevet:

»Mange mandlige modeller og transpersoner er stået frem og har fortalt om det seksuelle misbrug, Alexander Wang angiveligt har udsat dem for. Det er vigtigt at vise din støtte over for ofrene ved at stoppe med at følge Alexander Wang og ved at boykotte hans tøjmærke.«

Men hvordan endte det med, at en anerkendt modeskaber, hvis tøj modeelskere flokkedes om, nu er i færd med at falde fra modeelitens højeste tinde? Lad os skrue tiden lidt tilbage.

Fordøm ham!

Det er fire år siden, de første historier begyndte at florere, skriver BBC.

En 28-årig mand blev angiveligt befamlet af Alexander Wang på en natklub.

DJen Gia Garrison, en transkønnet kvinde, fik angiveligt hevet sin bikiniunderdel ned af Alexander Wang i 2017. Til et punkt, hvor hendes genitalier næsten blev blottet.

»Som transkvinde, der oplever ubehag ved visse dele af mig selv – som jeg siden har lært at holde af – ønsker jeg ikke, at nogen blotter mig på denne måde,« siger Gia Garrison ifølge BBC.

Dengang forstummede historien. Men i slutningen af december voksede den i styrke, da historier atter begyndte at cirkulere på sociale medier. Fluks blev historierne, der blev spredt på sociale medier, til et anliggende, den almindelige presse beskæftigede sig med.

De fleste vidnesbyrd på sociale medier var anonyme, de blev viderebragt af to Instagram-profiler, der har dedikeret sig til at kaste lys over modebranchens skyggesider – Diet Prada og Shit Model Management hedder de.

» Hvor mange flere skal stille sig frem, før modebranchen og Hollywood fordømmer ham,« spurgte Owen Mooney, et af de angivelige ofre, i et Instagram-opslag 5. januar. Billedet af Alexander Wang er fra New York Fashion Week 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix.

Men der kom ansigter på. Ved årsskiftet fortalte den britiske model Owen Mooney, at en af modens klareste stjerner havde forgrebet sig på ham på en natklub.

I begyndelsen satte han ikke navn på. Men efter at flere angiveligt havde skrevet til ham om lignende oplevelser med modedesigneren, tog Mooney bladet fra munden. Det var Alexander Wang.

»Det, han har gjort, er ondt, og han bliver nødt til at blive holdt ansvarlig. Næsten en uge senere stiller stadigt flere ofre sig frem med historier. Hvor mange flere skal stille sig frem, før modebranchen og Hollywood fordømmer ham,« spurgte Owen Mooney i et Instagram-opslag 5. januar.

Og så begyndte lavinen at rulle.

Ikke normal opførsel

Fælles for de mange historier er, at de tager deres udspring i New Yorks pulserende natteliv, og at flere af personerne har været i en tilstand af chok, hvor de reagerede på én af de tre måder, mennesker reagerer på, når de rammes af frygt.

De flygtede ikke. De kæmpede ikke. De frøs, lyder det.

Alexander Wang forholder sig nu tavs i offentligheden. Han har hyret to anerkendte advokater, Eric M. George og Andrew B. Brettler, til at føre sin sag. Det er dem, han taler igennem. Ifølge The New York Times fokuserer han samtidig på at holde sin virksomhed oven vande. Og han fastholder hårdnakket, at de talrige anklager ikke har rod i virkeligheden.

Det er et gennemgående træk i mange af beretningerne, at Wang har befamlet sine ofre – det er dog sager, der ikke har været igennem det amerikanske retssystem. Nogle har han trukket bukser og underbukser ned på, siges det. En af dem siger, at det skete med »ydmygelse« som formål.

Modestylisten David Casavant fortæller ifølge The New York Times, at han i beruset tilstand oplevede, at Alexander Wang tog tøjet af ham på en natklub.

En af David Casavants venner, der stod lige ved siden af ham, har bekræftet forløbet over for The New York Times.

»Selvom det er til en fest sent om natten, mener jeg ikke, at det er normal opførsel,« siger David Casavant til The New York Times.

Selv afviser Alexander Wang ifølge sin advokat, at han har trukket mandens bukser og underbukser ned.

»Jeg har aldrig engageret mig i den beskrevne grusomme opførsel og ville aldrig opføre mig på den måde, der er blevet påstået,« lyder det fra Alexander Wang selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix.

»Jeg frøs fuldstændig«

En anden af mændene, den 21-årige designstuderende Keaton Bullen, har netop fortalt om en lignende oplevelse til BBC. Han brød tavsheden, fordi han ifølge mediet oplevede, at andre, der trådte frem, blev stemplet som »løgnere«.

»Pludselig lyner han mine bukser ned, putter sine hænder i mine bukser og begynder at befamle min penis foran en flok mennesker,« fortæller Keaton Bullen om hændelsen, der angiveligt fandt sted i 2019:

»Jeg frøs fuldstændig.«

Idet Keaton Bullen nu offentligt har fortalt om sin historie, er der nu endnu en mand, der fuldtonet og uden omsvøb anklager Alexander Wang for seksuelle krænkelser – med advokaten Lisa Bloom som den, der skal føre sagen.

Forleden kom det frem, at ti mænd havde hyret den højtprofilerede advokat, der har den slags sager som sin hjemmebane. Nu er de 11.

Lisa Bloom fører sager, der omhandler chikane, krænkelser og overgreb, og hun er ikke et ubeskrevet blad.

Hun er kendt for at have rådgivet den nu fallerede filmmogul Harvey Weinstein, da en storm af anklager om seksuelle krænkelser fløj om ørerne på ham. De mange anklager om voldtægter og seksuelle krænkelser endte i en dom på 23 års fængsel.

Hun har repræsenteret fire kvinder, som under det amerikanske præsidentvalg i 2016 rettede voldtægtsanklager mod daværende præsident Donald Trump.

Hun var advokat for tre kvinder, der beskyldte den tidligere Fox News-vært Bill O'Reilly for sexchikane. Det endte med hans afgang fra tv-stationen.

Hun er også advokat for fire kvinder, som Jeffrey Epstein angiveligt havde sexhandlet med i sit pyramidespil af grov udnyttelse af kvinder.

Nu er hendes næste juridiske kampplads kridtet op. Kampen mod Alexander Wang.

Presset på Alexander Wang, der selv mener, at anklagerne ikke harmonerer med virkeligheden, har ikke lagt sig.

Hans kritikere har brændemærket ham som krænker.

»En af branchens darlings, der er hyldet adskillige gange, (Alexander Wang, red.) er den seneste i en række af magtfulde, indflydelsesrige modefigurer, der er blevet ramt af beskyldninger om seksuelle krænkelser de seneste år. Hvor meget længere vil penge, berømmelse og celeber gennemslagskraft sørge for, at de ikke vil blive gjort ansvarlige,« spørger Instagram-profilen Diet Prada.

Ufortrødent fastholder Alexander Wang sin uskyld. Blandt andet med disse ord.

»Jeg har aldrig engageret mig i den beskrevne grusomme opførsel og ville aldrig opføre mig på den måde, det er blevet påstået.«

LÆS MERE