Den klassiske stormomsuste og knagende gamle gotiske villa, befolket med genfærd og grev Dracula, er blevet afløst er noget meget mere foruroligende og skræmmende, nemlig den skimlede socialrealistiske skandinaviske virkelighed, der gennem et årti har gået sin sejrsmarch gennem den globale krimigenre. Den metastaserede grå beton, den kroniske støvregn og den kommunale lineal-lige cykelsti ved nattetide er blevet den nye gyser-gotik, eller skandi-gothic om man vil.

Og alt er ubønhørligt grimt i Greve, hvor sæson 2 af »Den som dræber - fanget af mørket« (DSD) finder sted. Skamstøtten over den dårlige småborgerlige smag, de frønnede 70er parcelhuse, ligger lit de parade i sørgmodige guldbryllupskvarterer og gemmer potentielt på usigelige rædsler bag de falmede gardiner.