Mange har kritiseret den hypede, digitale måde at sælge kunst på, de såkaldte nft'er. Fordi hvad er egentlig den reelle værdi af et såkaldt non-fungible token (ikkeombyttelig polet), som nft står for?

Nogle kritikere kalder endda nft'erne for pyramidespil eller ponzisvindel, hvor det kun handler om at få så mange som muligt til at investere, så de nuværende nft-ejere kan få afkast.

Lige nu har kritikerne måske mere at have det i, for salget af nft'er er i frit fald. Det skriver Wall Street Journal.

Da antallet af solgte nft'er var på sit højeste i september, blev der solgt 225.000 om ugen. Nu er salget nede på 19.000 om ugen, og det svarer til et fald på 92 procent, skriver Wall Street Journal. Ifølge avisen kan det skyldes den stigende rente, som gøre investorer mindre risikovillige.

Nft'er er et slags digitalt certifikat for, at man ejer et bestemt digitalt værk. Selve værket kan dog frit deles, men nft'en er en kvittering i den såkaldte blockchain. Så mens alle kan se og endda kopiere værket Keanu Vaccine, er det kun én person, der kan sige, at han eller hun ejer det. I dette tilfælde betalte køberen sidste år knap 47 millioner kroner for nft'en.

Dyre nft'er er også et statussymbol. Herunder de så kaldte Bored Apes Yacht Club, som CNET skrev om for en uges tid siden. Flere store kendisser, som eksempelvis rapperen Eminem, fodboldspilleren Neymar og iværksætteren Paris Hilton, har haft en af de ekstremt dyre aber som Twitter-profilbilleder. Den billigste af aberne kostede på det tidspunkt tre millioner kroner.

Også blandt mere seriøse økonomiske spillere er der interesse for nft'er. I Danmark har Jakob Deichmann, tidligere direktør i Warner Music Danmark, sammen med rigmanden og Saxo Bank-medstifteren Lars Seier Christensen for nylig lanceret en nft-platform, der hedder Hypery, hvor artister kan sælge digitale kunststykker.

Selveste Elon Musk, der for nylig købte Twitter, har efter artiklen i Wall Street Journal tilsyneladende moret sig over den dalende interesse for nft'er.

Elon Musk ændrede nemlig sit profilbillede til en af de føromtalte Bored Apes, der sidste år blev solgt af auktionshuset Sotheby's for 172 millioner kroner, skriver Daily Mail.

Michael Bouhanna, der er underdirektør i Sotheby's, skrev til Musk på Twitter, om ikke Musk ville være så venlig at fjerne sit profilbillede eller i det mindste kreditere Bouhanna.

Til det svarede Elon Musk, at han mente, at han ellers synes, det virkede rimelig »ombytteligt«, med henvisning til ordet »fungible« i nft.

Dermed påpeger Elon Musk tilsyneladende, at selvom nogen har købt nft'en for 172 millioner kroner, kunne Elon Musk jo selv bare tage billedet og bruge det som profilbillede.

Rapperen Snoop Dogg, der også ejer en Bored Ape, lagde også mærke til Elon Musks ageren. Han skrev til Elon Musk: »Hey Elon Musk! Lad os tage vores aber til månen! Højere og højere,« skrev Snoop Dogg, med henvisning til priserne på Bored Apes.

Antageligt i erkendelsen af, at en mand som Elon Musks anbefaling kan skubbe priserne endnu højere op – eller modsat få prisen til at falde, som han gjorde med kryptovalutaen bitcoin.