Ny teknologi skaber nye salgsrekorder i kunstverdenen

Teknologien hedder non-fungible tokens og har taget kunstverdenen med storm. Men er det ren værdispekulation, for sjov eller virkelig? Berlingske tager et kig på hypen og spørger, hvor langt ud i den virkelige verden teknologiens potentiale rækker.

Arkivfoto: En robot udviklet af Hanson Robotics maler et NFT-kunstværk. Fold sammen
Læs mere
Foto: TYRONE SIU

Den 12. marts i år blev en såkaldt NFT-kode, der er knyttet til en jpeg-fil af det digitale kunstværk »The First 5000 Days« af kunstneren Beeple, solgt for 69 mio. dollar gennem en onlineauktion.

Det var en rekord, der skabte opsigt verden over og bidrog til den hype, der i forvejen var omkring en  teknologi, som med stor hast udvider markedet for digitalt baseret ejerskab af unikke genstande – som altså ikke nødvendigvis findes i fysisk form.

Teknologien, som ikke mindst kunstverdenen har fået øjnene op for, er dog hverken helt ny eller – hvis man skal tro kritikere som den tyske kunstig intelligensforsker Joscha Bach – særligt banebrydende. Den har eksisteret siden 2017, hvor de såkaldte Cryptokitties blev introduceret af firmaet Dapper Labs, som hermed åbnede markedet for avl og salg af digitale katte.

En NFT er en unik ikke-kopierbar kode, som knyttes til ejerskabet af en unik genstand, eksempelvis et tweet, en dyr flaske rødvin, en lokalproduceret pose kaffebønner – eller ovennævnte kunstværk. Denne kode lagres på blockchainen – teknologien bag kryptovaluta – sammen med relevant metadata, der eksempelvis kan indeholde information om royalties.

Men her er den første hage ved teknologien: Selve kunstværket, som NFTen er knyttet til, kan deles frit, for ejerskab rimer ikke nødvendigvis på copyright. Det er derfor forståeligt, at nogle klør sig i hovedet og spørger, hvordan et frit tilgængeligt digitalt kunstværk kan være så meget værd?

En del af forklaringen er, at sælgeren af kunstværket – Beeple, som også for nylig solgte det digitale værk »Keanu Vaccine« for 6,6 mio. dollar – ikke er en hr. hvem som helst, men en kunstner med et etableret marked og millioner af Instagram-følgere. Den singaporeanske køber, som går under navnet Metakova, var i sagens natur heller ikke en hr. hvem som helst, men den første til at eje en digital genstand på en måde, ingen har ejet en digital genstand før.

De, der har bakset med at skabe et marked for digital kunst og nu endelig får fut i pengestrømmen, kan med god grund strække armene i vejret.

For at forstå, om man som almindelig borger skal fryde sig over, at vi nu råder over en teknologi, der kan sikre ejerskab, identitet og værdi af digitalt output, eller skal græmmes ved de sider af fænomenet, der ligner ekstravagant værdispekulation, er det fornuftigt at træde et skridt tilbage – et skridt tilbage til Tingland.

Det vil også hjælpe os med at forstå, hvor langt ud i den virkelige verden teknologiens potentiale rækker.

Fra Tingland til Kryptoland

Naval Ravikant, en kendt indisk-amerikansk investor og Twitter-konge, kalder det Kryptoland – den virkelighed, hvor kryptovaluta stille og roligt vinder fodfæste. Og fortællingen om vejen til Kryptoland går nogenlunde som følger:

I Tingland – tiden før internettet – var vi vant til, at alt, som kunne sælges, eksisterede fysisk. Vi havde privat ejendomsret og et marked, der kunne fastslå identiteten af og fastsætte værdien af en given vare. Men Tingland led under en ineffektiv kommunikation, og vi banede derfor vejen til Virtuland via computeren og internettet i et forsøg på at løse det problem.

Med løsningen fulgte dog også en række problemer. Ting, som før var fysiske, men nu digitale, kunne i stigende grad kopieres og manipuleres. Identitetsmarkører blev sløret, og markedsværdier skævvredet. Virtulands virksomheder svarede ved at forsøge at dæmme op for begrænsningerne ved selv at regulere identitet og værdi.

Frøet sås til Kryptoland

Som et modsvar til Virtulands problemer indledte Satoshi Nakamoto i 2008 kryptorevolutionen med Bitcoin, der først og fremmest var en respons på finanskrisen. Enkelte aktører havde fået for meget magt, og penge var i stigende grad et fiktivt fænomen, der kun fandtes i de finansielle computersystemer. Bitcoin ville skabe en decentraliseret, digital møntfod, som var ejet af brugerne selv.

Nakamoto og andre kryptonørder ønskede ikke en tilbagetrækning til Tingland. I stedet ville de sætte fart i det digitale element ud fra den logik, at det er den virtuelle verden, nærmere end den fysiske, som er vores sikkerhedsnet. Fysiske penge kan brænde på en måde, som virtuelle penge er sikret mod.

Hvis kryptonørderne har ret, betyder det, at NFT-teknologiens sikkerhedsnet klippes over i det øjeblik, den forsøger at trække snore til den fysiske verden.

NFTer langt ud over kunstverdenen

Entusiasmen over, at alt i princippet kan laves til en NFT-kode, er følbar.

Eksempelvis kan du »minte« en Clubhouse-optagelse, som herefter kan deles frit på internettet. Eller en unik Nike-sko i den virkelige verden. Et stykke digitalt land, som kan bruges til Augmented Reality-apps. Eller afrikanske kaffebønner, hvis oprindelse farmerne har svært ved at dokumentere pålideligt over for købere. Virksomheden Wiv.io har også budt teknologien velkommen og sælger nu NFTer af dyre vinflasker. Det fungerer på den måde, at stregkoden bag de bekostelige dråber knyttes til en unik kode på blockchainen.

Snarere end at købe selve vinen køber du i stedet NFTen, idet koden på blockchainen og stregkoden på vinen hænger uløseligt sammen. Hvis du vil sælge vinen igen, sælger du blot NFTen. Det er nok her, de fleste begynder at klø sig i håret. Hvis flasken aldrig behøver skifte hænder, hvad er det så egentligt, du ejer – den kostelige flaske eller blot NFTen? Og hvad hvis flasken tabes på gulvet?

Ejerskab i Kryptoland

En af skaberne af det kryptobaserede onlinespil Decentraland, som bruger NFTer til at sikre virtuelle ejendomsområder, Esteban Ordano, ser tydelige problemer ved lade NFTer repræsentere ting i den fysiske verden.

»Hvis jeg for eksempel ejer et stykke land, og landet oversvømmes af en tsunami, ejer jeg det så stadig?« siger Ordano til Berlingske.

Og han er ikke den eneste, der har fået øje på ulempen ved at bringe NFTer til den fysiske verden.

Joscha Bach, forsker i kunstig intelligens ved Humboldt Universitet i Berlin, skriver i en mail til Berlingske, at »problemet med at stole på NFTen ser ud til at være identisk med problemet med at stole på den person, der minter NFTen. At en person er villig til at lægge en genstand på blockchainen viser kun, at personen er villig til at betale for at skabe et certifikat for denne genstand – ikke at certifikatet er gyldigt i nogen juridisk forstand.«

Fra vinproducenter til afrikanske farmere, der søger at verificere deres kaffe ved at knytte stregkoden på en pose kaffe med en unik NFT på blockchainen, er problemet det samme. Køberen er sikker på sit ejerskab af NFT-koden, men ikke nødvendigvis på identiteten af eller tilstanden af den ting, den repræsenterer.

Konklusionen er lig den, kryptonørderne nåede frem til allerede i 2008: Værdien af en NFT er ikke givet af hverken personen eller virksomheden, der udsteder den, eller det produkt, den refererer til, men udelukkende af NFTen selv.

Og denne bestemmes af markedet ligesom alt andet.

Set på denne måde hjælper NFTen ikke synderligt med at klargøre, at objekter i den fysiske verden – såsom kaffebønner, vinflasker eller fysiske kunstværker, er autentiske. Men problemet er endnu dybere end som så.

For den metadata, som fortæller, hvad NFTen repræsenterer i den virkelige verden, har selvfølgelig også en fysisk komponent.

Metadataen for Beeples kunstværk er eksempelvis lagret i en såkaldt JSON-fil på en fysisk chip i en fysisk virksomhed, og derfor ikke sikret mod hverken konkurs, brand eller anden form for skade. Det betyder dog ikke, at folk som Beeple ikke kan fortsætte med at sælge jpeg-filer for svimlende beløb. Det betyder blot, at det eneste, køberen kan sætte sin lid til, er NFTen selv – et unikt tal på blockchainen, hverken mere eller mindre, som kan stige og falde i pris efter markedets humør.

Hvilket bringer os til NFT-teknologiens virkelige lærestreg – at den fysiske verden er langt mere skrøbelig end den virtuelle, og at den virtuelle langt mere robust end den fysiske.