Så er der kunst for næsten enhver smag i Messecenter Herning. I dagene 24. til 26. januar afholdes den 23. udgave af Art Herning med deltagelse af henved et halvt hundrede danske gallerier samt Hernings to kunstmuseer, HEART og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.
Gallerierne repræsenterer et tværsnit af dansk kunsthandel og henvender sig dermed både til interesserede købere, der gerne vil have et flot maleri til væggen over sofaen, og dedikerede samlere, der følger bestemte kunstnere – og gallerister – samt almindelige tilskuere, der gerne vil have det overblik over kunstscenen, en kunstmesse også tilbyder. Så kan man altid opsøge galleriet senere hen ad vejen.